Bedre valg

[Helene af Suilleaux]

Endnu en aften, endnu en festlighed, denne gang for en af de royales fødselsdage eller jubilæummer. Det var ikke så vigtigt. Hvad var vigtigere for Helene var, at hendes forældre for en gangs skyld var optagede og ingen af dem var med. Det gav hende den luksuriøse frihed til at flirte med præcis hvem hun havde lyst til og hun havde i dagens anledning valgt en ung væbner, næsten færdig som ridder og aldeles usandsynlig som et fremtidigt match. Til gengæld var han vældig flot med sit blonde hår og mørke øjne og Helene nød deres lille dans meget.

Hun lo af hans morsomheder og blafrede med øjenvipperne og da han foreslog at de fik lidt luft fra festen, fulgte hun med på en lille spadseretur ned af en gang. Her endte de i en mørk krog, hvor han kyssede hende blødt og mildt, indtil han kom i tanke om, at hans ridder ikke rigtig havde givet ham fri og han beklagende skyndte sig ned af gangen mod festen.

Helene smilede for sig selv, som hun sikrede sig at hendes hår stadig sad pænt og der ikke var nogen forkerte krøller på kjolen. Hun troede sig helt alene og havde ikke travlt med at komme tilbage til festen, hvor hun havde spottet Lancelin af Suilleaux tidligere på aftenen.

[Lancelin af Suilleaux]

De havde sørget for at holde sig langt væk fra hinanden under festlighederne; måske set efter hinanden ud af øjenkrogene, bare for at sikre sig hvor de hver især befandt sig i den store menneskeskare. I forhold til Helene, der nok mere havde haft større held med at ignorere lensgreven, så havde Lancelin været opmærksom på hende; hvordan hun havde grinet og flirtet med en yngre herre, en væbner, der bestemt var blevet opslugt af den unge komtesse.
Det var en anden side af Helene af Suilleaux , som lensgreven ikke havde set, men samtidig ikke var overrasket over. Han var sikker på, at hans egen datter kunne være ligesådan. En uskyldig flirten mellem unge mennesker. Han skulle egentlig ikke have så meget at få sagt.

Og alligevel, til trods for at Lancelin bare skulle være ligeglad og lade hende køre sit eget show, så lagde han mærke til komtessen og væbnerens stille flugt ud på gangen, og med rolige skridt var han gået efter. Bare for at sikre sig, at komtessen ikke kom noget til.

__

Lancelin rykkede sig let til siden, da den unge væbner pludselig kom spænende forbi ham på gangen, tydeligvis på vej tilbage mod festen. Der var åbenbart kommet noget i vejen siden de havde været alene, og det måtte betyde, at den unge komtesse stod tilbage på gangen et sted. Og ganske rigtigt, som han fortsatte ned ad gangen, stod hun der. Ung og smuk som altid.

"Jeg troede ikke dette om Dem, komtesse," Lancelins mundvige var trukket op i et let smil, som han med rolige skridt gik hende i møde, "Og her gik jeg og troede, at De var ganske uskyldig.." afsluttede han flabet og så sigende på hende med hævede bryn.
Faklernes lys i gangen skabte en varme, men dannede ligeledes hemmelighedsfulde skygger. I modsætning til festens fornøjeligheder, der kunne høres lidt længere væk, så var gangen i stor kontrast til dette med dens stilhed, som de befandt sig i.-

[Helene af Suilleaux]

Helene farede sammen, da Lensgrevens skridt og snart efter hans stemme lød på gangen. Hun ville forsøge at trække sig ind i skyggerne igen, hvis ikke det var åbenlyst, at han havde set hende. Smilet blev effektivt tørret af hendes læber og hun stirrede op på ham og knyttede sin ene hånd tæt sammen.

"Det er ikke uskyldighed at være forarget over en greve, der taler til en som en gemen pige på gaden," svarede hun bestemt igen. Hun var tydeligvis færdig med at forsøge at neje sig høfligt ud af hans uønskede tilnærmelser. Hun vidste udmærket af hendes forældre havde deres planer i gang for at udnytte grevens interesse i hende og se om de kunne få hende afsat inden denne sæson sluttede, men der lå ingen aftaler, så hun havde ikke tænkt sig at lade ham tage sig friheder.

[Lancelin af Suilleaux]

Et let træk i mundvigen forblev på lensgreven, som hun vredt og bestemt gjorde sin mening hørt. Selvfølgelig var det ikke overraskende, at unge komtesser og riddere undersøgte den fysiske tiltrækning - der havde man trods selv været - men det skulle selvfølgelig holdes hemmeligt, og skyggerne i gangene var et velkendt skjulested.

"Komtesse," smilede lensgreven roligt, "De er langt fra en gemen pige fra gaden.." Hans blå øjne hvilede i hendes. Uden nogen hensigt om at miste deres øjenkontakt. For hans skyld kunne hun se vredt på ham så meget hun ville - han skulle nok finde sig i det.

"Men når De nu sniger Dem væk alene med en, så pas på Dem selv. Der er mænd, der ser bort fra den store forskel.." afsluttede han alvorligt.

[Helene af Suilleaux]

Helenes blik gnistrede og hun trak vejret synligt gennem næsen. Som en drage, der lagde an til at spy ild. Hun spyede dog intet, men havde gevaldigt lyst til det. I hvert fald hvis det kunne få greven til at flygte. Hun havde dog ikke den slags magt og hun var udmærket klar over det. Hun stod alene på gangen med en mand, der var dobbelt så gammel, langt større og stærkere og mere magtfuld end hun var. Så i stedet bakkede hun et skridt væk, uden at se muren bag sig.

"Mænd som Dem?" Hendes stemme rystede lidt. "Hvis Deres hensigt er at skræmme mig, Deres Excellence, så kan De lykønske dem selv med at det er lykkedes. Hvis det her er Deres forsøg på at charmere mig, så er det for længst slået fejl. Jeg ville ønske, at De ville lade mig være."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins smil forsvandt, som hun sammenlignede ham med de mænd, han havde advaret hende imod.

"Helene af Rouvry, hør,--" Lancelins blik flakkede let i hendes, som hun fortsatte sine ord. Det var langt fra sådan, det skulle forstås. Han vidste udemærket godt, at han havde fornærmet hende flere gange, endda provokeret hende på nogle fronter til at opnå en reaktion. Men ligefrem afsky ham så meget? Lensgreven lod hende tale færdig. Hørte hendes ord som et skub mod sin stolthed. Alligevel blev han stående. Kontrolleret. Med rank ryg, som altid, der var svær at knække. Til trods for, at han inderst inde måtte overveje sine ord nøje af frygt for, at hun ville forlade ham tilbage på gangen, med en viden om, at han nok aldrig ville komme til at se ind i hendes øjne igen.

"Min mening var at passe på Dem.." sagde han roligt og fugtede sine læber ubevidst.

[Helene af Suilleaux]

Helenes blik flammede lidt op over at han igen udtalte hendes fornavn, som om de var familiære. Hendes kinder var varme og hun købte ikke hans hensigt. Især ikke som han fugtede sne læber og forblev stående der.

"Jeg ved godt at Lensgreven af Rouvry har talt med dem," konstaterede hun ligefrem. "Men jeg tror ikke et sekund på, at De tager hans forslag seriøst. Og der er derfor absolut ingen grund til at De skulle behøve at beskytte mig, Deres Excellence. Jeg er ikke Deres ansvar."

[Lancelin af Suilleaux]

En anelse overrasket over komtessens viden spændte Lancelin i kæben. Hendes far havde ganske vist taget fat i lensgreven af Suilleaux med en bagtanke for et par dage siden. Lancelin havde gået og tænkt over det, men sådan som den unge komtesse havde afvist ham gang på gang havde Lancelin haft sine overvejelser. Alligevel, trods hendes afvigelser og lidt iltre temperament, så fangede hun hans interesse, og spørgsmålet var måske mere, om det var dét der gjorde, at han ikke kunne få hende ud af sine tanker. For Lancelin havde ikke problemer med at få kvindeligt selskab. Men hende hér var svær at imponere.

"Med Deres temperament kan De skræmme de fleste bejlere væk," sagde han bestemt og holdte hendes blik i sit, hendes flammende og hans stædigt.

[Helene af Suilleaux]

Lancelin af Suilleaux ramte plet med sin bemærkning. Helene spændte i kæben, men vaklede alligevel lidt, indtil hun sænkede blikket med brændende kinder. I tre år havde hun været ude nu og der var stadig ikke en forlovelse. Hun var udmærket bevidst om hvad det ville betyde, hvis hun fyldte tyve og ikke var gift.

Hvis der var en reel chance for at greven tog hendes fars forslag moderat seriøst, fortalte hun sig selv at hun ville handlet anderledes. At hun ville have været bedre til at forsøge at dreje hans grove bemærkninger imod en flirt. Hun trak vejret dybt og så ham i øjnene.

"Bejlere? Hvem, Deres Excellence?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin overvejede hvordan han kunne komme til orde. Han var stille et kort sekund, mens at de vedligeholdte øjenkontakten.

"Jeg ved, at De er eftertragtet, Helene af Rouvry.." sagde han roligt, "Hvis det stod til de fleste mænd, så var du gift for lang tid siden. Men Deres forældre har store forventninger til Deres kommende ægtemand.." Lancelin så sigende på hende med let rynkede bryn, som han lavmælt delte sine tanker i mellem dem, "Og jeg tror, at De få bejlere der er gået igennem nåleøjet, og som De er blevet stadset op for at møde-" der var en let hentydning til deres sidste møde i sovegemakket, "- enten har været håbløse eller kedelige i Deres øjne, og De med vilje så har valgt at skræmme dem væk.." afsluttede han eftertænksomt sin lommefilosofi uden at fjerne sit blik fra hende.

[Helene af Suilleaux]

Helenes blik flakkede og hun åbnede flere gange munden for at protestere, men lukkede den igen. Hendes øjne stak en smule, men hun nægtede at vise ham den svaghed at græde foran ham og slog i stedet blikket væk igen, drejede hovedet til siden og så ikke på ham, selvom han betragtede hende.

"Det passer ikke," svarede hun lavmælt, en smule knækket og ikke med samme hovne afvisning som før. "Jeg vil gerne giftes." Hun tog en hørlig indånding, rankede sig svagt.

"Men intet af det her har noget med Dem at gøre, Deres Excellence. Medmindre De betragter Dem selv som en bejler for min hånd, forstår jeg ikke hvorfor De blander dem?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins øjne var fast i hendes - hun havde nævnt tidligere, at hun udmærket vidste, at hendes far havde talt med Lancelin. Hun måtte vide en anelse, en idé om, at hendes forældre havde haft noget i tankerne mellem hende og lensgreven af Suilleaux. Samt ikke at forglemme hans tidligere tilståelse af sin tiltrækning til hende.. Og så stod hun hér, køn som hun nu var, og undrede sig over, at Lancelin blandede sig i komtessens sikkerhed.

"Fordi jeg--" Han knyttede sin ene hånd og måtte bide sig skjult i læben for at holde sine ord tilbage. Han blandede sig fordi, at hun bragte noget op i ham. Ærlig talt, så havde han lyst til hende. Men ærlig talt, så havde han også fået et hvis beskyttelsesgen over for den kønne komtesse uden helt at vide hvorfor. Han tog en dyb indånding og så væk et kort sekund inden at han fangede hendes øjne igen.

"Om forladelse, komtesse," undskyldte han sig hæst. Han kunne ikke holde sig tilbage længere, og med ét fjernede han mellemrummet mellem dem, lænede sig ned mod den lille, feminine komtesse og fangede hendes læber i et bestemt og hungrende kys, så hun endte med at blive presset let op ad den kolde mur.
Han havde haft brug for at smage hende. Røre hende. Der var en sødme i hendes læber, mens alkoholens duft fra festlighederne hvilede over lensgreven af Suilleax. Den ellers så kontrollerede Lancelin havde mistet sin kontrol over for sin lyst til hende, og det kunne mærkes i kysset.

[Helene af Suilleaux]

For få øjeblikke siden havde Helene kysset en charmerende væbner og nydt hans lidt kluntede forsøg på at holde fingrene for sig selv. Hun var ikke så uskyldig endda, men hun var ganske uforberedt på den granvoksne greves pludselige overmandelse af hende. Hun gispede og stivnede et øjeblik, uden at vide hvad hun skulle gøre, før begge hendes hænder skubbede fra mod hans brystkasse og hun lod sin protest lyde mod hans påtrængende læber.

Da han trådte bagud, lynede hendes øjne og hun tænkte knapt over det, før hun løftede den ene hånd og smækkede ham en syngende lussing på den ene kind.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin nåede lige akkurat at blive skubbet væk og kysset afbrudt før at hans ansigt fløj til siden, som lussingen ramte hans kind. Den syngende lussing var kommet så pludselig, at han ikke kunne nå at forberede sig. Varmen dannede sig i huden, som hans blik vendte sig mod jorden, inden at han med et enkelt dybt åndedrag vendte sit blik tilbage mod den unge komtesse.

“Virkelig?” hans stemme var hæs, som han så sigende på hende, “Dét er længe siden jeg har prøvet dét..” afsluttede han kort for hovedet, og prøvede vagt at huske hvornår det var sidst, at han var blevet tildelt en lussing. Adskillige år tilbage hvor han havde været en fuld, dum ridder med for mange smarte bemærkninger. Åbenbart var titlen som lensgreve ikke noget, som ragede komtessen synderligt.

[Helene af Suilleaux]

Helene var stakåndet og så forfærdet ud. Hun tog hænderne op for munden og bakkede den centimeter der var ind i muren. "Om forladelse, Deres Excellence," røg det ud, selvom han var den, der havde krydset hendes grænse og kysset hende imod hendes vilje.

"Det var ikke min mening."