Gammelt had

[Emblin af Bar Van]

Emblin kunne også bruge et bad, men det var fjernt fra hendes bevidsthed, som kun sløvt kom tilbage. Hun blinkede tungt og drejede ansigtet, da hun hørte Heinrichs stemme i et blidt tonefald, hun vist ikke havde hørt ham tale i før.

Hun skilte læberne for at tale og blev bevidst om, at de var helt tørre og hendes hals det samme. Hun sank med besvær, men var alligevel hæs.

"Hvor er vi?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich drog et lettelsens suk, da hun talte. Han takkede guderne og smilede meget svagt og kortvarigt.

"Vi er i Chales," svarede han. "På lensborgen. Du skal have noget at drikke. Lad mig hjælpe dig lidt op."

[Emblin af Bar Van]

Emblin huskede, hvorfor hun var der. Hendes indre snørede sig sammen, men hendes vejrtrækning stak ikke af igen. Ikke med det første, i hvert fald, selvom hun endnu skælvede.

Det var en anstrengelse, og en distraktion, at komme lidt op at sidde, men hun var tørstig og vandet gjorde godt, selvom hun måtte hoste undervejs.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich støttede Emblin, satte sig selv halvt bag hende som en varm mur. Så hjalp han hende også med vandet. Han holdt det til hendes læber og tog det væk igen, da hun hostede.

"Træk vejret langsomt," bad han dæmpet. "Dybt ned i lungerne. Jeg er her. Jeg bliver her. Er du sulten?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin forsøgte at gøre, som han sagde, men hun havde en knude i brystet, som det var umuligt at få luften helt forbi. Hun lænede sig ind mod ham, havde ikke kræfter til andet og lukkede også sine øjne igen, mens hendes skælven tog til.

"Jeg ved ikke..." fik hun kæmpet frem som svar, komplet ude af stand til for alvor at mærke sin krops behov lige nu. Frygt var stadig den primære følelse.

"Er de...?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich flyttede lidt på sig, til han sad helt bagved hende og kunne lægge begge arme omkring hende og stryge op og ned over hendes ene side.

"Ja," svarede han dæmpet.

"De er under lås og slå. En er død. Resten følger nok snart. De kommer aldrig til at røre dig igen."

[Emblin af Bar Van]

Emblin sank sammen ind mod Heinrich, da han rykkede på sig. Ved hans ord, lukkede hun øjnene og pressede læberne sammen. Hun nikkede og der gik ikke mange øjeblikke, før tårerne fik frit løb.

Al den frygt og rædsel, hun havde følt, fandt vejen ud, som indsigten af, at det var overstået, i stedet sank ind.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich knugede Emblin og tyssede dæmpet ned i hendes hår. "Min elskede," mumlede han.

"Du er sikker nu. Jeg slipper dig aldrig af syne igen. Jeg passer på dig."

[Emblin af Bar Van]

Det var svært at stoppe tårerne, da først de var begyndt at komme og hun prøvede heller ikke for alvor at holde det tilbage. Det måtte ud og kom det til lyden af Heinrichs beroligende ord.

Det tog tid, før det endelig ebbede ud. Til den tid var hendes ansigt ophovent og øjnene helt røde og hvis hun havde haft nogen energi, var den komplet udslukt.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich lod Emblin græde. Han holdt bare om hende og strøg fingrene over hendes skuldre og ryg, indtil hun ikke havde mere gråd i sig. Så tog han en dyb indånding og kyssede hende igen i håret.

"Er du sulten?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin havde det ikke nødvendigvis bedre efter gråden, men det havde løsnet en my af spændingerne fra kroppen. Hun lå og stirrede lidt frem for sig, da Heinrich stillede et spørgsmål.

"Nej," svarede hun hæst, selvom hun uden tvivl burde spise. Det kunne hun ikke overskue. Ikke for alvor at tale, heller, men hun fik sat ord på det eneste behov, der føltes presserende nok til at tage sig af det.

"Jeg vil gerne... Vaskes."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich rettede sig lidt op og tog en dyb indånding. "Mm. Selvfølgelig," medgav han.

"Jeg henter en tjenestepige."

Og snart var han ude af sengen og bad om et rigtigt bad til Emblin. Snart kom de slæbende med et kar og en gryde, der blev fyldt med vand, som kom over ilden.

[Emblin af Bar Van]

Emblin formåede at blive siddende, da Heinrich forlod sengen, men hendes blik var fæstnet på ingenting og hun forholdt sig ikke til aktiviteten i rummet.

Først da en tjenestepige forsigtigt sagde, at badet var klar, drejede hun hovedet til siden og nikkede. Så ikke nogen i øjnene.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich var der til at hjælpe Emblin ud af tøjet. Han var blid og nænsom, hjalp hende også ned i badet, imens han var ved at koge over med spørgsmål om hvad de havde gjort ved hende.

Tydeligvis havde de sultet og været hårdhændede. Men havde de forbrudt sig... Hans blod kogte næsten ved tanken.

[Emblin af Bar Van]

Emblin så bare ned, selv da Heinrich hjalp hende. Varmen fra badet var kærkomment og selvom hun sank ned i det uden at sige en lyd, gjorde det godt.

Benene blev trukket ind mod brystet og hun forblev ganske tavs, mens en tjenestepige så spørgende på baronen, tydeligvis i tvivl om, hvorvidt hun måtte hjælpe baronessen med at bade.