Gammelt had

[Estienne af Chales]

Liane lyttede. Heinrich var ikke bare hendes bror, men havde også været hendes ridderherre og hun havde tiltro til ham. Estienne havde været en del af livgarden i en del år og så også fornuften.

"Med lidt held lokaliserer dine spejdere dem, før vi når frem," sagde han. "Hvis vi skal have overraskelsesmomentet på vores side, er det næppe en god idé at bringe alle mændene her med i eftersøgningen..."

Det var vel en afvejning. Hvor længe kunne baronen vente med potentielt at finde baronessen?

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich nikkede langsomt. "Med lidt held," medgav han. "Vi bør uanset ikke tage alle med os. Vi er for mange. De er kun omtrent ti, medmindre de er blevet flere."

Han så spørgende på Estienne og brummede så. "Jeg tager mine ti bedste mænd med. Inklusiv dig, Catherine."

[Estienne af Chales]

Estienne rystede på hovedet i bekræftelse af, at han ikke havde hørt andet. Hans blik gled med en smule nysgerrighed mod kvinden, der skulle med dem, men det blev ved det.

Liane nikkede med alvor, men også med taknemmelighed over at blive inkluderet. Det var vigtigt for hende at gøre bod.

Estienne rømmede sig. "To af de mænd, jeg har med, kender lenet bedre end de fleste. Jeg vil have dem slutte sig til dine mænd, hvis du tillader."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich nikkede alvorligt. "Selvfølgelig," medgav han.

Og i sidste ende blev det også Estiennes mænd, der kom tilbage med meldinger om at have fundet dem.

Heinrich lyttede og lagde en plan. De ville følge efter forbryderne på lang afstand, indtil natten lagde sig. Herefter ville to mænd snige sig tæt tæt på, overmande vagtposten og befrie Emblin. Så kunne de angribe.

[Liane Kurvefletter]

Liane kunne være sunket sammen på jorden af lettelse, da det blev klart, at mændene var fundet. Det var naturligvis ikke en garanti for Emblins sikkerhed, men det var tættere på end de havde været i dagevis og hun havde svært ved at vente, men satte ikke ord på det.

Der var en tung tavshed over følget, da de endelig red ud og alle var anspændt. Natten føltes som en evighed væk, men til sidst begyndte mørket endelig at krybe nærmere. Det var tid.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich ville ønske at det gav mening, at han var den, der sneg sig frem i mørket og snittede halsen over på en vagt, før han befriede sin hustru.

I stedet overdrog han opgaven til Liane og en af mændene, som var de letteste på fødderne i følget. Han ventede anspændt med Estienne og deres respektive mænd på signalet.

[Estienne af Chales]

Der var anspændthed i luften og tiden føltes uendelig, selv for Estienne, som ikke kendte baronessen. Det var følelsen før et slag, uanset hvor lille og han var bevæbnet denne gang, uanset reglerne.

Så, endelig, kom signalet, en menneskelig ugle i mørket og da Heinrich gav signal, brød mændene frem.

[Heinrich af Bar Van]

For forbryderne føltes det nok som kaos. De slog til hurtigt og hårdt. De var i overtal og de var langt bedre trænet og ernæret, selv om de var trætte efter de sidste dage.

Det varede mindre end en halv time, før forbryderne lå med håndled og ben surret sammen i skovbunden. En var flygtet og en var død. Flere har sårede, men nogen havde overgivet sig uden kamp. Heinrich havde, efter blodrusen, kun en ting i fokus. Emblin.

[Liane Kurvefletter]

Liane havde ikke ladet sig selv føle lettelsen, da de fandt Emblin. Hun havde skåret halsen på vagten uden at tøve og sammen med den anden mand, havde hun fået baronessen så langt væk fra den kommende kamp, som hun kunne.

Da de var i skjul, sendte hun den anden mand tilbage, så han kunne give besked til baronen om deres placering. I mellemtiden havde hun sværdet lige ved hånden, årvågen, selv da hun løsnede kneblen for Emblins mund. Selv i mørket kunne hun se, at baronessen ansigt var forslået og hendes øjne stak lidt, da hun også skar rebene om hendes hænder.

Der var ingen tale, for de måtte ikke blive opdaget og Liane trak sit sværd, da der lød bevægelse i mørket. Først helt tæt på, da en sky gled fra månen, kunne hun fra sit skjulested se, hvem det var.

"Heinrich!" kaldte hun.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich faldt på knæ foran Emblin. Hans fingre fandt hendes arme, hans blik tog alle hendes skader ind og blodrusen blussede et øjeblik op i ham igen.

"Elskede," mumlede han, langt blidere end han troede muligt. "Du er i sikkerhed nu. Du er sikker."

Ordene var lige så meget for hans skyld.

[Emblin af Bar Van]

Emblin skælvede. Af kulde, frygt, smerte. Årsagerne var mange og hun følte sig ikke fuldt ved bevidsthed. Det ene øje var hævet og hun kunne knapt se ud af det, men synet føltes også sløret på det andet. Alt svømmede lidt ind og ud, Lianes ansigt, før det blev til Heinrichs.

Hun så på ham og hendes skælven tog til. "Heinrich?" lød det fra hende, stemmen lidt ru, som om hun ikke kunne forstå det. Ikke turde tro det, nærmere. Drømte hun? Hendes hoved smertede så voldsomt, at hun ikke var sikker.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich tog hende ind og hans hjerte brast. "Hent helbrederen," bad han Liane. "Sig han ikke skal spilde energi på de svin, der gjorde det her. Hans baronesse har brug for ham."

Han tog blidt fat om Emblin. "Kan du stå op?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin hørte ordene, men de havde en lidt rungende, fjern klang. Hovedpinen var uden tvivl årsag, sammen med at hun hverken havde spist eller drukket nær nok i dagevis.

Hun hørte også, hvad Heinrich spurgte om og selvom hun ikke svarede med ord, kom hun vaklende på benene. Det var åbenlyst, at hun var afkræftet.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich hjalp Emblin op at stå, men blev også ved hende og støttede hende. Han holdt sin vandflaske op til hendes læber og så snart hun havde fået lidt, hjalp han hende langsomt tilbage til folkene, hvor helbrederen snart kom styrtende og fik hende gelejdet ned på et blødt leje.

Heinrich forlod ikke hendes side, men overlod ledelsen af folkene i hænderne på Liane og Estienne. Han sad blot og strøg Emblin blidt over armen, holdt hendes hånd og stillede sin helbreder spørgsmål.

[Emblin af Bar Van]

Emblin lod sig blindt føre og først, da helbrederen var gået i gang, lettede tågen lidt. Hovedpinen lettede nok til, at hun kunne tænke og synet blev skarpere på det gode øje, selvom det var nat og mørkt mellem træerne.

Hun bar præg af at være blevet håndteret hårdhændet, men helbrederen gjorde det mere udholdeligt og snart kunne hun rette blikket mod Heinrich og fokusere på ham.

"Heinrich," sagde hun lavmælt.