Blind

[Philippa Aubergiste]

Philippa nikkede interesseret. "Jeg kender dem godt. Jeg har haft et kursus i praktisk geometri, men det er længe siden jeg har haft det i hænderne."

Hun forsøgte at distrahere sig selv med matematiksnak og det kunne næsten gå. "Kan du vise mig noget nu? Eller... Jeg ved ikke, om du har tid?"

[Florian Bygmester]

Florian var ude på at distrahere sig selv fra sin udlængsel og derfor var han ret samarbejdsvillig.

"Det ville være nemmere i dagslys, men jo, lad os bare prøve," svarede han. Skævede til det hun havde siddet med, men hun havde selv spurgt, så han trak mentalt på skuldrene.

"Hvis du laver plads, så henter jeg lige mit værktøjsskrin."

[Philippa Aubergiste]

Philippa havde siddet med noget arbejde, men det skulle hun nok få lavet og uanset at Florian fik hendes hjerte til at hamre, var hun frygtelig nysgerrig på at lære noget nyt.

Hun ryddede hurtigt sine papirer væk og skrabede vokstavlen ren, før hun satte sig igen, sitrende i kroppen af flere grunde.

[Florian Bygmester]

Florian kom tilbage og satte det dyrebare værktøjsskrin på en skammel ved siden af Philippa. Han åbnede det og åbenbarede sine værktøjer.

"Jeg er ikke den store læremester," erkendte han dog, selvom han selv havde tilbudt. "Men hvis du vil tegne en målfast tegning, har du brug for en målestok..."

[Philippa Aubergiste]

Philippa smilede svagt over indrømmelsen. Florian virkede udadtil som en lettere tåbelig, selvoptaget mand. Under dét, gemte der sig bedre kvaliteter. Åbenbart også et mål af ydmyghed. Hun rømmede sig let og tvang tankerne væk fra hans kvaliteter og ned på instrumenterne. Det var i virkeligheden ikke svært. Hun var vældig nysgerrig.

"Ja, for nøjagtighed. Det er klart. Vil du vise hvordan du ville gøre? Jeg er en god elev."

[Florian Bygmester]

Det var en lettere tilgang for Florian og han slap en bekræftende lyd, før han tog plads ved siden af hende. Han tænkte ikke meget på, at de sad så tæt, at deres arme rørte hinanden. Han tænkte kun på at kunne se nok i lyset.

Han gav sig til at tegne en fiktiv bygning og forklarede, mens han gjorde og for en sjælden gangs skyld, gjorde han intet for at skjule, hvor passioneret han egentlig var omkring det.

[Philippa Aubergiste]

Philippa tænkte meget over hvor tæt de sad, hvordan han lugtede og hvor varm han føltes. Heldigvis var det også utrolig interessant at se ham arbejde, så det distraherede lidt fra hendes overrumplede nervesystems reaktioner på Florians nærhed.

Hun selv supplerede løbende med spørgsmål, når de kom til hende og trods hendes følelser og mellemgulvets små hop, endte hun med at sidde og være dybt indlevet i processen.

[Florian Bygmester]

Florian tænkte ikke rigtigt på andet end tegningen og værktøjet foran dem og fordi han så sjældent rent faktisk nørdede ud andet end overfor sig selv eller fremmede i fjerne byer, blev han helt opslugt.

På et tidspunkt satte han Philippa til at tegne og tænkte ikke over det, som han justerede hendes greb om et værktøj lidt.

[Philippa Aubergiste]

Philippa endte også med at blive opslugt af det. Fuldstændig, faktisk. Nok til at hun ikke sansede faren, før han rørte ved hende. Hendes hjerte sprang et slag over og det var et under, at hun ikke hoppede i sædet. Hun så op på ham et øjeblik, før blikket igen fandt tavlen, fingrene gledet væk fra grebet igen.

"Vis mig det igen," bad hun. "Jeg var ikke opmærksom."

Men den eneste grund til at hun ikke havde været opmærksom var selvfølgelig hvor dybt distraheret hun havde været over den fysiske kontakt. Hun kunne mærke varmen i sine kinder. Han måtte tænke hun var en komplet idiot. "Jeg er måske ikke så god en elev, som jeg lovede," beklagede hun.

[Florian Bygmester]

Florian så lidt overrasket på hende. Det var anden gang, at han var nødt til at gentage noget og men han selv var ret uopmærksom, så kendte han efterhånden Philippa godt nok til at vide, at det ikke var typisk hende.

"Du plejer ellers at være så fokuseret," bemærkede han da også, men relativt ubekymret og uden at dvæle ved det. "Sådan her."

[Philippa Aubergiste]

Philippa kunne mærke varmen stige i sit ansigt, men trykkede det hårdhændet ned og koncentrerede sig om instruktionen. "Tak," nøjedes hun med at sige, imens hun bandede lidt af sig selv.

Så fortsatte hun som han havde vist og snart nok havde hun lavet en i hvert fald halvfærdig arbejdstegning.

"Er det... Rigtigt nok?"

[Florian Bygmester]

Florian fulgte med og var behageligt distraheret, ganske som ønsket. Han havde hvilet hovedet på den ene hånd, mens han betragtede hende arbejde og det forblev der, da hun talte til ham.

"Ja da," svarede han og smilede et skævt smil, der vel nok var kendt for at være charmerende. "Der kan blive en bygmester af dig endnu."

[Philippa Aubergiste]

Philippa begik den fejl at løfte blikket og se på ham. Smilet gik direkte i mellemgulvet og hun følte sig fuldstændig tør i munden et øjeblik. Så sank hun og smilede selv svagt.

"Philippa Bygmester," sagde hun forsøgsvis spøgefuldt, selvom hun selv synes det havde en lille skinger undertone. "Tak for demonstrationen, i hvert fald. Jeg må hellere... Gå i seng efterhånden."

[Florian Bygmester]

Florian skænkede det ikke dybere tanke, andet end at det var en forlængelse af hans egen spøgefuldhed. Han rettede sig op og trak på skuldrene.

"Skulle det være en anden gang," svarede han, selvom hendes træthed var lidt brat. Hun var dog så fornuftig, så det var sikkert på klokkeslæt.

"Sov godt, så."

[Philippa Aubergiste]

Philippa havde lyst til at skrige, men i stedet rejste hun sig og gav sig til at pakke sammen.

"Tak," svarede hun og blødte det lidt op. "Det var virkelig meget lærerigt og interessant. Og du er en bedre læremester end du tror." Sommerfugle. Stop.

"Sov godt, Florian."

Hun strejfede hans arm med sin hånd, men for hende var det voldsomt, nærmest elektrisk. For ham var det sikkert ingenting. Hun dvælede ikke, men tog sine ting og gik, maven i oprør over det hele.