Undskyldningen

[Rrui Relojoelro]

Rrui havde givet det et par dage. Summet over de bedste ord. Overvejet at skære alt sit hår af i en demonstration. I sidste ende fandt han hende, alene for en gangs skyld, i gyden udenfor Hunden. Han holdt en passende afstand og rømmede sig let.

"Undskyld," startede han helt simpelt ud, men kunne ikke stoppe der.

"Jeg er... Frygtelig ked af, at jeg gjorde det mod dig. Jeg sværger, at jeg ville aldrig have gjort det, hvis ikke de truede mig med det samme, men jeg ved godt, at det var kujonagtigt at gøre alligevel. At et bedre menneske havde ladet dem gøre det, hellere end at gøre hvad jeg gjorde mod dig."

[Sapientia Ravnesyn]

Synet kunne være en overvældende gave og fra tid til anden søgte Sapientia ud for sig selv for at få ro fra de mange indtryk. Det var, hvad hun lavede nu og hun stod med lukkede øjne, lænet ind mod træværket, da en efterhånden lidt for velkendt stemme lød.

Øjenlågene gled op og hun betragtede sømanden tavst, mens han talte. Hun kunne næsten mærke hans desperation og hun betragtede ham i flere sekunder efter han var nået enden på sin tale.

"Det havde ikke gjort en forskel," sagde hun så endelig. "Du gjorde kun mod mig, som de andre mænd allerede havde gjort og de var værre." Hendes tonefald var roligt, men, selvom ordene måske lød sådan, var det ikke tilgivende.

[Rrui Relojoelro]

Rrui stod stille og ventede. Hendes svar fik ham til at rynke panden og han forsøgte at gennemskue betydningen en stund, før han gav op og fulgte sin mavefornemmelse, succesfuld eller ej.

"Jeg skulle stadig ikke have gjort det mod dig. De skulle heller ikke. De var værre mænd end mig, selvom jeg heller ikke er særlig god. Jeg er ked af det. Du tilgiver mig måske aldrig og det kan jeg ikke tvinge dig til, men jeg ér ked af det."

Han klarede halsen. Så vendte han sig for at gå.

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia kneb øjnene sammen og betragtede ham gå. Overvejede at lade ham, men ombestemte sig så, selvom hun ikke skyldte ham noget.

"Mænd er mænd," sagde hun. "De var ikke de første og ikke de værste. Jeg forventer ikke bedre af dem. Ikke dengang, ikke nu."

"Men du," fortsatte hun og måske ville han standse og lytte. "Jeg hader dig ikke for det, du gjorde med min krop. Jeg hader dig for den hjælp, du ikke gav mig. Du så mig i lastrummet og du kunne have tiet."

[Rrui Relojoelro]

Rrui stoppede op, da hun talte. Han vendte sig om og lyttede. Ved slutningen, rynkede han panden dybt og så på hende i et langt øjeblik. Så tog han en dyb indånding og nikkede.

"Det var også forkert. Jeg vidste ikke bedre. En blind passager ville normalt blot være blevet smidt overbord. Det er straffen for at bryde søens love. Det, der overgik dig... Det havde intet med love at gøre."

[Sapientia Ravnesyn]

Det var det afgørende. Hvis han havde hjulpet hende, havde tiet, ville hun have skyldt ham alt. Det ville have vundet en loyalitet. Nu var det anderledes.

"Du kunne have set den anden vej. Ladet som om, at du aldrig havde set mig," svarede hun.

"Men du tøvede ikke. Du stoppede ikke et øjeblik, tænkte ikke på, hvorfor jeg var der. Du kunne have hjulpet et fremmed menneske uden at løfte en finger, men i stedet skete der det, der skete. Fortæl mig, sømand, ville du selv tilgive det?"

[Rrui Relojoelro]

Rrui havde al denne tid været overbevist om, at han kendte grunden til sin forbandelse. Vidste hvad hun hadede ham for. Nu vendte hun det hele rundt. På en måde var det endnu værre.

Han sank en klump og rømmede sig. "Det ved jeg ikke," svarede han ærligt. "Gør det nogen forskel hvad jeg ville gøre, når du har besluttet dig?"

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia vidste ikke, hvilket svar hun forventede. Måske var der ikke noget svar, der for alvor ville gøre en forskel. Hun havde ventet på, at han indså den egentlig årsag til hendes vrede, men det var ikke sket. Hun skyldte ham ikke noget som helst.

Hun var ved bare at svare nej. Hun var ikke fuldt ud klar over, hvorfor hun ikke gjorde. Måske fordi det var første gang, han ikke havde forsøgt at tvinge hende til at acceptere. Da hun endelig svarede, var det med et spørgsmål.

"Hvorfor skulle jeg tilgive dig? Giv mig en god grund."

[Rrui Relojoelro]

Rrui rynkede panden dybt. Han løftede en hånd og kløede sig i håret, før han trak på skuldrene.

"Jeg kan kun sige, at jeg er ked af det hele. At jeg aldrig ville gøre det samme igen, hvis jeg fik muligheden..."

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia betragtede ham gennem let sammenknebne øjne. Hun kunne naturligvis ikke tage hans ord for det, havde ingen loyalitet over for ham, men måske havde hun heller ikke det samme behov for at pine ham længere.

Endnu engang var hun tavs i nogen tid, før hun endelig talte. Måske for at frigøre sig selv, mere end ham.

"Der har aldrig været en forbandelse."

[Rrui Relojoelro]

Rrui var ret sikker på, at han hørte forkert. Han stirrede på hende et øjeblik efter hun havde sagt noget, rynkede så panden dybt og så uforstående ud.

"Hvad? Hvad mener du?"

[Sapientia Ravnesyn]

Måsle var det ikke det rette sted at fortælle det. De var alene i gyden, hun med ryggen mod muren, men beslutningen var taget. Hun smilede ikke. Flyttede sig heller ikke.

"Din skæbne er ikke mit værk," svarede hun. "Gudernes, måske, men ikke mit. Det er ikke i min magt."

[Rrui Relojoelro]

Rrui blinkede og så dumt på troldkvinden. Troldkvinden, ved alle guder. Han blinkede igen.

"Hvad siger du? Selvfølgelig var det dit værk. De døde begge to og jeg var så tæt på døden. Den slags er ikke naturligt. Er det her en ny slags tortur, som straf for at sige undskyld?"

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia hævede et bryn, men hun var ikke ked af at høre, at de to mænd var døde. Tværtimod følte hun et ondskabsfuldt stik af fryd over det. Det var ikke mere end de fortjente.

"Et lykketræf," svarede hun. "De sendte mig i havet for at dø. At lade jer tro, at jeg havde forbandet jer, var den eneste magt, jeg havde."

[Rrui Relojoelro]

Rrui rystede langsomt på hovedet. "Det kan ikke... Så..." Han sank en klump og stirrede på hende.

"Er du gudernes udvalgte? Det må du være. Åh. Hellige Mithras og Yphion..."