Æggeskaller

[Rrui Relojoelro]

Rrui rynkede panden og rykkede sig lidt tættere på hende. Han rakte tøvende ud, før han strejfede hendes skulder.

"Du har mig, nu," konstaterede han. "Hvad end det er værd."

[Betriz Urmager]

Betriz' skuldre faldt lidt under tyngden fra Rruis hånd og hendes smil vandt lidt igen. Hun rakte op og klappede sin hånd en enkelt gang over hans.

"Lige over," svarede hun. "Det er... Rart."

[Rrui Relojoelro]

Rrui brummede let, nikkede og tog en dyb indånding.

"Tak for dine råd. Og for din hjælp. Jeg glemmer det ikke."

[Betriz Urmager]

Betriz nikkede, smilede svagt og lod sin hånd falde. I sidste ende ønskede hun det bedste for sin bror og at problemerne med tiden ville løse sig for ham.

[Rrui Relojoelro]

Rrui brummede let og vendte sig så for at gå. Lange, dybe samtaler ville nok aldrig være rygraden i deres søskendeforhold.

"Han er ikke så skidt igen," erklærede han på vej ud.

"... Din Tyvekonge."

[Betriz Urmager]

Betriz så på Rrui og kom til at smile lidt. "Det ved jeg," svarede hun og tyngden af den vished lå godt i maven og tilsidesatte alle bekymringerne.

"Held og lykke," tilføjede hun. "Med undskyldningen."

[Rrui Relojoelro]

Rruis skuldre blev trukket lidt op, men han rystede det af sig og åbnede døren.

"Mmmhh," brummede han som svar. "Giv mig en god begravelse..."

[Betriz Urmager]

Betriz fnøs dæmpet, men også mildere stemt end hun havde været omkring det hele hidtil.

"Selvfølgelig," svarede hun og lænede sig frem mod sit arbejde igen. Rystede lidt på hovedet, men smilede også, som han gik.

[Rrui Relojoelro]

Rrui forlod sin søster der. Han gik ikke straks på vej efter Sapientia, for han skulle tænke over sin formulering.

Det var ikke bare en undskyldning. Det var den vigtigste undskyldning i hans liv...

Måske lukket?