Stolte svaner eller gæs

[Cecily Guérisseur]

Nåja, Cecily var ikke bedre end at hun godt kunne blive lidt misundelig på det imponerende hus, men hun huskede sig selv på, hvor hurtigt Nathaniel havde været i stand til at købe dette sted til dem og således var misundelsen forbifarende.

Hun blev da også distraheret og skød et bryn let op. "Spøgelser?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa var ikke blind for at hun var flyttet ind i et meget pænere hjem end hun selv kom fra, men det var ikke rigtig hendes. Hun ville næppe blive boende der. En dag ville Florian vel blive gift og så ville hun ikke gå rundt der som en skygge.

Hun tog en dyb indånding og nikkede. "Mm. Louise og Fabian," svarede hun ærligt.

[Cecily Guérisseur]

Cecily slap en lyd i forståelse. Sandt at sige havde hun endnu selv været forskånet for at have døden helt tæt på, men hun kunne forstå, hvor Philippa kom fra.

"Ah, ja. Det kan jeg forestille mig," svarede hun og strøg ubevidst sin datter over ryggen. "Det kan ikke være rart."

[Philippa Aubergiste]

Philippa synes det var en underdrivelse, men accepterede også at det ikke var alle, der vidste hvordan det var at miste en søster eller bror. Hun så fingrene, der strøg over spædbarnets ryg, og tænkte på hvordan Louise havde holdt sin søn. Så tog hun en dyb indånding og nikkede let.

"Bertram kan ikke forstå hvor hans far er. Jeg kan ikke både være mor og far for ham på en gang," konstaterede hun stille.

[Cecily Guérisseur]

Det var meget alvorligt og det var ikke nødvendigvis Cecilys stærkeste side, men hun var opsat på at være en god støtte for Philippa.

"Det er et meget tungt ansvar," svarede hun. Det næste kom lidt sværere til hende og hun måtte synke sit ubehag.

"Hvad med din... Bror?"

Hun havde ingen kærlighed til overs for Micah, men han kunne vel udgøre en form for faderrolle for sin nevø.

[Philippa Aubergiste]

Philippa så overrasket op på Cecily. De var normalt hvinende enige om, at hendes bror var lidt forfærdelig. Engang havde Cecily været interesseret i ham, vidste Pippa, men det var heldigvis længe slut.

Hun tog en dyb indånding og nikkede svagt.

"Måske. Men han har sit eget... Liv. Og han er lærling og gift med... Hende." Hun rynkede på næsen.

[Cecily Guérisseur]

Cecily pressede læberne lidt sammen. Hun havde samme standpunkt som Philippa, men hun vidste også om nogen, at søskendeforhold kunne være komplicerede.

"Sandt," medgav hun. "Så må Florian løfte læsset sammen med dig. Af mangel på bedre alternativer."

[Philippa Aubergiste]

Philippa åndede ud og nikkede. Hun havde ikke andet valg end at støtte sig til den ekstremt usikre støtte, der var Florian Bygmester.

Men hun samlede også sig selv lidt op i nakken og klarede halsen.

"Fortæl mig om en bedre mand end nogen af de to. Din. Hvordan går det?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde foretrukket at prale, hvis ikke Philippa stod i så tragisk en situation, men nu spurgte hun selv og hun kunne intet gøre mod det lille, tilfredse smil, der krøllede læberne.

"Godt," svarede hun. "Han tager sig godt af os. Jeg vil heller ikke tro, at der går længe nu, før han er færdig i sin praksis og slutter sig til os."

[Philippa Aubergiste]

Philippa undede Cecily det liv hun havde. Det fortalte hun sig selv. Igen og igen. Misundelsen gik da heller ikke på ægteskabet som sådan, men på den lykke og tilfredshed, der strålede ud af veninden. Det var så langt fra hendes egen nuværende tilværelse.

Hun sank og smilede dog, i stedet for at synke ned i sine egne tanker. "Hvor er det dejligt at høre. Jeg ser frem til at lære ham lidt bedre at kende. Han var der jo ikke meget, da vi alle besøgte jer."

[Cecily Guérisseur]

Års øvelse hindrede Cecilys smil i at falme over påmindelsen - eller stikpillen, om man ville. Hun var ikke længere vred på Nathaniel over det, men hun så frem til, at det var gået helt i glemmebogen.

"Nej, han er meget betænksom og ville ikke gå i vejen for os," sagde hun, som om hun havde været fint tilfreds med det. "Men du har ikke noget imod, at han er hjemme i aften, håber jeg?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa smilede og rystede på hovedet med en selvfølgelighed, der næsten var helt ægte.

"Naturligvis ikke. Jeg ser jo frem til det. Det bliver rart at være i selskab med en fornuftig mand for en gangs skyld."

[Cecily Guérisseur]

Cecily slap en lille lyd i accept og smilede pænt, mens babyen gryntede lidt ind mod hende i advarsel om, at hun snart ville vågne og kræve føde.

"Godt, godt," svarede hun. "Det dufter også som om, at maden nærmer sig. Jeg håber, at du er sulten."

[Philippa Aubergiste]

Philippa nikkede let og smilede. "Meget. Jeg lavede mad til mændene før jeg gik, men jeg spiste ikke selv."

Hun var stadig lidt bitter over, at hun på en eller anden måde var blevet husmor. Det måtte hun se at få ændret på.

[Cecily Guérisseur]

Cecily smilede og nikkede. Nærmest som kaldet, kom Nathaniel hjem øjeblikket efter og Cecily overlod gladeligt samtalen til de to, mens hun affodrede den nu sultne baby.

Således kunne de alle også gå til bords og Cecily nød at have gæster og nød at kunne give Philippa en pause.

Lukket