Store håndbevægelser

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel havde holdt sig væk hjemmefra i en rum tid den aften. Han satsede på at Cecily Guérisseur's veninder var væk, da han endelig kom hjem fra Falken. Han var gået fokuseret hele vejen, for en slingrende mand var et nemt mål for tyve og andre forbrydere, men da han først nåede døren, ramte hans hånd hårdt karmen og han sukkede tungt.

Han fandt nøglen frem og forsøgte at sætte den i låsen, men den passede ikke helt, så han kæmpede en gevaldig kamp med den og bandede på sit modersmål, imens han forsøgte at få døren op. Så tyssede han på sig selv, for huset var stille og han forestillede sig at Cecily nok sov.

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde egentlig haft en glimrende aften med sine veninder, men hun var også en kende utilfreds over, at Nathaniel havde glimret fuldkommen ved sit fravær. Hun havde set frem til at fremvise sin ægteskabelige lykke. I stedet havde hun givet nonchalante, ubekymrede svar på, hvor hendes mand var blevet af, som overhovedet ikke havde afspejlet hendes ægte følelser.

Kvinderne var taget hjem og efter lidt tid, gad Cecily ikke vente længere. Hun havde dækket det fad med mad til, som hun havde gjort klar til ham og sat det hårdt fra sig i køkkenet, før hun gik - lidt smertefuldt, efterhånden - op til deres sovekammer.

Her sad hun stadig, efter lang tid. Hun havde vasket sig, gnedet sin hud med diverse velduftende sager og brugt en mindre evighed på at børste enhver lille knude ud af det røde hår. Det var ritualer, som hun havde skåret drastisk ned på siden hun var blevet gift, men nu kunne det være det samme og hun var stadig i gang, da hun endelig hørte døren gå. Hun pressede læberne sammen, men fortsatte blot med at rense sine negle.

[Nathaniel Guérisseur]

Endelig lykkedes det Nathaniel at komme ind i sit hus. Han låste også igen og satte nøglen i på den modsatte side, så den ikke let kunne lirkes op udefra. Og så begav han sig op af trapperne, lidt larmende i ét sekund, for så at tysse insisterende på sig selv igen og gå videre. Da han opdagede lyset fra værelset, slappede han dog lidt mere af.

Han åbnede døren med et løfte om at lade som om han var helt ædru og rettede ryggen, før han kom meget forsigtigt ind, uden at sige noget, med risiko for at lyde ikke-ædru.

[Cecily Guérisseur]

Cecily skubbede sine neglebånd ned, mens hun hørte Nathaniel komme op fra underetagen. Hun overvejede slet og ret at ignorere ham, lettere fornærmet, som hun var, men gik fra det.

Hun så på ham og hævede et bryn. "Hvor har du været?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nå. Ja. Selvfølgelig ville hun tale til ham. Nathaniel fokuserede på Cecily, lagde en hånd på døren til støtte og rømmede sig.

"Bare på kroen," svarede han sandfærdigt. "Falken," tilføjede han. "Den lokale."

[Cecily Guérisseur]

Cecilys ansigt blev en anelse udtryksløst. Falken. Det havde også engang været hendes foretrukne kro, men hun havde ikke behov for at blive konfronteret med Micah, der nu boede der, og hans hustru. Uanset havde hun ikke for alvor været ude for at more sig siden hun blev gift - og gravid. I vilkårlig rækkefølge.

"Aha," svarede hun, men noterede sig ikke øjeblikkeligt noget anderledes ved ham. Hun rettede blikket mod sine hænder, som hun gav sig til at smøre med en salve. "Du har været væk længe."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel forlod sin plads ved døren og gik, meget målrettet, mod sengen, hvor han dumpede ned og begyndte at løsne sit tøj.

"Joh. Jeg blev jo... Dine veninder opfordrede mig til at finde et andet sted at være, imens de forkælede dig. Så jeg spiste min aftensmad på kroen."

[Cecily Guérisseur]

Cecily noterede sig også, at han ikke kom over for at hilse ordentligt på hende og det hjalp ikke på hendes lidt mellemfornøjede humør, som primært afspejlede sig i et meget neutralt udtryk og tonefald.

"Jeg havde lavet en tallerken til dig," konstaterede hun. "Hvis du havde sagt, at du ville blive ude så mange timer, så havde jeg sparet mig."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel trak sin tunika af og sin skjorte over hovedet, før han lod fingrene glide gennem håret med rynket pande.

"Det vidste jeg ikke du ville," konstaterede han. "Undskyld. Jeg troede... Jeg troede dine veninder ville blive her og lave mad til dig."

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde lavet mad til Nathaniel hver eneste aften og forstod ikke, at han havde troet anderledes nu. Hun holdt blikket på sine hænder, mens hun smurte dem grundigt ind.

Cecily undlod at kommentere mere på det, men fortsatte bare i det samme, neutrale tonefald. "Har du haft en god aften, så?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel var blank for Cecilys utilfredshed, der lå som en strøm under samtalen. Han sad bare på sengen og var gået lidt i stå, fysisk såvel som mentalt. Han var, i sandhed, en del mere beruset end han helst ville være.

Ved spørgsmålet så han op og fornemmede, trods sin tilstand, en fare. Han kneb øjnene lidt sammen og klarede halsen.

"Mm. God. Var det ikke dejligt at blive fejret af alle dine veninder?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde endnu ikke luret, at Nathaniel var beruset. Hun havde til gengæld noteret sig, at han ikke havde hilst på hende med den påskønnelse, han plejede og som hun nok havde forventet ville kvæle det værste af den irritation, der havde bygget sig op i hende. Desværre.

"Det var fint," svarede hun og var ikke tilfreds med, at det var, hvad hun havde af sige om det. Hun burde stadig gløde over det. Til gengæld formåede hun heller ikke bare at sige, hvad der rent faktisk nagede hende. Hun var ikke åben med sine følelser på den måde.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels bryn trak sig tættere sammen og han skar en lille grimasse i et forsøg på at blive ædru. Det virkede ikke.

"Kun fint? Er der... Noget i vejen?"

Han kom besværet på benene og slingrede lidt på vej hen mod kisten med tøj.

[Cecily Guérisseur]

Ja, der var noget i vejen og måske havde hun også rent faktisk sagt det, hvis ikke hun havde fanget bevægelse ud af øjenkrogen og set på Nathaniel.

"Er du fuld?" røg det ud af hende, en smule skarpt, men mest i overraskelse.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels skuldre rykkede op, som det gibbede i ham over spørgsmålet. Han drejede sig langsomt rundt og lænede sig mod kisten.

"Det... Måske en lille smule," medgav han.