Altanballade

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau var ikke så tit så blød, men hun kunne nærmest mærke sine knæ give en lille smule efter ved Estiennes svar og klemte lidt hårdere om hans hånd i refleks. "Bløddyr," mumlede hun, men hendes blik gnistrede og hun var relativt sikker på, at hun aldrig havde været mere forelsket i ham end i det øjeblik.

Hun krævede flere danse, men til sidst kunne det ikke fortsætte. Hun måtte med sin familie hjem og han måtte... Også et sted hen. Først da de skulle til at skilles, gik det op for hende at hun ikke anede hvor.

"Hvor sover du, når du er i Levagny?"

[Estienne af Chales]

Det var lige vel meget dans for Estiennes vedkommende, men han gjorde det gerne for Ysa, især når hun så åbenlyst gerne ville. Han var dog ikke utilfreds med at være væk fra det igen, da de havde danset adskillige danse.

Hendes spørgsmål fik ham til at ranke sig sig lidt. "På et gæstehus," indrømmede han. Chales havde ikke økonomi til et byhus. "Pænere end der vi boede på havnen, dog."

[Ysabeau af Chales]

Ysa rynkede ikke på næsen. Hun havde været klar til at bo på landevejen eller et skib med Estienne. For hans stoltheds skyld, smilede hun dog ikke af det, men nikkede blot.

"Selvfølgelig. Jeg glæder mig til at se det."

Hun strejfede hans hånd, før hun tog en dyb indånding. "Tak for i aften, Esti."

[Estienne af Chales]

Estienne tænkte at det var en mærkelig ting at glæde sig til, uden at forstå den dybere mening, men han var også fri for at kommentere på det. Til gengæld tog han hendes hånd, da den strejfede hans og udnyttede muligheden til at bukke for hende.

Blikket forlod hende ikke imens og et lidt drenget smil spillede om hans læber, bare et øjeblik uberørt af, hvor ukomfortabel han ellers var.

"Vi ses snart igen," lovede han, før han slap hendes hånd og rettede sig op igen.

[Ysabeau af Chales]

Det gav et lille sug i maven på Ysabeau, da Estienne bukkede for hende med hendes hånd i sin. Hun var, trods sin insisteren på at være den samme håndværker hun var opvokset som, lidt svag for de små ritualer, når de blev udført af Esti.

"Ja," medgav hun, før hun klemte fingrene lidt sammen, hvor hun lige havde mærket hans. "Snart."

Så fulgte hun med et familiemedlem, men hun var ikke for god til at se sig over skulderen eller til at smile veltilfreds over at han stadig så efter hende. Hun ville ikke glemme altanens ballade, men hun prøvede aktivt på at huske resten af aftenen i stedet.

Geschlossen