Gyldne øjeblikke

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var lige i stand til at klare det. For nok var fødderne ømme, men at stå ved Cyrans side, og have et halvt øre med inde over det han havde at drøfte med de mennesker han introdukseret hende til. Da de endelig virkede til at være færdige, mærkede hun da også det slå ekstra hårdt i brystet.

"Ja, jeg klar." svarede hun varmt.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var glad for hendes svar og nu, hvor han var kommandant, var der i det mindste også den fordel, at der var en vogn, som kunne tage dem hjem til byhuset, selvom han havde sine gemakker i livgardens fløj. En uforudset frynsegode og han var ikke ked af at komme hjem, selvom han på egen hånd havde det fint hos livgarden.

Nogen tid efter kunne han træde ud foran huset og han tilbød uden tøven sin hånd til Mirielis, så hun kunne komme helskindet ud ligeså.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var taknemmelig for at de ikke skulle gå hjem, til trods for at frisk luft med sikkerhed ville gøre hende lidt godt, grundet de varme kinder. Men der var vel også en let stemning i den mørke vogn som de sad side om side gennem gaderne til Lemaux's byhus.

Hun mærkede at indåndingen var dyb lige inden hun lagde sin hånd mod hans og trådte ned. De brune øjne gled op mod hans ansigt og hun sendte ham et smil før blikket blev rettet fremad så hun ikke faldt over egne ben.

[Cyran af Lemaux]

Der gik nogen tid derfra, før de var kommet ind og, som sædvanligt, havde klædt sig af hver især i ly af en skærm, som Cyran havde fået bragt op for Mirielis' skyld i begyndelsen af deres ægteskab.

Han ville have tilbudt hende sit eget værelse, men huset var ikke stort nok til det og husede i forvejen mange mennesker.

Han selv var iført den lange natskjorte og sad lidt søvnigt på sin side af sengen, mens Mirielis skiftede og fik mulighed for sin aftentoilette. Han brugte tiden på at bearbejde aftenens mange indtryk.

[Mirielis af Lemaux]

Efter Mirielis havde fået sig afklædt og trukket i den lange natkjole satte hun sig foran det lille toiletbord med det store spejl. Smykkerne blev taget af og lagt i skrinet foran hende, hvorefter perlenettet blev trukket af og ligeledes lagt i. Hårnålene blev lagt på en bakke og snart kørte hun børsten gennem det lange lyse brune hår, der buede i krøller efter de tykke fletninger.

Blikket flakkede let over hendes spejlbillede og over mod Cyran, som hun kunne se siddende på sengen. "Jeg syntes det gik godt i aftes." svarede hun i et lille smil. Hun syntes de begge havde klaret det ganske glimrende ved festlighederne. Det havde bestemt efterladt en varm følelse i hendes mave.

[Cyran af Lemaux]

Cyran blinkede sig fri af tankerne, da Mirielis talte og så over på hende. Han tog en dyb indånding og nikkede.

"Ja," sagde han tankefuldt. "Det er også min fornemmelse," fortsatte han, en lille rynke mellem brynene.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis der stadig børstede sit hår, stoppede sine rolige bevægelser og drejede sig på den polstrede bænk så hun i stedet kunne se direkte over mod ham.

"Fylder det stadig, det som jeg sagde?" spurgte hun og lagde børsten fra sig i det hun rejste sig. Langsomt gik hun hen til ham. Hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, men det afholdte hende ikke fra at søge tættere på.

Hun sank en enkel gang før hun løftede hånden og lod fingrene kærtegne over hans kind, ned mod hans skæg før de slap.

[Cyran af Lemaux]

Det var måske ikke, hvad hun ønskede, men det var ganske fjernt fra Cyrans tanker i det øjeblik, fuldt optaget af alt det andet, der var sket i løbet af aftenen og alt det ansvar, som han havde.

"Hvad?" nåede han at spørge, før hun nærmede sig og med hendes berøring, dæmrede det svagt. "Ah... Det."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis følte sig varm og kold på en og samme tid. Enten var det som om at hun læste alle signalerne forkert, og ellers var det som om at gnisten mellem dem kun lige nået at blusse op, før den døde hen igen. Hun blinkede let, og overvejede om hun igen bare skulle lade det ligge, og i stedet gå i seng med en uforløst knude i maven.

"Cyran, du er nødt til at fortælle mig hvad jeg kan gøre.. Jeg ved du hele tiden forsikre mig at der intet er i vejen, men.. Der et tider hvor du knapt kan se på mig" hendes stemme dirrede let, men hun holdte fast. Hun havde været stille længe nok.

[Cyran af Lemaux]

Cyran spærrede øjnene lidt op over hendes sidste ord og skyldfølelse vældede ind over ham, alene fordi, han havde givet hende den følelse.

"Hvad?" røg det ud af ham, lidt hæst og hans bryn trak sig sammen. "Miri... Det er ikke... Det har ikke været bevidst."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blev standhaftigt stående, og hendes brune øjne veg ikke fra hans ansigt. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sine hænder, så for nu stod hun bare med dem lukket om natkjolen ned langs hendes side. Tankerne var et stor virvar, og det krævede alt hun havde at holde sig på denne her sti af sandhed og bekymring.

"Muligvis ikke." sukkede hun stille, alvoren i det hun havde bragt på banen var mærkbar i hendes stemme, selvom trækkende i ansigtet langsomt mildnede sig.

"Så se på mig." Hendes krævende ord fik underlæben til at dirre en smule.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var ikke fuldkommen sikker på, hvad der foregik. Hans forvirring var åbenlys nok, men også en villighed til at forstå. Hans bryn var sammentrukne.

"Jeg ser på dig," svarede han, komplet uforstående.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis kunne næsten ikke holde mere bånd om sig selv end hun havde gjort. Hun vidste ikke om hun var irritabel eller bare var gledet direkte mod at være fuldkommen vred. Men noget havde løsnet sig i hende.

Hendes brune øjne blev smalle, som hun nærstuderede hans ansigt, før de gled i. Let frustreret knugede fingrene om natkjolen før hun slet og ret trak den overhovedet.

".. og nu?" bad hun, som det lange lysebrune hår svang sig i krøller, efterladt af aftenens opsætning, ned af hendes bare skuldre, og dækkede brystkassen som et tyndt tæppe.

[Cyran af Lemaux]

Cyran tabte underkæben og han nåede simpelthen ikke at hindre sit blik i at falde ned over hendes nøgne krop. Det røg selvfølgelig øjeblikkeligt tilbage til hendes ansigt, men synet havde brændt sig fast i hans hukommelse. Med ét fattede han, hvad hun havde ment og følte sig som en idiot.

"Miri," sagde han, pludselig tør i munden. Han skammede sig over sin krops fysiske reaktion på hende, afkoblet fra hans fornuft. "Du behøver ikke gøre det her," måtte han dog sige. Det ville han aldrig få hende til.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis lagde hovedet lidt på skrå, hvilket fik et par lokker af håret til at falde til siden, og afslørede mere af af hende. Hun blinkede let. Hun vidste godt hvordan man også var en god hustru, udover at være lydig og stille når det var krævet. Men ægteskabet med Cyran havde vist sig som noget helt andet end de historier der blev brugt for at skræmme unge piger.

Han respekterede hende på en helt anden måde, og selvom hun havde forventet at ting ville ske på deres bryllupsnat, var de blot gået til ro, i hver deres side af sengen, og det var sket hver eneste aften siden hen. Hun trak vejret dybt ind.

"Alene det at du aldrig ville kræve det af mig.." forsøgte hun stille som hun løftede sin hånd som igen lagde sig mod hans kind. "Jeg fortjener dig ikke" hendes stemme var nu helt spinkle, næsten som en hvisken.