Sæt sejlene til

[Diego Lynhånd]

Diego holdt på tårerne, men de hvilede i hans mørke øjne. Han rystede på hovedet.

"Så rejs, bruxinha. Rejs tilbage til vores hjemland. Du ved at jeg ikke kan følge efter dig der."

[Betriz Urmager]

Ordene føltes som slag, uanset om han havde tænkt det sådan og det var det udslagsgørende, som fik tårer til at stribe hendes kinder. Hun så på ham, manden hun elskede, men som havde såret hende så dybt.

"Det her var ikke, hvad jeg ønskede," hørte hun sig selv sige, helt stille. Og måske var tårerne også for alt det, der nu ville blive revet væk.

[Diego Lynhånd]

Diego nikkede langsomt. "Heller ikke jeg. Jeg sværger, det var aldrig nogensinde dette jeg ønskede."

Han kunne ikke trøste hende. Ikke nu. Hvis han rørte hende ville han ikke kunne give slip. Så han trådte væk. Han ignorerede hendes slægtning, vendte ryggen til skibet og gik sin vej, mørk som en tordensky.

[Betriz Urmager]

Og så gik han. Tårerne strømmede ned over Betriz' kinder, som hun så ham forsvinde og da hendes blik blev sløret, lukkede hun øjnene. I hånden havde hun stadig sit brev, men hun gjorde intet for at aflevere det.

I stedet puttede hun det til sidst i lommen igen, og selvom tårerne stadig løb, bar benene hende til skibet. Da hun satte sine fødder på det, var det med den umiskendelige følelse af, at hun var i færd med at begå sit livs største fejltagelse.