To måneder

[Nathaniel Guérisseur]

På to-måneders dagen for deres bryllup, havde Nathaniel lukket sin praksis tidligt. Han havde listet sig ud i byen, til markedskvarteret, og opstøvet en forhandler af smykker.

Således var han bevæbnet med en lille ting, en kæde blot i blød læder og et vedhæng i messing med en fin, gravid kvinde som motiv. Han begav sig hjem med gaven gemt i sin ene bæltetaske og snusede ind, da han gik gennem sin praksis og indenfor til Cecily Guérisseur. Noget duftede i hvert fald.

[Cecily Guérisseur]

Cecily trivedes indtil videre godt i sit nye liv. Huset var hendes stolthed og der var ikke et støvkorn at sætte fingeren på. Selvom hun stadig gik ud, hjalp sin far med opbygningen af det nye værksted, var hun hjemme i tide til at sørge for hvert eneste måltid og i dag var ingen undtagelse. Gravid eller ej.

Maden var, som sædvanligt, færdigt til tiden og hun tog sin forklædekjole af, nettede sig, så der heller ikke var en finger at sætte på hendes fremtræden. Andet end den efterhånden fremtrædende mave, der ragede vel langt ud efter kun to måneders ægteskab. Hun lod som om, at det ikke var tilfældet.

Møjsommeligt dækkede hun op og var tilfreds, da hun hørte døren gå. Nathaniel var heldigvis punktlig og hun rettede sig op, da han trådte ind til et netop færdigtdækket bord.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel satte utrolig meget pris på Cecilys evner i et køkken. Han havde nået at leve to måneder uden en hustru og det var både ekstremt dyrt og mindre godt. Selvfølgelig var det langt fra det eneste han satte pris på, men han kunne godt forstå en pragmatisk mand, der giftede sig for at få det praktiske på plads i sit liv.

Han, derimod, havde været langt fra pragmatisk. Han havde været romantisk. Og han var i sit romantiske hjørne denne dag.

Han smilede varmt, da han så hende stå der. Hun fik ikke lov at være alene, men blev trukket tæt ind til ham, kun forhindret af maven, som han lagde en enkelt hånd på siden af, før han kyssede hendes bløde læber impulsivt.

[Cecily Guérisseur]

Cecily var uden tvivl praktisk anlagt. Hun holdt sig selv til høje standarder, sine egne, for hvad det ville sige, at være en god hustru. Hun var til gengæld ikke romantiker, men det havde vist sig at være afgørende for hende, at Nathaniel var. Hans påskønnelse og tilbedelse var i høj grad hendes motivation. Hun ville værdsættes.

Det var det, der gjorde hende blød, også nu, da han trak hende ind til sig. Hun lagde armene om hans nakke og slap en spindende lyd, som matchede det efterfølgende katteagtige smil på læberne, endnu ind mod hans. "Husbond," hilste hun, uden at bryde væk.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel fandt det let at vise Cecily sine følelser. Han havde altid været meget åben og ærlig med det meste. Gaven gemte han dog lidt på. Til gengæld kyssede han hende, også en enkelt gang mere efter hendes mumlen.

"Hustru," svarede han. "Her dufter jo i hele huset, så man kun kan blive sulten og nysgerrig. Hvad har du mon fundet på?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily nød, at Nathaniel var uforbeholden og hun havde ikke travlt med at bryde væk. Hans ord strøg hende med hårene og hun så udpræget tilfreds ud.

"Svinekæber i øl. Gulerødderne er ikke fra vores egen have, men det kommer tidsnok," sagde hun med tilfredshed og strøg sine negle ned over hans nakke. "Så jeg håber, at du har samlet en god appetit."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel smilede som en kat med en skål mælk og nikkede forsikrende. "Selvfølgelig. Jeg er både sulten og taknemmelig."

Han løftede den ene hånd og strøg den over hendes kind. "Og evigt chokeret over at du kan blive ved med at se så godt ud, selv efter en hel dag i køkkenet og på benene."

Han lod dog også, let og diskret, sin gave glide igennem fingrene og ind ved hendes mave til både hende og den lille, der lå derinde.

[Cecily Guérisseur]

Cecily vidste ikke, hvad Nathaniel gjorde. Hun fandt sig blot roligere og bedre tilpas i hans selskab og et smil kurvede hendes læber. Hun strøg hånden ned over hans skulder.

"Nonsens. Det er min fineste pligt at sørge for, at min mand kommer hjem til god mad og en smuk hustru," svarede hun med et glimt i øjnene, men uden at spøge. Hun mente det. Måske ville hun med tiden blive presset af sine egne forestillinger, men ikke nu.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel strøg sine fingre blidt over hendes kind og smilede skævt. "Jeg ville ikke blive skuffet, hvis du en dag ikke orkede det hele," forsikrede han. "Men jeg sætter meget stor pris på det."

Han kyssede hende igen. Så, uden at forsinke processen ved at tilbyde sin hjælp, velvidende at han ville få afslag, satte han sig ned ved deres bord og sukkede tilfreds.

[Cecily Guérisseur]

Nathaniel ville muligvis ikke blive skuffet, men det ville Cecily selv. Hun diskuterede det dog ikke med ham, men kyssede ham blot en enkelt gang igen, før hun lod ham tage plads.

Inden længe var der serveret både en portion mad og et krus af en glimrende øl foran ham og hun sørgede også for sig selv, før hun satte sig ned, ganske nær ham, men ikke ubekvemt tæt.

"Spis," bød hun. "Og fortæl mig derefter, hvad din dag har budt på."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel udstødte de rigtige lyde af fornøjelse over maden, imens han tænkte på hvordan hun skulle kunne holde til at lave mad tre gange om dagen og holde hus, når hun blev endnu mere gravid. Det holdt han dog klogt for sig selv. I stedet sneg han en hånd mod hendes hofte og sendte lidt mere af sin gave ind til hende.

Så stak han skeen i maden og tog et par sunde mundfulde, før han fortalte lidt i øst og vest. Så vendte han skeen mod hende. "Hvad har du lavet i dag, min egen?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily tænkte, at det var maden og Nathaniels selskab, der gav hende fornyet energi. At det primært var sidste nævnte, og af meget praktiske årsager, faldt hende ikke ind. Hun spiste blot og lyttede nøje til alt, hvad Nathaniel fortalte. Det var en kunst der fulgte med at være en kvinde, der gerne ville vide alt om alle.

"Jeg har været ovre ved det nye byggeri," konstaterede hun, måske overraskende, med hvad hun ellers havde nået. "Det skrider godt frem. Med plads til den store, vandrette væv, kommer vi," hun rettede sig selv. "Min far til at holde en endnu bedre forretning."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel lyttede og hævede et bryn. Han nikkede langsomt og strøg hende blidt over lænden.

"Mm. Din far bliver vel glad for det nye sted. Har han fundet en til at lede det...?".

[Cecily Guérisseur]

Det var et lidt ømtåleligt punkt. Hun takkede stædigt nej, men det betød ikke, at det ikke nagede hende lidt, at nogle andre skulle overtage. Det havde hun ikke forudset. Hun rankede sig lidt.

"Nej," svarede hun og holdt sine splittede følelser i en armslængde. "Han forsøger endnu at overtale mig, men det er ikke på tale."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel skjulte sit smil og brummede let. "Selvfølgelig ikke," forsikrede han. "Du er jo gift nu."

Han tog en skefuld mad og så ned i den samtidig, så Cecily ikke kunne se glimtet i de mørke øjne.

I virkeligheden synes han det var komplet vanvittigt, at hun ikke havde accepteret sin fars forslag. Men hun var ikke et barn. Til gengæld var hun stædig og han havde ingen planer om at ødelægge stemningen ved at sige sin mening.