Underholdning

[Milisendis af Zorete]

Milisendis var en streng adelsfrue, som ikke tålte sine døtres evindelige slinger i valsen. Hun selv var dog en anstændig og ærbar voksen kvinde og hvis Gabrien af Zorete fandt det passende at finde fornøjelsen hos yngre kvinder, så var der ingen tvivl om at hun ville se sig fri til at gøre det samme.

Hun havde set forestillingen fra en af de dyreste pladser på teateret, klappet de passende steder og leet ditto. Nu, da publikum var ved at forsvinde, ventede hun på at Don Juan ham selv kom for at forføre hende.

Hun havde ikke tidligere betalt for den fornøjelse at mødes privat med Matiot Rêveur, men hun kendte kvinder, der havde. Hendes forventninger var høje.

[Matiot Rêveur]

Matiot var høj på adrenalin, da han forlod scenen efter en vellykket forestilling. Snart ville han blive træt, men det måtte vendte, for instruktøren mumlede i hans øre, at der var en særlig adelsfrue, der bad om hans selskab. Han lyttede, blikket kortvarigt fjernt, før han smilede sit mest upåvirkede smil og nikkede let. Han tænkte ikke på Chantal Rêve, som han førte sig ind gennem de andre skuespillere og med et mål for øje.

Han skrællede det svedige kostume af, vaskede sig fra et vaskefad og trak fugtige fingre gennem håret. Så fulgte bukser og en løs skjorte, der delvist afslørede det tatoverede bryst og han tilføjede, som prikken over i'et, en enkelt perle, der kunne dingle fra den ene øreflip. Med et blik på en blank overflade konstaterede han, at mørket omkring øjnene ikke var udtværet. Således parat, trak han en dublet på, men lod den stod åben og tømte et bæger vin, som nogen havde rakt ham.

Ikke lang tid efter bankede han blødt på den anviste dør og trådte ind, da han fik lov. Kvinden på den anden side var ny, men udstrålede myndighed og Matiot tog hende ind, før han bukkede med en skuespillers finesse. "Ærede Nådigfrue," drævede han som hilsen.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis sad rank og med hænderne foran sig og ventede i den lille boks med udsigt til scenen. Da døren gik op, drejede hun dog hovedet væk fra kulisserne til næste forestilling og så på førsteelskeren i egen person. Hendes blik gled hele vejen ned og hele vejen op, før hun smilede et lille, tilfreds smil.

"Monsieur Reveur," hilste hun. "Jeg takker for fornøjelsen af deres talent i dag. De er en meget dygtig ung mand."

[Matiot Rêveur]

Matiot rejste sig først, da hun tiltalte ham. Det til gengæld helt, men med let bøjet nakke og et svagt, indbydende smil på læberne. Han løftede en hånd til brystet, lagde den fladt over hjertet.

"Det er min fornøjelse, Nådigfrue," svarede han og løftede så hagen lidt. "Det glæder mig, at De nød det."

[Milisendis af Zorete]

Milisendis smilede tilfreds og fugtede sine læber. Hun lænede sig komfortabelt tilbage og betragtede ham interesseret.

"Jeg nød det meget. Det fik mig til at overveje hvor talentfuld De mon er på andre måder. Så charmerende en ung mand som dem..."

[Matiot Rêveur]

Matiot blev stående, fordi han ikke havde fået invitation til andet. Hans holdning var dog udpræget afslappet og hans blik havde ikke just en høflig distance. Det gled utvetydigt over adelsfruen og funklede let.

"Jeg er beriget med mange talenter," forsikrede han. "Hvad er det mon for nogle, som Nådigfruen ønsker at se?"

[Milisendis af Zorete]

Milisendis trak skævt på smilebåndet og fugtede læberne. Hun blinkede langsomt og tog en dyb indånding.

"Mm. Jeg er meget interesseret i hvad den mund kan, ud over at tale så godt," konstaterede hun roligt og uden en skam i livet. "Det ville jeg gerne opleve."

[Matiot Rêveur]

Matiot fugtede også sine læber og der var intet tilfældigt over bevægelsen. Han så på adelsfruen med et blik, der ikke var stuerent og hvis det ikke var oprigtigt, var der ingen tegn på det.

"Ikke en privat monolog, så," drævede han og tog et skridt nærmere, uden at gå for hurtigt frem. Blikket gled over hende. "Det tror jeg ellers også, at De kunne... Nyde."

[Milisendis af Zorete]

Milisendis smilede, så hendes læber krusede. Det nåede ikke hendes øjne. "Det ene udelukker ikke det andet," konstaterede hun.

"Alting til sin tid. Men før De kommer herover, vil jeg foretrække at De hiver gardinet for. Jeg vil have en forestilling, Monsieur Reveur. Ikke give en."

[Matiot Rêveur]

Hun var direkte. På en måde var det vel fint, men han elskede det ikke ubetinget. Han kunne forføre, havde ry for at gøre det, men han var ikke prostitueret og brød sig ikke udpræget om at blive behandlet som en.

Hvis han var forbeholden, viste han det dog ikke. Han hævede blot et bryn, før han bukkede ganske let, provokerende, men enddog charmerende. Så slentrede han over og trak gardinet for, før han vendte sig mod adelsfruen igen.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis anede ikke hvordan man talte til en skuespiller, som var kommet på ens eget bud, for at forføre en. Det var ikke noget der var nogen uddannelse i. Hun var vandt til at få hvad hun bad om, men hun sagde heller intet til hans smil, som ville have været helt uacceptable for en tjener. I virkeligheden kunne hun godt lide hans smil, selvom de var ekstremt flabede.

Hun betragtede ham, imens han trak gardinet for. Der blev næsten helt mørkt og det fik hende til at gyse let. Hun fugtede læberne og var blevet tavs.

[Matiot Rêveur]

Matiot lod sig ikke hyle ud af den. Det var ikke en uvant situation for ham og han bevægede sig roligt, da han nærmede sig adelsfruen igen. Han smil var blot en let kurven ved læberne, men blikket på hende var opslugende.

"Vil De invitere mig til at sidde, Nådigfrue?"

[Milisendis af Zorete]

Som Milisendis vænnede sig til mørket, blev hun også fanget ind i skuespillerens blik. Det kriblede lidt i hende over det og hun sank en klump, uden at ænse at hun blev varm i ansigtet. Hun var vandt til selv at forføre og være agressiv og bestemt ikke til så direkte, unge mænd. Hun kunne lide det.

"Ja," svarede hun, lidt forsinket, fordi hun havde set dybt ind i de mørke øjne. "Sid endelig, Monsieur Reveur."

[Matiot Rêveur]

Matiot mente at se en reaktion hos hende og det gav ham en smule ro. Han tog sin egen invitation og satte sig. Tæt på hende, men ikke alt for tæt. Ikke tæt nok til at have fysisk kontakt.

"Fortæl mig, Nådigfrue," bad han, uden at have det store problem med at tage styringen i samtalen, selvom hun længe udrangerede ham. "Deres navn. Eller hvad jeg må kalde Dem."

[Milisendis af Zorete]

Milisendis rankede sig lidt. Hun havde haft flere, unge elskere, men hun havde ikke haft en skuespiller og han var distinkt anderledes end de andre. Det slog hende lidt ud af kurs, men langsomt genvandt hun kontrollen.

"De kan kalde mig Milisendis," svarede hun. "Det er mit navn."

Hun havde intet behov for dæk- eller kælenavne. Hun var en voksen kvinde. En baronesse, for Søren da også.

"Hvad kan jeg kalde Dem?"