I vildelse

[Sarah Merchande]

Sarah bed hårdt sammen og rystede på hovedet. "Nej," svarede hun bestemt. Og så slog det ned. Hun spærrede øjnene op.

"Du... Du er arving nu," røg det ud, chokeret. Hun stirrede lidt på ham. Det var selvfølgelig ligegyldigt, hvis han døde. Hendes mave knugede sig sammen.

"Så skal vi jo uanset ikke giftes. Hold nu op, Helias. Du skal ikke spilde din sidste tid på feberdrømme."

[Helias af Tardigy]

"Jeg er ikke.. Min bror skal nok klare den.. Det forsikrede de mig om" svarede Helias træt og faldt sammen i sengen igen. Han lagde sin hånd mod sit bryst og åbnede munden igen for at ville sige mere, men intet kom.

I stedet smilte han bare let. "Du er min ild, Sarah.. Du er.." mumlede han før han gled tilbage til søvnen.

[Sarah Merchande]

Sarah blev næsten mere forfærdet over Helias, der faldt sammen, end alt det andet han havde sagt. I vildelse. Han var jo feberramt. Hun trykkede sammen om sin næserod og gik efter helbrederen.

En time senere, forsikret om at sygdommen var en, som hun selv havde haft som barn, sad hun med en våd klud mod Helias' pande på kanten af hans seng og så ned på ham, fuld af bekymring.

[Helias af Tardigy]

Helias vidste ikke hvor længe han havde været væk, men han vågnede til den kolde klud og synet af Sarah. Han smilte sløvt.

"Du kom tilbage" mumlede han let og ville have løftet sin hånd mod hende for at lægge den mod hendes kind, men det var han ikke i stand til.

[Sarah Merchande]

Sarah duppede blidt Helias' pande og rynkede på sin egen. Hun nikkede.

"Nogen må jo forsøge at få dig til at kæmpe. De siger du har givet op. Hvorfor ville du være så tåbelig, Helias? Jeg er skuffet over dig."

[Helias af Tardigy]

Helias smilte mat. "Du var her ikke, og efter Aggripinas død. Jeg elskede hende ikke, men hun fortjente ikke at komme fra livet på den måde" Hans stemme var lav, og han måtte læne sig lidt frem for at hoste slimen op.

"Jeg har ikke mere at kæmpe for, hvis du ikke vil have mig"

[Sarah Merchande]

Sarah løftede skålen, der blev brugt til slim. Det var temmelig ulækkert, men hun havde set værre i krigen. Til gengæld blev hun vred på ham over hans konstatering og var måske lidt hårdhændet, da hun duppede hans pande videre.

"Stop med det. Du er ikke så ynkelig. Du kan ikke basere din tilværelse på om jeg vil være der eller ej." Hun åndede hårdt ud og for et år siden havde det nok dampet. Nu havde hun bedre styr på sig selv. "Desuden har jeg sagt, at jeg vil... Overveje dit frieri, hvis du overlever."

[Helias af Tardigy]

Helias havde virkelig givet en smule op i sit liv. Han vidste godt at han var en kende dramatisk. Men han var syg, og selvom han med sikkerhed kunne spille lidt ekstra på det, så ændrede det ikke på hans modløshed. Hvis ikke han kunne have Sarah i sit liv.

"Det kan jeg da.." mumlede han. Før han lagde hovedet let tilbage og lukkede sine øjne igen. Han skulle bruge enorme af kræfter på overhovedet at tale, og alene det at holde hendes blik gjorde ondt.

"Det er der ingen der ved om jeg gør. Vi kan bare.. gøre det uden at nogen ved det end os.. Vi får en præst herind.." forsøgte han sig.

[Sarah Merchande]

Sarah spredte kluden ud og lagde den over Helias' pande og øjne, da han gav op og lukkede dem. Hun åndede tungt ud.

"Stop," beordrede hun ham, lidt mere blidt nu. "Du er vanvittig. Jeg vil ikke være enke. Du må kæmpe i stedet. Hvis du overlever, kan vi tale om det."

[Helias af Tardigy]

Helias kunne næsten ikke se sig ud af det. Lige nu havde han det som om at han ikke ville overleve natten, og det eneste han ønskede var at Sarah ville blive hans kone, også selvom de ville være de eneste der ville vide det. Han trak vejret dybt ind.

"Min far ville aldrig tillade det.." sukkede han. Ikke hvis han først var rask.

[Sarah Merchande]

Sarah åndede langsomt ud. Selvfølgelig ikke. Det var også tåbeligt af hende. Så tåbeligt, at lade sig trække tilbage til det ynkelige stadie hun havde været på. Heldigvis var hun ikke komplet den samme. Hun stivede sig af, nikkede og duppede ham fraværende lidt hårdere.

"Så lader vi være med at tale om det. Det er også en feberdrøm. Vi kan tale om hvordan jeg henter dig i dødsriget og strangulerer dig, hvis du bare giver op, din helt ufatteligt tåbelige mand. Du skal leve, om så du blød som en regnorm har tænkt dig at fortsætte med at lade din far diktere dit liv, så skal du stadig leve."

[Helias af Tardigy]

Helias hørte hvad hun sagde, og selvom det ramte ham, kunne man ikke se det på hans ansigt. Andet end de rødbrune bryn trak sig let sammen, og øjnene flakkede inde bag. Sådan blev han liggede i et øjeblik imens han samlede på sine kræfter.

Han forstod ikke hvorfor hun ikke ville, men han var både syg og dramatisk, åbenbart. Han kunne slet ikke finde ud af sine tanker, og lige nu føltes det hele bare umuligt.

"Hvis jeg bliver rask, vil du så gifte dig med mig?" Også selvom hans far ikke ville have det. Han havde kun to sønner og han ville umuligt kunne afskrive ham på baggrund af hans hustru; han havde brug for ham så længe hans bror stadig var syg, og også derefter. Indtil der kom drengebørn til.

[Sarah Merchande]

Det var en vippe eller en gyngetur. Op og ned, rundt og rundt i cirkler. Sarah trak hånden til sig, lukkede øjnene hårdt i og tvang sig selv til at huske at han var syg. Når han blev rask, ville det være ligegyldigt hvad hun havde sagt. Han ville sandsynligvis have glemt det hele eller halve.

Hun rømmede sig, smilede et beroligende smil, der ikke nåede øjnene, og nikkede. "Hvis du bliver rask, så kan vi rejse til Edrye og bo hos Balthazar," lovede hun, uden at mene det. Hendes hjerte trak sig lidt sammen, men hun havde skærme omkring det. Hun havde styr på sig selv.

[Helias af Tardigy]

Der var gået et par dage, eller uger. Helias huskede ikke særlig meget og han anede igen ikke hvor længe han havde ligget i sengen. Han havde siddet op i et par timer nu og havde kunne spise suppen uden at den røg op igen. Hovedet dunkede ikke så meget længere og han kunne fokusere nok til at flytte rundt på de pressede blade han havde i sin bog.

Han havde flere gange spurgt efter hvem der havde besøgt ham, og helbrederen var blevet ved med de samme ord. En mørkhåret ung pige havde sat ved ham længe. Hun havde ikke været der mere end den ene gang men Helias havde ikke været i tvivl og syntes at kunne se Sarahs ansigt for sine øjne.

Da han var sikker i sin sag, fik han sendt bud efter hende.

[Sarah Merchande]

Sarah havde undgået Helias' sygeseng. Det tog for meget ud af hende. Hun var vendt tilbage til universitetet, vendt tilbage til Robion af Suilleaux som hans lærling og al hendes energi brugte hun på dét, i stedet for på en umulig kærlighed. Hun var rejst halvvejs rundt om jorden og hun havde fundet freden.

Lige indtil han skrev. Hun frøs til is over at se hans skrift på et brev og det han skrev gav hende lidt mavepine. Han huskede hun havde været der. Han var i bedring - godt. Han ville se hende - ikke godt.

Og alligevel tog hun derhen, da hun fik fri. Hun lovede sig selv at det ville være kortvarigt. Hun ville bare ønske ham tillykke.

Således stålsat, gik hun ind af døren til hans værelse, da hun var blevet lukket ind. Hun var rank. Hun smilede uden øjne.