Bagtanker

[Veronique af Sangy]

Veronique kneb øjnene lidt sammen, men lagde ikke skjul på, at det var en udfordring. "Det forekommer mig, Herre Bonville," begyndte hun. "At sådan en arrangement vil favorisere Dem i høj grad."

Hun tiltede hovedet til den ene side og så på ham med et snu blik. "Hvis det skulle være i min interesse, var det snarere Dem, der skulle skylde mig en tjeneste, for hver time, jeg ville give Dem af min ellers dyrebare tid."

[Estevot af Bonville]

Han så overvejende på hende med et sammenknebent blik og et imponeret smil; de var begge lige snu. Det kom ikke som nogen overraskelse, at hun selvfølgelig også forlangte noget af ham, hvis denne udfordring overhovedet skulle godkendes.

"Jeg forstår. I så fald ser jeg inden andre løsninger end, at vi må skylde hinanden--" sagde han eftertænksomt, tydeligvis en anelse teatralsk, for i virkeligheden passede det ham ganske nydeligt, "For hver time gør vi det op. Bare os to."

[Veronique af Sangy]

Veronique burde naturligvis slet ikke underholde tanken, men faktum var at Estevot var en provokerende afbrydelse i et ellers alvorligt liv og hun formåede ikke helt at bryde ud af det.

"Der er bare det," svarede hun, uden at skabe afstand mellem dem. "At De ikke endnu har udspecificeret naturen af, hvad det vil sige at skylde Dem noget. Ikke en forglemmelse, mistænker jeg."

[Estevot af Bonville]

Estevot blev lige såvel stædigt stående, og vedligeholdte derved den noget intime sfære, de havde dannet sammen. Blikket blev mere eftertænksomt, og smilet voksede sig yderligere, da hun endnu engang havde fanget en vigtig pointe.

Flabet lod han nonchalant hænderne finde hvile mod sine lommer, alt imens at hans smørrede smil forblev på de smalle læber. Som var hendes mistanke til ham ganske unødig. Til trods for at hun i virkeligheden havde gennemskuet ham helt og aldeles.

"Veronique af Sangy, vi er begge gifte folk, er vi ikke?" startede han skødesløst, og lod sit blik søge mod døren, der stadig stod en anelse på klem, "Så alt med måde, ikke sandt?"

Så søgte hans blik hendes endnu engang, "Eller indtil at De ikke længere vil lege mere."

[Veronique af Sangy]

Veronique sendte Estevot et blik, der tydeligt antydede, at hun tvivlede på at de havde samme holdning til ægteskabets restriktioner. Hun overvejede dog også, målte og vejede ham.

"Alt med måde," gentog hun så, men det var mere end ordre end en bekræftelse. Så faldt dommen. "Jeg giver Dem en chance, Herre Bonville. Få mig ikke til at fortryde det."