Vi behøver ikke tale om blomster - men....

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme brummede en ikke komplet overbevist lyd, men smilet forsvandt ikke “Det er altid godt at have noget at se frem til.” Medgav han og behøvede ikke rent faktisk se på hende, for at høre smilet i hendes stemme “Men indtil da, hvad er så dine planer for aftenen? Du må have gjort dig nogen tanker.” Der var selvfølgelig nogle traditioner de fleste fulgte ved en højtid, men det var deres første Beltane sammen og måske havde han også set lidt frem til den.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs smilede tilfreds og tog en dyb indånding. Hun løftede blikket til Jérôme og spekulerede lidt over hvad hun mon kunne lokke ham til.

"Mest af alt... Bare få lov at gå rundt. Jeg har altid været vogtet på. Nu er du min vogter..."

Hun så ikke ud til at være intimideret af det længere. "Hvad kan jeg lokke dig med på?"

[Jérôme af Charenoy]

Nogle måneder før ville han måske have taget spøgen anderledes, men nu kendte han hende godt nok til at vide, det netop var en spøg “Din vogter ligefrem?” Han så spørgende ned på hende, det ene bryn hævet lidt “Er der grund til du bør have en vogter?” Spurgte han, selv med en underholdt tone i stemmen før han svarede på hendes spørgsmål “Det meste. Så længe det ikke involverer flere buske på hovedet.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs smilede skævt og ulykker gnistrede i hendes lyse øjne. "Åh, jeg kunne rode mig ud i mange ting, hvis ikke der var en til at holde lidt øje med mig," konstaterede hun. "Især til sådan en løssluppen, borgerlig fest. Bare tænk på vores første møde."

Hun fugtede læberne. "Og med det... Vil du danse med mig? Ved torvet danser de... Men det er ikke nogen pæn hofdans."

[Jérôme af Charenoy]

Jérômes mundvige sitrede afslørende og fingrene krummede sig svagt sammen på i mangel på at kunne krumme dem mod hendes side.. eller hendes lår. Ingen af delene var passende i offentlighed og han gemte impulsen til senere når de var alene “Hvis ikke det ville være aldeles upassende, var jeg næsten fristet til at finde ud af nøjagtigt hvad du kunne finde på.. skulle jeg glemme at holde øje med dig et øjeblik eller to.” Han gjorde en lille pause, som om han mentalt forestillede sig mulige scenarier “Men ja.. jeg vil gerne danse med dig… hofdans passer sig ikke til en aften som i aften.”

[Alaïs af Charenoy]

Varmen skød op i Alaïs kinder, men hun smilede stadig og det var en behagelig kilden i maven, der fulgte Jérômes ord. Hun fugtede læberne og kneb øjnene let konspiratorisk sammen.

Inden hun nåede at svare på den første del, havde han dog tilbudt dansen. Det fik hende til at stråle lidt af begejstring og hun klemte om hans arm.

"Kom," bad hun og ledte vejen mod torvet. Her var der allerede dans i gang og straks hev hun Jérôme ind i den, livlig og fuld af ungdommelig begejstring.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme var som altid en smule tilfreds over at kunne få farven frem i hendes kinder og det udtryk lå stadig på hans ansigt da de nåede torvet, hvor han lod hende trække sig med ind i mængden. Det var måske netop ikke en hofdans, men han havde rytme og var ikke lige nu, så stiv i betrækket som han måske ogfe blev set “Så hvad kunne du finde på…” spurgte han, da dansen bragte hende ind i hans arme en omdrejning eller to “..hvis du ikke blev holdt øje med. Jeg er stadig nysgerrig.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs glødede som en sol af begejstring og hendes kinder var røde af dansen, da hun nåede tilbage til ham, snarere end af rødmen som sådan. Hun kunne ellers godt lidt, da han spurgte til hendes tidligere hentydninger.

I virkeligheden havde hun jo været ret dydig, af rædsel for at ende som sin søster, men det betød ikke at tankerne ikke havde været der. Nu spurgte han jo selv, så hun tillod sig at svare.

"Jeg ville have danset alene rundt med de sødeste håndværkere her," konstaterede hun. "Og alene det ville være nok til at forarge de fleste. Men hvis jeg var lige så fri som en håndværkerpige, så ville jeg nok også lade en af dem kysse mig i en af de små gader senere på aftenen..."