Varm vind i håret

[Sarah Merchande]

Sarah havde fået fregner og stift hår af saltvandet. Hun havde lært at kravle op i en mast, sove i en hængekøje og fortælle en mand i Aglium at hendes far kunne tæske ham.

Der var gået to måneder siden de satte sejl og selvom den yngste datter af Parsiprestre Merchande ikke var et andet menneske end før, så havde hun tydeligvis tilpasset sig til livet på et skib.

Hun sad og balancerede på stormasten i havn, da hun så sin far komme op fra kahytten.

"Oi, gamle mand," kaldte hun. "Georges siger vi skal i land næste havn? Hvor længe?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre havde rejst mange gange før og var for længst faldet ind i rytmen. Han missede med øjnene op mod solen, da Sarah kaldte og holdt en hånd op for skygge, så han kunne se hendes silhuet.

"Så længe, som det tager at laste de nye varer," kaldte han tilbage. "En dag eller to."

[Sarah Merchande]

Et dybt suk af længsel forlod Sarah og hun svang de lange ben over masten og gled med på dækket.

"Betyder det... Rigtig mad?" Hun holdt en hånd op foran øjnene og så på sin far med et skævt smil. "Og må jeg komme med på land og møde dine samarbejdspartnere?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre lo af spørgsmålet og han nikkede, mens han rettede blikket mod horisonten. De kunne tydeligt se menneskene inde på havnen nu. De ville snart lægge til.

"Mh," bekræftede han. "Vi kunne alle bruge at få fast grund under fødderne lidt. Og jeg kunne bruge en til at hjælpe med lagerlisten imens."

[Sarah Merchande]

Sarah smilede skævt og viftede lidt hår ud af øjnene. Det meste var flettet hårdt bagud og væk fra ansigtet. "Til tjeneste," meldte hun sig, imens hun kiggede på den havn, der nærmede sig, imens skibet bevægede sig fremad, kun båret af det forreste sejl.

Hun sneg sig ind under sin fars arm og følte sig meget tryg, lige der, selvom hun var langt væk hjemmefra. "Tak fordi du tog mig med."

[Parsiprestre Merchande]

Parisprestre var glad for at have Sarah med sig og for at kunne folde armene om hende. Det var en tryghed for en af hans piger, der betød, at han kun skulle bekymre sig om Lynon, Marie og det ufødte barn. Var det endnu ufødt? Det gjorde ham rastløs ikke at vide det og han var utålmodig efter at komme hjem.

Han slap en dyb lyd i brystet og åndede ud, alt mens bekymringerne fik lov at summe for en stund. Så gav han Sarahs skuldre et klem. "Det er min fornøjelse at have dig med."

[Sarah Merchande]

Sarah smilede svagt. Hun kastede et blik op på ham. "Om ikke andet, så er det smart at have en skriver med, som du ikke behøver betale."

Hendes lyse øjne, som lignede hans, spillede drillende.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre slap et dæmpet fnys og slap hendes skuldre igen. "Ja, der er jo det," svarede han tørt, men med et muntert træk ved læberne, før han vendte sig og kaldte kort til sine mænd. De skulle gøre klar.

"Så går det løs."

[Sarah Merchande]

Og det gik løs. Sarah sørgede mest af alt for ikke at gå i vejen, imens det hele udspillede sig.

Men da først muligheden var der og kroen blev luftet, var hun straks fremme. Hun havde aldrig set noget lignende af den mad der blev serveret og hendes øjne var store, som fade med gule ris og grønt i youghurt blev sat foran dem.

Halvvejs i måltidet var der en tanke, der underligt nok slog ned i hende. Hun rynkede panden svagt.

"Hvornår er det egentlig Marie skal føde?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var godt i gang med at nyde et velfortjent måltid mad, da Sarah afbrød ham og bragte bekymringerne susende tilbage. Han efterlod skeen i skålen og tog en tår øl.

"Hvert øjeblik det skal være," svarede han, da han lige havde fået en tår at styrke sig på. Brynene var trukket tæt sammen.

[Sarah Merchande]

Sarah blinkede lidt. Så nikkede hun. I hendes hoved var det senere, men hun havde glemt at Marie allerede var gravid, da hun blev gift med hendes far. En tilstand Sarah sympatiserede en smule mere med, nu hvor hun selv havde gjort dumme, idiotiske ting. Hun rynkede panden.

"Hun virker som en stædig type," konstaterede hun. "Jeg tror ikke du skal bekymre dig."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre brummede let. "Det er hun," bekræftede han og kunne ganske sikkert gøre det, her så langt væk fra sin hustrus harme. Han smilede svagt.

"Men jeg vil nu nok bekymre mig uanset. Det er umuligt andet. Ligesom at jeg altid bekymrer mig for dig og Lyn, når jeg er væk fra jer."

[Sarah Merchande]

Sarah smilede svagt af sin far, selvom hun ikke var helt klar på at han skulle bekymre sig sådan om stedmonsteret. Det undlod hun taktisk at sige.

"Bekymrer du dig så også om Lynn lige nu?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre tænkte på Marie og på deres barn og han sendte en stille bøn til Yphion om at holde dem sikre. Hans blik rettede sig mod Sarah.

"Selvfølgelig," svarede han. "Det værst tænkelige for mig er, at der skulle ske noget, mens jeg er en halv verden væk."

[Sarah Merchande]

Sarah tog en dyb indånding og nikkede. Hun bekymrede sig overhovedet ikke om nogen af dem, for hun vidste de nok skulle klare sig. Men det var nok noget andet at være forælder end at være søster og datter.

"Det skal nok gå fint, pa," forsikrede hun. "Det er meget mere sandsynligt at der sker os noget..."