Bare venner [s]

[Betriz Urmager]

Det var både lidt uforståeligt og samtidig helt rigtigt at høre de ord fra Diego og det gjorde hende helt forpustet. Sådan føltes det i hvert fald. Blikket på ham blev lidt uudgrundeligt, men hun satte kruset fra sig og tog hans opfordring. Løftede sig og satte sig igen, helt ved siden af ham.

Denne gang rakte hun ud og tog hans hånd, så han måtte nøjes med at holde sit eget krus med den ene. Hjertet slog hurtigt, som fingrene gled ind mellem hans. "Tæt nok?" spurgte hun dæmpet, smilet skævt, selvom det egentlig var andre ord, der havde summet i hendes tanker.

[Diego Lynhånd]

Diegos blik tog hende ind og han trak vejret dybt ned i lungerne, før han rystede på hovedet.

"Jeg kommer ikke til at få dig tæt nok på, før jeg er kommet mig lidt bedre," konstaterede han. "Og kan vise dig hvad jeg også har tænkt på i månedsvis, som ikke var særlig venskabeligt."

[Betriz Urmager]

Betriz rødmede ikke. I hvert fald ikke af forlegenhed. Muligvis lidt af andre årsager. Til gengæld kom hendes tænder også til syne i et næsten smørret smil. Hun vidste ikke helt, hvor det kom fra, men der var det.

"Dét," begyndte hun og fangede kort underlæben med fortænderne. "Ja. Det har ikke været let at træne med dig i så lang tid og samtidig prøve at huske, at vi bare var venner og ikke tænke på sidst vi var lige her," indrømmede hun, selvom det havde været hendes egen skyld.

Der var noget latterligt befriende over endelig at sige det højt. De havde ellers været gode til at lade fuldkommen som ingenting.

[Diego Lynhånd]

Diego fnøs hørligt. "Jeg synes personligt du har været en dygtigere skuespiller end jeg troede du kunne være," konstaterede han. Men der var et men. Han klemte let om hendes hånd.

"Men Len har gennemskuet os begge for længst..."

[Betriz Urmager]

Betriz kom til at slippe en let munter lyd. "Jeg tror, at du har set, hvad du havde fortalt dig selv, at du skulle se," svarede hun og strøg impulsivt sin tommelfinger over hans. Tungespidsen gled over læberne, mest for at holde smilet lidt nede. Hun kunne ikke helt gøre for det.

"Jeg tror også, at det bliver hårdere for dig end mig at indrømme at han havde ret," tilføjede hun med et lille glimt i det mørke blik. Det blev dog mere alvorligt, ærligt, som hun fortsatte.

"Jeg ved godt, at det har taget mig tid at komme hertil," begyndte hun. "Jeg vil ikke undskylde for det, for det var det rigtige for mig. Ligesom... Ligesom det her er nu."

[Diego Lynhånd]

Diego fnøs let. "Jeg har ikke et problem med at indrømme en fejltagelse," svarede han, selvom det bed lidt uventet. Han trykkede hårdt ned på impulsen og klemte blidere om hendes hånd.

"Det var ikke en fejl at give dig tid. Jeg overlevede jo, tydeligvis..."

[Betriz Urmager]

Betriz skød blot en bryn let op for at udtrykke sin skepsis, men lod alvoren overtage lidt. Hans ordvalg fik hende til at presse læberne sammen og hendes blik faldt uundgåeligt til det sted, hvor hun vidste hans sår gemte sig. Tanken om at Diego kunne være død uden at hun nogensinde havde fået fortalt ham, hvordan hun egentlig havde det, var som en spand isvand. Hendes greb om hans hånd var knapt så blidt.

"Tydeligvis," gentog hun, lidt tørt og sled sit blik tilbage op til hans ansigt. Hun huskede de andre ar fra hans overkrop og håbede virkelig, at det nuværende ikke ville blive en tilbagevendende situation. Hvis det var, var der noget, der måtte siges. Hun tog en indånding.

"Jeg ved ikke, om jeg nogensinde ville være kommet mig over det, hvis du var død og jeg aldrig havde fået sagt, hvor tåbeligt forelsket jeg er i dig."

[Diego Lynhånd]

Diego var ikke mild. Ingen, der kendte ham, ville kalde ham det. Men da hans blik mødte Betriz' og hun tilstod sin forelskelse helt direkte, blev han blød som smør. Han trak hende tættere, selv med et lille støn af smerte, og så lykkedes det ham at finde hendes læber.

Triatos og moderen. Hendes læber. Hendes kys, som han havde fantaseret så levende om.

[Betriz Urmager]

Betriz vidste, hvem Diego var. Hvad han gjorde, når det var nødvendigt. Hun brød sig ikke om det, men hun vidste det. Det var ikke glemt, men hun måtte finde en fred med det, for hun var, såre simpelt, fuldkommen håbløst forelsket.

Og da han kyssede hende, var det som om hele resten af verden forsvandt, bare et par sekunder.

Hendes hånd fandt op til hans hals, krummede sig mod den og denne gang trak hun sig ikke tilbage med det samme. Hun var opmærksom på hans sår, men kyssede ham længselsfuldt og da hun endelig brød det, var det kun for at hvile panden ind mod hans.

[Diego Lynhånd]

Diego tog en dyb indånding, da Betriz trak sig lidt væk. Han mumlede noget om Triatos og åndede langsomt ud.

"Bruxinha," konstaterede han dæmpet. "Jeg elsker dig."

[Betriz Urmager]

Betriz smeltede. Hendes fingre lukkede sig lidt fastere sammen om hans nakke og hun sank en enkelt gang, før hun nikkede næsten umærkeligt.

"Jeg elsker dig," sagde hun selv, helt stille, men med følelse.

[Diego Lynhånd]

Diego strøg hende let over kinden med to fingre og smilede svagt. Han var fortabt. Han havde ikke tænkt sig at falde, men det var sket for længst og nu havde han en massiv svaghed.

"Ved du hvad du går ind til? Mit liv... Det er kompliceret. Jeg vil gøre alt der står i min magt for at holde dig fra det, men du er klar over at jeg ikke er en lovlydig mand."

[Betriz Urmager]

Betriz tog en dyb indånding og rettede sig en minimal smule op, uden at skabe mere afstand end det var nødvendigt for at hun kunne se ham.

"Jeg ved det. Tro mig, jeg har tænkt meget på det," svarede hun og så heller ikke videre begejstret ud, men ikke i samme grad, som hun havde gjort, da de først mødte hinanden. Det havde ikke været hendes plan at falde for en slyngel. Måske kendte hun heller ikke fuldt ud til alle de mørke sider af det. Det var en skræmmende tanke.

"Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvordan det her kommer til at fungere i praksis. Jeg har et helt andet liv udenfor Hunden. Det er som at leve i to forskellige verdener."

[Diego Lynhånd]

Diego forventede ingen begejstring i forhold til hans levebrød. Han nikkede lidt, før hun udtrykte sin manglende idé om hvordan det skulle passe sammen. Han anede det i virkeligheden heller ikke.

"Jeg tænker," spekulerede han højt. "At du kan komme her lige så ofte du vil, på ethvert tidspunkt. Og at du nogen gange kan sove her, når du har lyst..." Han var god til at lave forretningsaftaler. "Til gengæld vil du lade mig... Lægge armen omkring dig, også når andre er til stede. Kysse dig... Offentligt kun på kinden. Privat... Alle steder..."

[Betriz Urmager]

Betriz lyttede opmærksomt og hvert eneste ord fik det til at krible lidt i hende. Det sidste lidt mere end det og hun sank, men måtte også smile. Lidt tvivlende, men også lidt åndeløst og en god del længselsfuldt. Alle følelserne var som altid skrigende åbenlyse.

"Så," begyndte hun, som om hun vendte hvert et ord, han lige havde sagt og vægtede betydningen. "Det er ikke en hemmelighed?"

Hun tvivlede seriøst på, at det gode borgerskab i Levagny ville bifalde sådan et forhold. Det ville utvivlsomt få hende til at falde mere udenfor end hun i forvejen gjorde. Det var mere chokerende for hende, at hun ikke for alvor kunne tage sig af det.