Flammer [s]

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel var ikke i tvivl om at Cecily mente truslen og lo ikke. I stedet fangede han hendes læber som hun stod der og hejste hendes skørter op, så han kunne nå ind mellem hendes ben, hvor hun allerede var ganske afslørende våd.

Da hans fingre gled mellem hendes folder, brummede han tilfreds og kærtegnede hende blidt i lange strøg. "Så klar," mumlede han. "Kan du huske hvad jeg sagde til dig, da du sad på mit skød, imens jeg holdt dig for munden, så ingen kunne høre de slemme, syndige lyde, som du ikke kunne holde tilbage?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde været så ordentlig så længe, men det var alt andet end ordentligt at lade ham trække skørterne op og alt andet end ordentligt at elske den skandaløse følelse.

Og ved hans berøring måtte hun presse læberne sammen om et støn, dæmpe det ind mod sin egen arm. Begæret, der havde opbygget sig hele dagen, brusede gennem hende.

"Sig det igen," bød hun, selvom hun huskede hvert et ord. Hendes ben gled længere fra hinanden. "Fortæl mig hver eneste ting, du vil gøre med mig, Nathaniel."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel trykkede to fingre op i Cecily og kyssede hendes på halsen. "Først leger vi en lille smule kispus her," mumlede han. "Sikrer os at du er desperat efter det." Han smilede og nappede lidt i hendes bløde hud. Vidste ordvalget ville provokere hende. Han brummede bekræftende.

"Så holder du selv dine skørter op et øjeblik for mig," instruerede han og trak hænderne til sig for at løfte sine rober, løsne sine broger og lade dem falde til knæene. "Tryk den smukke, runde bagdel lidt bagud, Cecily. For det er på tide at du for alvor soner for dine allerværste synder. Og du vil elske det, som den slemme lille furie jeg ved du er."

Han lagde en hånd på hendes hofte, guidede sig selv ind med den anden og gled et lille stykke ind. Så løftede han hånden og lagde den over hendes mund, før han i en ganske rolig, langsom bevægelse forenede dem hele vejen.

[Cecily Guérisseur]

Det var for sent for hende nu. Cecily var fortabt og hun gjorde alt, hvad Nathaniel bad hende om. Og så var han der, hård og invasiv og hun gispede, da han først gled ind. Før hans hånd lagde sig mod hendes læber.

Fingrene pressede sig ind mod muren, mens han pressede sig ind i hende og hendes utvetydige klynk blev kvalt i hans hånd. Nydelse, blandet sammen med en lille smule smerte.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hev lidt efter vejret, da først han var i hende. Tæt og blød og varm og glat og Mithras, hvilken utvetydig fornøjelse. Hans ene arm gled omkring hende og ned imellem hendes ben igen.

"Fortæl mig at du kan lide det," bad han dæmpet. En bekræftelse. Hans finger kærtegnede hende og hans hånd ved hendes mund løsnede sig.

"Skal jeg blive ved?"

[Cecily Guérisseur]

Det var så intenst og Cecily skælvede let, som nydelse og smerte blandede sig i et skønt sammensurium. Hun følte, at hun kunne mærke hver en centimeter af ham og hans kyndige fingre gav hende lyst til at vride sig.

Hun tog en hørlig indånding, da hans hånd gled fra hendes læber. Fingrene pressede sig hårede ind mod muren, flossede de ellers pæne negle. Svaret kom prompte.

"Jeg ville aldrig tilgive dig for at stoppe nu."

[Nathaniel Guérisseur]

En meget dæmpet latter forlod Nathaniel og han kyssede Cecily i nakken, før han strammede hånden om hendes mund lidt igen.

"Åh, jeg ville også brænde op," mumlede han i hendes øre. "Men jeg ville stoppe hvis du bad mig alligevel." Han trak sig lidt væk, før han gled velsignet op i hende igen. "Det her er præcis hvad jeg lovede dig. At du ville have min manddom dybt i dig, mine fingre mellem dine ben og min hånd over din mund," konstaterede han og kærtegnede hende, imens han stødte op i hende igen og igen i en langsom, men fast rytme. "Udenfor går folk forbi, dybt optaget af at bede, imens du står her og vrider din søde krop ind mod min og nyder hvert øjeblik. Du er fænomenal. Hvis det var sommer kunne vi står her i flere timer. Langsomt ville jeg drive dig mod kanten. Men vi har lidt mere travlt."

[Cecily Guérisseur]

Det var som en feberdrøm. Hvert stød sendte et lyn af begær gennem hende og hvert stød fordrede et nyt klynk, som hans håndflade kvalte. Det var så forkert og Cecily havde aldrig villet have noget mere.

Hans ord var brænde på bålet og sammen med hans berøring, fandt hun sig igen på den grænse, hvor han havde forladt hende tidligere. Hun lukkede øjnene, stønnede desperat ind mod hans hud, måtte have mere.

Et enkelt lille skub, så ville hun vælte ud over kanten og kun hans hånd for hendes læber forhindrede hende i at tage hele templet med sig i faldet.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel mærkede Cecilys stigende desperation og irriterende som han var, sløvede han sine hofters bevægelse og stilnede sine fingres. Hun rystede næsten af behovet og han smilede, som han hviskede i hendes øre.

"Tænk hvis jeg stoppede lige nu," drillede han uden at mene det. "Skal jeg det?"

[Cecily Guérisseur]

En lyd af dybfølt frustration undslap Cecily, da han ændrede sine bevægelser og brød hendes frie fald mod forløsnigen. Det kunne gøre hende vanvittig, men hun stønnede også, da han talte lige ud for hendes øre.

Hendes svar, i form af en kvalt lyd, efterlod ingen tvivl om hendes holdning og hun understregede den kun ved at presse sig tilbage ind mod ham.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel nød hendes utilfredshed. Han trykkede sig tæt ind mod hendes bagdel og stønnede selv dæmpet over hvor dybt det fik ham. Hun føltes ganske enkelt vidunderligt.

"Hvis du ikke havde givet mig en tidsgrænse, så ville jeg have flået alt tøjet af dig og taget dig hårdt hen over dit arbejdsbord," mumlede han. Og så gled hans fingre igen over hendes bløde, følsomme dele. "Furie, gryntede han og satte tempoet op, så han selv kunne følge med hende, med lidt held.

[Cecily Guérisseur]

Det var næsten for meget, men hun krævede samtidig mere og det var et held, at hans hånd kvalte efterhånden desperate lyde. Hans ord tændte en ild i hende og selvom hendes blottede hud var kold, så brændte hun.

Hun holdt armene mod muren, holdt imod, pressede sig tilbage mod ham og så kom hun, bragende, mens Nathaniel endnu var dybt begravet i hende.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel mærkede Cecilys krampetrækninger og han følte hendes lyde, kvalt ind imod hans håndflade, selvom han ville elske at høre dem. Hans fingre stoppede deres kærtegn, men hans hånd greb nu i stedet om hendes hofte og han tog hende hårdt gennem hendes forløsning, før han endelig fandt sin egen dybt i hende, tabt for tid, sted og fornuft og med sin egen hånd over sin mund for at dæmpe sine støn.

Han rystede svagt, klamrede sig til hende og hev efter vejret, som han kom sig over den overvældende følelse. I processen fik han lænet sig ind til hende og kyssede hende på halsen. "Vidunderlig," mumlede han og mente det. Hun var en farlig kvinde, stærk og skrap, men hun var også følsom og selvom han havde kontinuerligt lyst til at bestige hende, så var det ikke kun dét, der tiltrak ham til hende.

[Cecily Guérisseur]

Det var ikke nogen blid debut og det brændte lidt mellem hendes ben, men hun var også blød efter forløsningen og trak vejret tungt, da han fandt sin i hende. Hun faldt lidt sammen ind mod ham, stadig halvt støttet mod muren og på skælvende ben.

Hendes hoved faldt tilbage ind mod hans skulder og hun drejede hovedet ind mod ham, søgte nærheden helt instinktivt. "Hvad er det, du gør ved mig?" undslap det hende, helt åndeløst og uden kanter.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel tog en dyb indånding, bandt sine broger hurtigt og lod roberne falde, før han også fik frigjort hendes skørter for varmen. Så lod han armene glide helt omkring hende og trak hende ind imod sig. Han kyssede hendes kind blidt.

"Kun gode ting," mumlede han. "Har du forstået nu, at du ikke bare kan holde dig væk fra mig? Jeg har brug for din nærhed, Cecily."