Familieudvidelse [s]

[Igraine af Charenoy]

Det ville være meget lettere, hvis hun bare kunne præsentere en manual, tænkte hun, men undlod at sige det. Hun gled helt om på siden og strøg benene lidt mod hinanden, mens hun tænkte.

"Jeg tror det handler om, at have god tid," lagde hun ud og strøg ham lidt over armen, så hun kunne følge dén bevægelse med blikket. Så tankefuld igen.

"Måske, hvis jeg var øverst."

[Bartholomeus af Charenoy]

Mørke øjne blev lidt større, men han protesterede ikke. Han havde været svagt fascineret af at sidde med hende på skødet.

"Hvis du sad op," brummede han dæmpet. "Kunne du også røre..."

[Igraine af Charenoy]

Blikket gled op til Bartholomeus' og hun smilede ganske let, som hun nikkede. Fingrene fortsatte op over hans overarm.

"Ville du lade mig?" spurgte hun og det var lidt mere end bare nysgerrighed, der lå i det mørke blik.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus åndede tungt ud og hans pupiller virkede større i hans allerede mørke øjne. Han lod fingerspidserne glide over Igraines hofte og betragtede hende i et langt øjeblik, før han brummede bekræftende.

"Igraine, grænserne for hvad jeg ville lade dig gøre er meget brede," pointerede han lavmælt og dybt.

[Igraine af Charenoy]

Noget i hans blik fik det til at risle behageligt ned over hendes rygrad og ordene fik hende til at smile.

"Sikke et løfte," musede hun og blottede et glimt af tænder, før hun impulsivt lænede sig frem og kyssede ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede let, før hun kyssede ham og han lod fingrene forsvinde i hendes bløde hår.

Snart var begge hænder i stedet mod hendes hofter og han drejede sig med grebet om hende, til hun lå ovenpå ham.

"Prøv," bød han, imens han så hende i øjnene.

[Igraine af Charenoy]

Det var nærmest mere eventyr, end de havde haft i løbet af to års ægteskab og Igraine kunne ikke foregive, at hun ikke var lidt svag for det. Snart sad hun med et knæ på hver side af hans bredde skikkelse og slap en dæmpet lyd over hans opfordring.

Hun rakte ned mellem dem og fik med lidt snilde frigjort ham fra brogerne, mens læberne endnu var mod hans. Få øjeblikke senere sank hun ned over ham.

Hun tog en hørlig indånding. Det føltes anderledes i kølvandet på forløsningen og i høj grad anderledes, da hun endte med at sætte sig helt op og effektivt bragte dem helt tæt sammen.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde ikke tabt begejstringen helt igennem noget der var sket og under hendes kys og den simple proces at åbne hans broger, blev han helt klar igen.

Da hun sank ned over ham sukkede han tilfreds, men da hun satte sig op, åbnede han øjnene helt og så betaget på hende. Hans kvinde. Et formidabelt syn. Han stønnede dæmpet og så gjorde han noget, som var utrolig flabet og krævede et træk i mundvigene. Han foldede hænderne bag hovedet og skød sig blot en smule op. Det var hendes tempo. Hendes nydelse. Han var blot en forsøgsgenstand for nu.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kom til at le. En helt ægte latter og det var omtrent det bedste, der kunne ske. Det forplantede sig ud gennem hende og hun smilede en næsten smørret smil, før hun bevægede sig mod ham.

Snart blev hendes vejrtrækning tungere og hun lagde en hånd mod hans bryst, som hun aktivt søgte lige det, der føltes rigtigt. Et støn undslap hende og hun rynkede på brynene, koncentreret, opslugt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede over hendes latter og nød hendes tilstedeværelse ovenpå ham. Han gjorde ellers altid det hårde arbejde i sengen. Nu nød han noget ganske andet. Ganske vist var det ikke lige så hurtigt godt for ham, men det gjorde noget andet for ham at se hende i ekstasen.

Snart kunne han selvfølgelig ikke holde fingrene for sig selv, men rakte frem og greb om hendes hofter, for blidt at forstærke bevægelserne og selv følge dem.

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede, en smule åndeløst, da han greb om hendes hofter. Hun frigjorde hans ene hånd og skubbede den ned mod madrassen, hendes egne fingre flettet ind mellem hans.

"Ikke endnu," indstruerede hun ham hæst og lukkede øjnene. Han måtte ikke give slip endnu. Bare et øjeblik mere... Koncentrationen var åbenlyst. Så tæt på.

[Bartholomeus af Charenoy]

Det var nyt. Helt nyt. Hun var så bestemt og Bartholomeus så blot til, lod hende trykke hans hånd ned i madrassen og nøjedes med at krumme den anden fast om hendes hofte, imens hun red ham med et fokus han aldrig før havde set hende have.

Han var komplet tavs, ud over et støn fra tid til anden, imens hun ledte efter sin nydelse.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde aldrig haft kontrollen på den måde før, men hun spekulerede ikke på det nu. Heller ikke på, om gjorde det samme for ham, som det gjorde for hende. Opmærksomheden var fuldkommen ensporet og hun knugede fingrene tættere sammen om hans.

Øjnene var lukkede, indtil til allersidst, hvor hun åbnede dem og så på ham. Og så, med den helt rette vinkel, og den helt rette friktion, fandt hun pludselig sin forløsning for anden gang.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var ikke i tvivl om hvad der var på vej denne gang, men han havde ved alle guder aldrig oplevet det fra denne side. Følelsen af hendes forløsning var intens og han stønnede tungt over den og trykkede selv baghovedet mod madrassen, selvom det ikke var nok.

Det var til gengæld nok på en helt anden måde og han følte sig som en særdeles stor mand, da han så op på hende igen.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var forpustet, da musklerne løsnede sig igen og hun sansede først da at slække grebet om hans hånd lidt. Uden at slippe den helt.

Hun tog en dyb indånding, smilede og lænede sig frem for at kysse ham, uden at bryde forbindelsen mellem dem. Hun sitrede let.