Øjenåbner

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs famlede lidt efter at finde sin rolle i familien Charenoy og vidste heller ikke helt hvad hun skulle bruge sine dage på. Hun havde sovet længe de første tre. Nu, på tredjedagen, gik hun lidt rundt, indtil hun spurgte hvor Jérôme af Charenoy befandt sig og blev informeret om, at han var taget op til paladsets træningspladser med sin væbner.

Impulsivt tog hun en beslutning og beordrede sin nye pige at gøre overtøj klar. De ville også aflægge paladset et besøg og få en tur i haverne. Måske ville de se forbi træningspladsen. I hendes hoved var givet. Hun var nysgerrig af natur.

Således fandt hun sig selv, godt pakket ind mod kulden, betragtende den massivt byggede mand, som ikke havde rørt hende siden det ene kys, imponerende imens han legede krig.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme havde endnu ikke været gift tilstrækkeligt mange dage til, at det faldt ham naturligt at give sin hustru besked når han forlod huset. Alaïs var der i huset og han ignorerede hende ikke, men hans dage gik næsten som de plejede, med undtagelse af at han var taget tilbage til byhuset for at spise hver aften, i stedet for på slottet.

“Få de parader op!!” Brølede han for hvad der føltes som tyvende gang den formiddag, men det var åbenbart en tung dag for væbnere også. Han sænkede sit sværd og skred over den hårdtstampede jord hen til sin væbner “Din arm skal herop..” han havde stillet sig ved siden af og demonstrerede “Hvis du bliver ved at have dem for lavt, giver du din modstander en alt for nem åbning!” Han ventede til væbneren havde nikket og fik et klap på skulderen “Igen.” Krævede han og vendte sig for at gå tilbage til udgangspunktet “Vi bliver ved til du kan det søvne eller dine arme falder af.” Normalt var han med årene blevet god til at ignorere folk der stod og hang ved hegnet, men da blikket gled over det, standsede både det og hans fødder.

Brynene krøb lidt sammen, for han havde ærligt ikke forventet at se hende her. Mon der var noget galt? Det så ikke umiddelbart sådan ud, så han hævede den ene hånd til hilsen, før han vendte opmærksomheden mod sin væbner igen.

[Alaïs af Charenoy]

Aläis stod sammen med sin pige. Sidstnævnte var bestemt ikke tilfreds med at være blevet slæbt med i kulden, men det havde hendes frue ikke rigtig tid til at tage sig af. Hun stod nysgerrigt og fulgte Jérôme, kommandøren, der udstak ordrer og rettede til. Det var absolut en ny rolle for hende og hun var lidt tabt i tanker, da han fik øje på hende og løftede en hånd til hilsen.

Hun smilede svagt i respons og nikkede til ham, før han vendte tilbage til øvelserne. Til sidst, efter nok næsten en time, var hun ved at være træt og kold og tæt på at beslutte sig for at vende tilbage til byhusets varme og måske et skoldhedt bad.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme gjorde hverken dagens træning kortere eller længere blot fordi han havde tilskuere, eller fordi han var blevet gift, men da han lod væbneren gå, satte han retning mod hegnet hvor Alaïs troligt havde stået den sidste time “Du må fryse efterhånden.” Brummede han og lagde en hånd på hegnet, mens han momentært tænkte på deres snak i vinterhaven. Han havde aldrig været kuldskær, men det slog ham at hun nok var. Han var også varm nu på grund af træningen, men vidste også han burde komme ind før han begyndte at køle ned og de inderste lag tøj blev kolde.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs var ikke markant kuldskær, når hun var klædt ordentligt på som nu. Men hun havde stået stille længe, så hun sagde ham ikke imod.

"Det var interessant at se," konstaterede hun blot. "Jeg har ikke set dig sådan før... I dit element."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme vidste ikke helt hvad han skulle lægge i det, for de havde reelt kendt hinanden så ganske kort tid, at det ikke var underligt hun ikke havde set det “Nej.. det har du ikke.” Medgav han derfor blot og trommede med handskeklædte fingre mod overliggeren i hegnet “Har du andre ærinder?” Han så spørgende på hende, stadig uvant med det hele, men prøvede desto mindre “Ellers kan vi følges.. hvis du har lyst.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs lyste lidt op i tilfredshed over invitationen og rankede sig en smule. Hun nikkede og kastede et enkelt blik tilbage mod pigen, som så uendelig lettet ud.

"Min plan var kun at tage hjem og ligge i et meget varmt bad indtil jeg kan mærke mine tæer igen," svarede hun med et glimt i øjnene.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme nikkede og noget vurderende gled over hans udtryk et øjeblik, mens han konkluderede, at hun tilsyneladende ikke var kommet med andet formål, end at, hvad var det hun havde sagt, se ham i hans element “Jeg havde en lignende plan..” medgav han, selvom han oftest gjorde det i et badehuset. Det var hurtigere og det var ikke byhusets tjenestefolk der skulle have besværet “Giv mig et øjeblik, så er jeg klar til at gå.” Meddelte han, uden at overveje hun måske havde taget vognen.

Efter at have givet sin væbner de sidste instrukser, vendte han tilbage og svang sig adræt over hegnet, nu også med sit overtøj på, så han ikke ville nå at blive kold inden de nåede hjem “Jeg hørte du havde besøg igår.” Konstaterede han i klar opfordring til at fortælle mere da han bød hende sin arm.

[Alaïs af Charenoy]

Aläis havde ikke taget vognen, til tjenestepigens ærgrelse, utvivlsomt. Hun krummede sine tæeer sammen og rettede dem ud og bad hende falde tilbage, når de gik. Så var Jérôme tilbage og Aläis tog hans arm, da han bød dem frem. Det gav et lille sug i hendes mellemgulv.

Hun løftede blikket til ham og nikkede let til spørgsmålet. "Din svigerinde," bekræftede hun. "Jeg ved næsten ikke om det er mig der besøger eller hende der gør. Men hun er venlig. Hun lovede at hun ville tage mig med for at møde andre gifte adelsfruer heroppe ved Paladset en af dagene."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme nikkede og begyndte at gå, med ikke helt så lange skridt, som han ellers lagde for dagen “Hun er også din svigerinde nu.” Påpegede han med antydningen af et smil, før han tav og lyttede i stedet og udnyttede muligheden for at konkludere, hun virkede en smule mere afslappet i sin nye position, end hun havde gjort for bare dage siden “Jeg er glad for hun har fået dig til at føle dig velkommen.” Han så let spørgende ned på hende, søgende efter bekræftelse på han havde bedømt hendes ord korrekt “Hun skal nok lære dig at navigere mellem de andre adelsfruer.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs nikkede. Hun følte sig velkommen. Hun var ikke sikker på om det ville fortsætte, hvis hun ikke fik alle de børn hun havde forstået for længst var hendes fineste opgave, men det havde hun ikke tænkt sig at fortælle Jérôme. I stedet tog hun en dyb indånding af den kølige luft og skiftede emne.

"Din væbner," konstaterede hun og prøvede at abstrahere fra hvem hans væbner helt specifikt var og deres meget nære familære relation og dog knapt så nære forhold. "Burde hun ikke bo i byhuset? Ikke fordi det er mit ønske. Jeg troede bare det var kutyme."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme brummede opfordrende og igen strejfede et smil hans læber “Det ét kutyme.. for de fleste.” Medgav han og styrede hende udenom et hul i stien “Men så længe vi er her i byen, er hun ikke længere væk, end at jeg kan sende bud efter hende. Når vi først er på farten, er der ingen der ved hvornår hun får mulighed for at se de andre væbnere igen.” Han kneb øjnene lidt sammen og tog et øjeblik før han fortsatte “Og nu du er flyttet ind, ville det måske være underligt for jer begge.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs nikkede forstående og kunne ikke skjule den lille grimasse over det sidste han sagde. Hun nikkede bekræftende. "Jeg er glad for at hun ikke bor lige ved siden af," indrømmede hun. "Det er i forvejen... Det må også være underligt for dig, nu du... Ved det?"

Han havde jo trods alt ikke anet hvem hun var, før den dag hun blamerede sig selv. Nu... Nu var de gift og han havde kysset hende. I det mindste lignende hun ikke sin søster.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme trak på skuldrene “En smule.” Svarede han, lige så sparsom med ord som han plejede at være “Men nu blev det sådan vores kort blev fordelt.” Potentielt ville det blive mere underligt, slog det ham, for han ville ikke kunne tale med sin hustru om sin væbner, som de fleste andre ville kunne. En rynke krøb ind mellem hans bryn.

[Alaïs af Charenoy]

Aläis så op på ham og registrerede rynken. Hun tog en dyb indånding i den klare luft og rømmede sig lidt.

"Hvad tænker du på, som får dig til at se så alvorlig ud?"