Familiens bånd

[Sophie af Lemaux]

Det var blevet besluttet søskende imellem at det ville gøre alle lidt godt at få lidt luft under vingerne, måske særligt havde det været Sophies opfattelse at Cyran af Lemaux 's unge kone ville have brug for lidt luft forandring og hun vidste at de to søskende skulle tale sammen. Hun vidste også at Cyran ikke kunne blive i særlig lang tid, og det derefter igen var op til hende at bevare familie freden. Hun lagde sin arm under hans og trykkede let sin hånd mod den. Vejret havde været med dem efter den som altid kolde vinter.

Lemaux så altid bedst ud i grøn. Hun trak vejret dybt ind. "Du bekymre dig om din hustru" bemærkede hun let som de klare øjne søgte op mod det velkendte ansigt, selvom alvoren ikke var at skjule. Naturligvis havde Lysanna også ment at det havde været hendes pligt at deltage i den lille ferie, men Sophie havde med nød og næppe overtalt hende til at blive i Levagny et par dage ekstra så de ikke skulle bruge for mange dage under samme tag, selvom lensborgen var stor.

[Cyran af Lemaux]

Cyran kunne ikke bare rejse rundt, som det behagede ham og han havde ikke tid til at være i Lemaux. Han havde dog fået det til at lykkes, men kun for to nætter og så måtte han ræse tilbage til hovedstaden. Det var trættende, men han beklagede sig ikke. Han var ikke typen, der beklagede sig. Det var dog i hans tanker og derfor forventede han ikke ordene fra sin søster. Hans bryn trak sig sammen og han så undrende på hende.

"Naturligvis."

[Sophie af Lemaux]

Sophie vidste at han gjorde hvad han kunne, og selvom de kun var små to dage han var i Lemaux, måtte det være nok. Det havde altid været besværligt at det lå så langt til øst. Hun smilte let, og forstod hans smerte. Det var ikke spor belejligt at være væk hjemmefra, når man burde være et andet sted. Selvom Cyrans plads lige nu var hos hans hustru.

"Du mener en naturlighed fordi du er hendes ægtemand?" Hun betragtede han før hendes blå øjne søgte frem for sig mod en åben mark.

"Men jeg er nødt til at sige at jeg ikke ved hvad du vil have mig til at gøre. Lysanna, utålelig som hun er, er hun gift med vores bror og hun er Lemaux fremtidige Grevinde, så hendes status er allerede højere end min.." Nok havde Sophie altid sagt sin mening men nu var fjenden kommet ind i deres egen lejr og der var stor forskel på hvad andre adelige kvinder kunne finde på at sige om hende, kontra hendes egen familie.

[Cyran af Lemaux]

Cyran bekræftede ikke, primært fordi, han ikke fandt det nødvendigt. Sophie vidste, at det var derfor. Til gengæld rynkede han på brynene over det næste. "Hun er stadig ny i vores familie," indvendte han. "Det falder til den kvindelige gren at vise hende, hvordan det er at være en Lemaux." Hans tanker faldt på Mariote af Lemaux, men han vidste, at hans mor aldrig ville kunne sætte Lysanna på plads. Han ville aldrig bede hende om det.

"Men hvis det fortsætter sådan, må jeg vel tale med Éduin."

Det huede ham ikke. Mænd blandede sig generelt ikke i kvindesager, men han ville gøre det. Mirielis skulle ikke være utryg.

[Sophie af Lemaux]

Sophie ville ikke betvivle hverken Mirielis eller Cyrans bekymring og følelser omkring deres svigerinde, for hun vidste godt hvordan det var. Måske ikke i lige så stor grad som den unge pige, men nok til at det var et problem.

"Hun burde slet ikke være en del af familien" bed Sophie hvis bryn trak sig sammen i en alt for tydelig grimasse. "Selvom jeg frygter at hun har præcis den rette ild som Éduin af Lemaux kan lide" sukkede hun og huskede alt for let hele hans skandale med smededatteren.

"Jeg er bange for at jeg ikke vil være i stand til at opføre mig særlig diplomatisk hvis først hun begynder at åbne munden" sukkede Sophie og skævede til sin bror.

[Cyran af Lemaux]

Cyran lyttede til Sophie, som så mange gange før. Det var intet nyt, at der kom en strøm af ord fra hende og han måtte sortere lidt i, hvor meget der reelt var forventet, at han svarede på. Hans bryn forblev sammentrukne nu og hele misæren gnavede. Generede og stak, aldrig helt ude af hans bevidsthed, hvilket var et problem.

"Du må forsøge," svarede han. "Det kan ikke ende med at blive til en åben krig."

[Sophie af Lemaux]

Sophie var kendt for at tale, både alt og ærligt. Men hun havde ikke holdt sig tilbage, og hun følte at det var vigtigere end noget andet at gøre det klart for Cyran hvordan hun havde det, hvad hun opfangede og hvad realiteten var. Ikke alle bød hendes synspunkter velkommen, men hun havde altid kunne tale med sin bror når der var noget. Hun nikkede stille.

"Jeg kan brygge hende en urtete der får hende til at tabe alt håret, det skal nok få hende til at holde mund" hun lo let, selvom latteren snart døde ud.

[Cyran af Lemaux]

Cyran fnøs dæmpet og skottede ned til sin søster. Nogle gange kunne han godt blive usikker på, hvornår hun var seriøs. Han troede det ikke nu.

"Det er vist at gå til yderligheder," svarede han med en svag trækning ved læberne. Hans bryn forblev dog trukket sammen.

[Sophie af Lemaux]

Sophie smilte let. Selvom hun ikke havde tænkt sig at gøre det, så var alvoren i hendes ord ikke til at tage fejl af. Lysanna truede med at ødelægge deres familie hvis de lod hende gøre det.

"Det er synd for Mirielis at hun ikke længere har modet til at kæmpe for sig selv.. Ved du hvordan hun var da hun havde sin gang ved hoffet?"

[Cyran af Lemaux]

Cyran rynkede på brynene. Han vidste ikke, at Sophie havde haft kendskab til Mirielis inden ægteskabet, men fornemmede det nu.

"Nej?"

[Sophie af Lemaux]

Sopgie kendte ikke Mirielis på det personlige plan, men hun kendte af hende og havde hørt de fleste snakke selvom hun ikke ville tage halvdelen af de dårlige rygter til sig. "Hun trådte engang en gift adelsmand over foden imens de dansede, fordi han havde gjort tilnærmelser mod hende." Hun smilte ved tanken; noget hun selv ville have haft gjort.

"Jeg så hende også engang ude til Solgudens optog, alt for tidligt for så ung en adelsfrøken at rende rundt uden opsyn.. Hun var så fuld af liv og mod" hun stoppede op og lagde sin hånd mod hans arm. Blikket gled i med hans.

"Noget må være hændt hende siden hun ikke længere har det mod. Hun er oplært af Helene af Suilleaux og hun ved om nogen hvordan man sætter sådan nogen piger på plads."

[Cyran af Lemaux]

Cyran rynkede let på brynene. Noget af det, det med optoget, havde Mirielis selv fortalt ham. Historien om den livlige pige fik ham ikke til at smile, fordi hun ikke var sådan nu.

"Jeg tror ikke, at jeg er, hvad hun ønskede sig," konstaterede han dæmpet. Frygtede at det var det, selvom han altid ville være god ved hende.

[Sophie af Lemaux]

Sophies blik var mildt og han havde ondt af ham, for selvom Mirielis var en sød pige, så bragte hun alligevel en bekymring med sig som man ikke kunne undgå. Både fordi ægteskabet var arrangeret, og fordi at Cyran havde andre forpligtelser.

"Du er ingen fremtidig lensherre" bemærkede hun som øjnene blev små et flygtigt øjeblik. "Men du er en god og omsorgsfuld mand, Cyran. Du er den bedste af os" slog hun fast og klemte let om hans arm.

[Cyran af Lemaux]

Cyran tog en indånding og smilede svagt, men det nåede ikke hans øjne og han rystede bare lidt på hovedet over udtalelsen om, at han skulle være den bedste.

"Mirielis ønskede at blive lensfrue," konstaterede han. "Skulle have været det."

[Sophie af Lemaux]

Sophie sukkede let. "Muligvis var det hvad hun havde forberedt sig på, men ud fra hvad jeg høre og hvad jeg ved om hende har det ikke været hendes drøm" forsøgte hun sig, selvom hun ikke anede om hun overhovedet om det hun sagde hjalp.

"Har du overvejet at i måske skal have en hudærlig snak med hinanden?"