Den anden banehalvdel [s]

[Guillaume Hoftjener]

Det var en særlig aften for de adelige gæster, ikke så anderledes for Guillaume. Hans pligter var de samme som altid, men hav havde intet problem med det og stod ganske rank på sin plads ved væggen, hvor kronprinsen let kunne få fat i ham.

Han så ikke direkte på nogen af gæsterne, for det ville være ganske upassende. Hans opmærksomhed blev svagt fanget, da netop kronprinsen og rejste sig og annoncerede noget om underholdning.

Det var dog først, da en gøglertrup blev vist ind og hans blik tilfældigt strejfede Denis Trouvère, at han pludselig var helt lysvågen. Luften sad fast i halsen.

[Denis Trouvère]

Gøglertruppen havde været tæt på at rejse, da de blev hyret til den yngste prins' fødselsdagsfest. Det kunne man ikke afslå, så de var blevet i Levagny og Denis, rastløs som altid, havde forgæves håbet at Guillaume ville opdage det og komme på besøg igen inden da. Han anede ikke, at han havde en finger med i spillet.

Han var heller ikke, på nogen måde, forberedt på at få øje på ham i skyggerne, imens hans bror præsenterede dem for gæsterne. Da han gjorde, blev hans blik dog intenst.

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume havde ikke anet, at det var lykkedes for buddet at finde gøglertruppen eller at Elyot rent faktisk havde hyret dem. Hans læber faldt lidt fra hinanden og i nogle enkelte sekunder stirrede han slet og ret på Denis.

Så huskede han sig selv og endnu mere, hvor han var og fik hastigt sit ansigt tilbage i passende folder. Hans hjerte tordnede dog pludseligt afsted og hænderne bag ryggen strammede sig hårdt om hinanden.

Han hørte knapt nok præsentationen. Det krævede alt, hvad han havde kun at lade blikket strejfe hver enkelt gøgler, som var han moderat interesseret.

[Denis Trouvère]

Denis vidste at Guillaume var tjener, men som han stod der i det mindre selskab omkring den unge prins' fødselsdagsfest, måtte han være en af de kongeliges tjener. Det var ufatteligt for gøgleren, som dog måtte rive sin opmærksomhed væk, da han blev præsenteret.

Snart var underholdningen i fuld gang og han gjorde sit arbejde som han skulle, men var ikke i sit es. Han var dybt distraheret og nærmest lettet, da de var færdige.

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume ville ikke kunne have sagt om det var en god forestilling. Han var alt for optaget af ikke at stirre utilsløret på Denis og endnu mere af ikke at afsløre sig selv. Han var normalt en mester i påtaget indifference.

Han formåede at undlade at følge gøglerne ud med blikket, da de forlod salen og han stod der lidt, mens tankerne summede om Denis. Han kunne ikke opsøge ham der, det var utænkeligt...

Og alligevel. Det var ham ikke forbudt at gå, bare for en kort stund, hvis hans ekspertise var behøvet blandt de andre tjenestefolk. Han havde en vis status og agerede fra tid til anden leder. Det misbrugte han nu, som han lidt efter dukkede op i baglokalet til festsalen. Her var gøglerne blevet bænket med et måltid mad, altimens der var et rend af tjenestefolk. Han stoppede en af dem, stillede et relevant spørgsmål og lod ganske kort sit blik fare mod den muntre flok.

[Denis Trouvère]

Det var en lettelse at være ude af den fine sal og bænket til et måltid mad på kronprinsens regning, men Denis var i svagt chok og hvis han ikke havde været fattig og altid sulten, ville han have undsagt sig måltidet. Som det var, kunne han ikke drømme om at sige nej til mad.

Han gik dog lidt i stå, da han spottede Guillaume. Sad med en ske hævet, som han ikke puttede i munden.

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume burde slet, slet ikke stå der. Der var en grund til, at han ikke havde fortalt Denis noget om sig selv. Gøgleren havde nok på ham til at ruinere ham fuldkommen og selvom han ikke ville tro det, var der en svag bevidsthed om, hvor let et mål han ville være for afpresning.

Det var dog ikke det, der dominerede i hans tanker nu. Deres blikke mødtes, selvom han samtidig rent faktisk formåede at opretholde den praktiske samtale med pigen. Han burde gå tilbage nu, men han havde et brændende behov for at udveksle bare et enkelt ord. Spørgsmålet var at finde i hans blik. Kunne de mødes, bare et kort sekund?

[Denis Trouvère]

Denis sænkede skeen igen og undskyldte sig selv, selvom ingen var optaget af ham - heldigvis. Han bevægede sig mod rummets ende og passerede Guillaume på vejen uden at lade sig mærke med det.

Snart var han ude i den kølige uopvarmede gang og tog en dyb indånding. Tjeneren måtte dukke op om lidt. Han strøg håret om bag sine ører og lænede sig op af væggen.

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume så ikke på Denis, da han bevægede sig, men det betød ikke, at han ikke var fuldt ud bevidst om det. Han blev stående lidt, til det ikke var åbenlyst, at han fulgte efter og gik med sin sædvanlige aura af proper arrogance.

Det faldt, da hans blik faldt på gøgleren med de skarpe kindben, halvt skjult af den begrænsede beslutning. "Denis," åndede han dæmpet, chokeret over at høre en smule hæshed i sin stemme.

[Denis Trouvère]

Denis' blik gled op over Guillaume, tog ham fuldt ind og trak vejret ned i lungerne.

"Du er kongelig tjener? Er det på grund af det, at vi er her i dag?"

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume var ikke en mand, der let blev forlegen, men nu så han ganske givet næsten sådan ud. Han klarede halsen dæmpet og det var mange års træning, der hindrede ham i at klø sig lidt i træning.

"Det... Er ikke utænkeligt, at jeg nævnte jer for Hans Kongelige Højhed," svarede han. "Men jeg vidste ikke, at han havde hyret jer."

[Denis Trouvère]

Denis rynkede panden dybt og nikkede så, ganske distraheret af at se Guillaume.

"Vidste du at vi stadig var her? At du kunne finde mig?"

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume blinkede, let overrasket over spørgsmålet. Så rystede han på hovedet.

"Naturligvis ikke," svarede han, mens brynene trak sig sammen. "Så havde jeg opsøgt dig."

[Denis Trouvère]

Forsikringen fik Denis til at sænke skuldrene. Så smilede han ganske svagt.

"Kongelig tjener, hm? Jeg vidste du var fornem. Bare ikke hvor fornem..."

Han tiltede hovedet let.

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume rømmede sig dæmpet, men så ikke skamfuld ud. Han var stolt af sit arbejde, men han forventede også, at det var forståeligt, at han ikke havde bralret ud med det.

"Jeg antager, at det vil få dig til at holde fast i dit valg af kælenavn," bemærkede han, en kende tørt og skød et bryn let op. Det rykkede dog svagt ved hans læber.