Breve mellem Heinrich og Emblin

[Emblin af Bar Van]

Et par uger før midvinter, år 839 

Emblin af Zorete havde altid holdt af at skrive breve. Det var ikke uhørt for en ung, adelig kvinde at bruge tid på korrespondancer, men hun brugte nok en del flere timer end de fleste. Hun yndede at sende hilsner til alt fra venner til fjerne slægtninge og det forekom hende ganske naturligt at sende kondolencer til regentparret i Gestraria og samtlige af sine grandfætre- og kusiner, da hendes mormors søster - enkedronningen af Gestraria - gik bort. Det var ikke uvant for hende, at hendes breve forblev ubesvarede eller i hvert fald blot besvaret med en anerkendelse og ingen afsluttende spørgsmål, der kunne give anledning til endnu et brev. Det tog hun ikke som nogen fornærmelse, men til gengæld glædede det hende, når et svar af og til skilte sig ud.

Hun havde ikke forventet sådan et svar fra hendes grandfætter, prins Heinrich af Bar Van , men det var kommet og hun havde straks sendt et brev tilbage. Sådan var deres korrespondence startet og lidt mere end et halvt årti senere, udvekslede de stadig breve. Ikke altid med den samme hyppighed, men de kom troligt og Emblin blev glad hver eneste gang. Hun nød at gå i paladsets have og fundere over, hvad hun skulle svare og hvilke spørgsmål hun skulle stille, før hun om aftenen satte sig ned og troligt skrev.

Kære Heinrich

Som altid glæder det mig at høre fra dig. Jeg skammer mig ikke det mindste over at indrømme, at det altid er et lyspunkt at modtage seneste nyt fra dig og høre, hvad du har bedrevet siden sidst. Særligt din fortælling om det, af mangel på bedre adjektiver, dramatiske dystløb var ganske gribende - og må jeg gratulere med sejren.

I Levagny er vi blevet ramt af midvinterforberedelserne. Det slår mig, at det for mange er lige så hektisk, som det er festligt, men jeg nyder det nu en god del. Paladset er ganske smukt, når det er pyntet og sneen er faldet. Det gør naturligvis vejen fra byhuset en anelse mere træg, men du skal ikke høre en klage fra mig.

Midvinter er formentlig både kommet og gået, når mit brev når frem til dig, men jeg vedlægger alligevel en ydmyg midvintergave. På nuværende tidspunkt har du allerede set den, så jeg afslører intet ved at sige, at jeg altid har anset rosmarin for en oplagt gave til højtiderne. Det siges, at en kvist under hovedpuden skulle afværge mareridt og besøg fra onde ånder. Tror du mon på den slags? Gør jeg? Om ikke andet, så giver det vel sengelinnedet en behagelig duft.

Med alle ønsker om en glædelig midvinter til dig og dine nærmeste

Emblin

Vedlagt er en tørret kvist af rosmarin i blomst.

[Heinrich af Bar Van]

Kæreste Emblin,

Du får mig til at rødme og skamme mig, for ikke at have sendt dig en midvintergave i mit sidste brev. Nu er sæsonen, som du selv skrev, kommet og gået, men de første forårstegn har også vist sig, så det lykkedes mig at finde den fineste lille lyserøde æbleblomst og få den presset. Jeg håber, at den har holdt til turen, som din gave gjorde det. Jeg tør knapt fortælle hvilken del af mit tøj jeg har lagt den i, for at sprede sin gode duft. Så ville jeg rødme dybere endnu.

Hvordan er foråret i Levagny? Her er det mildt og smukt og alle haster udenfor for at nyde det til fulde. Kvinderne klæder sig i lyse farver og der bliver spist friske skud til mange at vores måltider.

Jeg bliver snart sendt ud på en mission igen, så jeg beklager hvis du må vente lidt på mit brev, men trods dine forsikringer, kan jeg heller ikke lade være med at tro, at jeg er den, der nyder vores brevveksling mest af alt.

Fortæl mig i dit næste brev om din brors børn og jeres hverdag sammen. Jeg vil høre mere om de mennesker, der er i dit liv. Vil du mon høre mere om mine - eller om om forårsblomster i Gestraria?

Din, troligt
Heinrich

[Emblin af Bar Van]

Trolige Heinrich,

Du ved vel nu, at jeg har ganske høje tanker om dig og derfor kunne jeg aldrig tro, at du med overlæg ville insinuere noget så intimt, at det skulle resultere i din rødmen - eller min. Af netop denne årsag vil jeg stryge hurtigt videre og takke dig for blomsten. Den tapre lille soldat har klaret rejsen ærefuldt og befinder sig nu (andægtigt, fristes jeg til at tilføje) mellem to af siderne i min dagbog.

Foråret er blevet lunt og vi mærker her, at sommeren truer. Er det mon bedst at være ridder på mission, når det er varmt eller ej? Uanset svaret lover jeg, som hver gang, at holde dig og din sikkerhed i tankerne.

Jeg deltager i mellemtiden i mine egne, store slag. Dagligt bliver jeg uforvarende fanget i dramatiske sværdkampe, uden andet end mit eget kløgt og vid til at redde mig ud af den penible situation. Jeg må sande, at min egen karriere som ridder nok havde været kortlivet, for jeg er ganske gul og blå fra min forsøg på at hindre Arnott og Esclarmonde på at spidde hinanden på deres træsværd.

Var det mon et glimt som det, du ønskede? Jeg tør sige, at jeg med glæde vil høre om snart set alt, du kunne finde på at fortælle mig. Hvad glæde over breve angår, så lover jeg, at min vil være særligt stor, når du skriver, at du er sikkert hjemme. Lov mig, hvis jeg må være så forudindtaget, at sende mig et nyt brev da.

Håbefulde tanker,

Emblin

[Heinrich af Bar Van]

Kæreste Emblin,

Det er lykkedes dit brev at finde mig. Jeg håbede, at der ville vente et på mig, når jeg kom hjem, men forestil dig min glæde, da der kom et bud hjemmefra og han havde dit lille brev med sig.

Jeg er mere end glad for at høre om dine små slag derhjemme. Hvis vi var samme sted, kunne jeg lære dig lidt basal fægtning, så du kunne klare dig imod de to brutale små krigere i dit liv.

Her er det sommer. Under en udsending er varmen både en fordel og en pine, men jeg ville aldrig drømme om at fylde vores breve med detaljer om forbrændte næser og voksne mænd, der besvimer i heden. Jeg lå hellere på en smuk eng og så op på skyerne, men der er arbejde at gøre og fantasierne må vente til et andet land.

Hvordan ville du helst tilbringe en smuk sommerdag, Emblin? Og hvis du ønskede dig det - hvordan ville du mon tilbringe en dag med mig?

Jeg håber mit brev finder dig. Kommunikation er lidt kompliceret her i felten.

Din trofaste
Heinrich

[Emblin af Bar Van]

Kære Heinrich,

Hvilken uventet glæde det var at høre fra dig så snart. Jeg føler en vis ære over, at du har fundet tiden til at svare mig midt i din prøvende tid. Måske er det sandt, at du nyder vores brevudvekslinger lige så meget som jeg, skønt det forekommer mig næsten umuligt. Som jeg skriver dette, mærker jeg et smil trænge sig på.

Jeg har brugt megen tid på at tænke over dit spørgsmål. Varmen giver tid til den slags, for det er ofte nødvendigt at finde en sval korridor eller en skyggeplet i haven. Måske skulle jeg følge din drøm om at kigge på skyerne, bare for en stund. Så ville jeg i hvert fald tænke på dig.

En dag sammen, du og jeg. Hvilket under, det ville være. Mon det ville være anderledes at tale med dig, end blot at læse dine ord? Jeg har læst så mange af dem nu, at jeg synes, at jeg kender din stemme, skønt jeg aldrig har hørt den. Når jeg læser dine breve, er det som om, at du er her og har vi da ikke tilbragt mange dage sammen allerede?

Pas godt på dig selv - med ønsket om endnu mange dage i dit selskab.

Emblin

P.S. Jeg fandt en firkløver, da jeg lagde mig på engen for at se på himlen. Jeg kan ikke tænke andet, end at den må være tiltænkt dig, så jeg vedlægger den i mit brev.

[Heinrich af Bar Van]

Kære Emblin,

Jeg sidder her med din firkløver og tænker tilbage på alt hvad vi har skrevet om i tidernes løb. Alt det liv, der er passeret, imens vi har kendt hinanden så godt, uden nogensinde at kende hinanden helt rigtigt. Det er pudsigt. På nogen måder kender du mig bedre end nogen anden.

Jeg håber derfor også på at få dine lykønskninger og velsignelse med på vejen, når jeg fortæller dig, at mine forældre er ved at arrangere mit ægteskab med en komtesse fra netop dit land. Jeg kan endnu ikke nævne hendes navn, selvom jeg længes efter at skrive det og få din mening at høre om hende.

Jeg skulle gerne have levet mit liv som den evige ungkarl, men en prins er blot en brik i et større, politisk spil og forhåbentlig vil endnu en ægteskabsalliance, ud over min søster Orielle af Falanie's og din mormors, danne en tættere alliance mellem vores to lande. Tænk dig - måske kommer jeg endda til Falanie en dag på besøg. Gad vide om jeg kan opstøve dig, så?

De bedste hilsner
Heinrich

[Emblin af Bar Van]

Kære Heinrich,

Jeg har været længe om at svare dig denne gang og det beklager jeg. Livet, siger man vist. Jeg skal spare dig for mine begrundelser.

Jeg var overrasket over at høre om din forlovelse, omend jeg ikke kan sige hvorfor. Det er jo, som du selv skriver, ganske givet for en prins. Du bad om mine lykønskninger og min velsignelse og selvom jeg betragter sidstnævnte som, lad mig være ærlig, redundant fra min side, så vil jeg give dig førstnævnte i overflod.

Du og jeg ved begge, at vores breve er et udtryk for et usandsynligt, men jeg vover også at kalde det inderligt, venskab. Det forekommer mig dog, at det kunne mistolkes. Jeg tænker naturligvis særligt på din kommende hustru. Vil hun bryde sig om vores korrespondance?

Det tror jeg ikke, at jeg ville.

Du er, skønt vi aldrig har mødtes, en af mine kæreste venner. Jeg vil lade spørgsmålet være op til dig og blot sige, at jeg har været og er taknemmelig for alt, hvad vi har delt.

Din veninde

Emblin

[Heinrich af Bar Van]

Kære Emblin,

Jeg er chokeret over dit brev, der finder mig hjemme i hovedstaden igen, efter endnu en kortere udsending. Jeg deler ikke din mening om, at der er noget, der kan tolkes som noget andet end et - som du selv skriver - inderligt venskab. Jeg ser heller ingen grund til at debattere mine venskaber eller korrespondancer med min potentielle, fremtidige hustru og ikke den fjerneste grund til at vores skulle ophøre.

Såfremt du finder det upassende at korrespondere med en fremtidig gift mand, vil jeg ønske dig det bedste fremadrettet, men det er ikke mit ønske og jeg er dybt skuffet over din manglende tiltro til mig, som har været dig en hengiven korrespondent i alle disse år. Jeg havde forventet mere af dig.

Din ven,

Heinrich

[Emblin af Bar Van]

Til Heinrich,

I den oprindelige version af dette brev, lagde jeg ud med en udstrakt undskyldning, men efter nogen betænkningstid, føler jeg ikke længere nogen impuls til at undskylde. Mit seneste brev blev sendt med de bedste intentioner for din og din fremtidige hustrus lykke, og dit svar efterlod mig ganske ulykkelig i adskillige dage.

Som du ved, betragter jeg mig selv som realist. Mit seneste brev var ikke et udtryk for manglende tiltro til dig, men snarere en foregriben på begivenhedernes gang. Hvis jeg har givet det indtryk, at jeg hellere var vores korrespondence foruden, så er jeg alligevel ikke så kompetent en brevskriver, som jeg forleder mig selv til at tro.

Så lad mig understrege det: Tanken om, at dette skulle være det sidste brev mellem os, gør mig så inderligt trist, at jeg dårligt kan skrive ordene.

Og derfor vil jeg lade det blive ved det.

Emblin

[Heinrich af Bar Van]

Det var længe siden det sidste brev fra Falanie var ankommet. Heinrich havde tænkt sig st svare, men han vidste ikke hvad og så forsvandt dagene og brevet forblev på hans skrivebord indtil det tidspunkt, hvor krigen blev erklæret officielt og han skulle pakke sammen og forberede sig på ikke at komme tilbage i måneder, måske år, måske aldrig.

Han satte sig ned med en pen og fik sine tanker på papir.

Kære Emblin,

Måske er dette det sidste du hører fra mig. Ikke fordi vi har haft en kontrovers over noget så tåbeligt som at vi begge holder for meget af hinanden, til trods for at vi aldrig har set hinanden. Nej - som du må have hørt når dette brev når dig, er Gestraria i krig med Wufrurg og jeg rejser til fronten i morgen. Jeg håber og tror på vores troppers sejr, men intet er garanteret og jeg kunne ikke tillade, at det sidste mellem os var hårde ord.

Jeg er klar til at dø. Jeg ønsker det ikke, men jeg vil lade mit liv for Gestraria, hvis jeg må. Hvis jeg ikke vender tilbage skal du vide, at du har været mig en nær ven gennem alle disse år. Jeg holder af dig og jeg håber på alt det bedste for dig.

Tænk på mig i dine bønner. Er dette mit sidste brev, så pluk en blomst og giv den til Mithras i mit navn. Glem mig ikke. Det er vel alt hvad en soldat ydmygt kan bede om.

Lad os ikke huske de hårde ord.

Dybfølt,

Heinrich

[Emblin af Bar Van]

Kæreste Heinrich,

Jeg ved ikke, om mit brev nogensinde vil nå frem til dig eller hvor, jeg skal adressere det til, men jeg må ikke desto mindre skrive det og blot håbe på, at det en dag finder ind i dine hænder. Det må det gøre, for jeg kan ikke holde tanken ud om, at du aldrig får at vide, hvor kær du er mig.

Det er mit inderlige ønske, at fortid er fortid og kun endnu mere, at der endnu er en lang fremtid foran os. Foran dig, min tapre ven. Du er i både mine bønner og mine tanker og jeg tror ikke, at jeg skal hvile roligt igen før den dag, hvor jeg hører, at du er sikker. Ikke hvis, men når, for mit hjerte kunne ikke bære andre udfald.

Jeg vil ikke skrive meget mere. Jeg forventer ikke et svar, men beder blot til at mine ord finder dig. Jeg sender dig også en presset stilk af kongelys. For beskyttelse og mod. Jeg beder til Guderne, at de vil skænke dig det.

Med al hengivenhed

Emblin

[Heinrich af Bar Van]

Efteråret 842

Kæreste Emblin,

Jeg lever. Jeg kan intet skrive om min placering i tilfælde af at brevet kommer i de forkerte hænder og jeg ved ikke om eller hvornår dette brev når dig. Dit har endelig nået mig. Velsignet var det at læse dine blide ord. Jeg ønsker at overleve, så jeg igen kan modtage dem på mere fast basis.

Jeg har begået en enorm fejl og som følge er jeg i tvivl om hvorvidt min familie nogensinde vil sige mig milde ord igen. Jeg har mistet noget dyrebart. Uerstatteligt. Jeg bliver passende straffet, omend jeg er i tvivl om hvorvidt der findes en straf hård nok. Det var ikke med min gode vilje, men sket er sket og nu vansmægter jeg et sted jeg ikke ønsker at være. Jeg drømmer mig væk til vores blomstereng, Emblin, hvor du ville finde ene firkløvere og blå markblomster, som ville danne den kønneste krone på dit hoved.

Jeg håber mit brev når dig. Jeg håber flere af dine når mig. Jeg er dig taknemmelig for dette lille øjeblik af normalitet.

Din ærbødigst,

H

[Emblin af Bar Van]

Kære Heinrich,

Jeg kan ikke beskrive min lykke over at modtage dit brev, trods dets vemodige indhold. Jeg vil være dig evigt taknemmelig for dette livstegn, og hvis mine ord kan bringe dig den mindste smule lindring, så skrev jeg dem gerne i tusindvis.

Jeg ved ikke, om jeg bør spørge, hvad der er hændt eller om du ville eller kunne fortælle mig det. Jeg bekymrer mig og uden at kende mere til sagens natur, fortæller din anger mig, at du straffer dig selv hårdere end nogen anden. Jeg kan ikke sige, om det er retteligt eller ej, omend jeg tvivler, min kære ven, men jeg vil ikke spørge. Vid blot, at du altid kan lette dit hjerte til mig, sådan som du har gjort det nu, gjort det tidligere og jeg selv har gjort det til dig. Jeg håber blot, at du en dag finder glæden igen, for det slår mig, at den nær er udslukt.

Måske kan jeg tilbyde en distraktion? Mit liv er utvivlsomt ganske begivenhedsløst ved siden af dit, men jeg tænker for mig selv, at det kunne være en velkommen forandring for hvad end strabadser, du befinder dig i.

Enhver ved at det er dårlig skik at tale om en kvindes alder, men fordi du er min fortrolige ven, indvier jeg dig alligevel i, at jeg om blot få måneder runder tredive vintre. For nogen er det nok et skræmmende tal, men for mig betyder det, at der langt om længe ikke er flere forventninger til, at jeg skulle indgå ægteskab. Det er en lettelse for mig og langt om længe kan jeg med ro i sindet hellige mig mine nevøer, mine bøger og hvad der nu ellers er ganske tilforladeligt for en erklæret pebermø. Jeg ser ganske frem til det.

Jeg holder dig fortsat i mine bønner og i mine tanker og jeg håber inderligt, at jeg snart kan holde endnu et af dine breve i mine hænder.

Din fortrolige

Emblin

[Heinrich af Bar Van]

Efteråret 843

Kære Emblin,

Jeg takker for dit sidste brev, som først nåede mig for ganske nylig. Dit forsøg på at undskylde mig varmede og jeg må tilstå at det var den første ting i en tid, der fik mig til at smile.

Så meget tid er passeret nu. Et år siden jeg sidst sad og skrev til dig fra Shoberbach. Krigen er slut, blandt andet takket være dine landsmænds indsats. Jeg er vendt hjem til hovedstaden, men det føles ikke hjemligt. Ikke længere. Det er en forbandet ting, at være i krig. Alt hvad jeg har set og de ting man ikke bør fortælle en adelsfrøken nogen detaljer om.

Min forlovelse i Falanie blev sat på hold ved krigen og måske er den unge kvinde gift bort. Måske ikke. Uanset hendes status, har jeg anmodet mine forældre om ret til at drage til Falanie og afprøve muligheden. Jeg må væk herfra. Jeg føler det som er jeg ved at kvæles. Jeg må væk.

Mon jeg støder på dig, min inspirerende ven, i Levagny? Det ville være mig en stor fornøjelse at gøre dit bekendtskab i virkeligheden. Skulle jeg mon tiltale dig "Nådigfrøken" eller er vi så intime, at jeg må bruge dit fornavn ved vores første møde? Den slags banale overvejelser er gode at fylde hovedet med. Så tænker jeg ikke så dystert.

Et brev vil ikke nå mig på min vej mod Falanie, men jeg vil tro mit brev når dig før jeg er i Levagny. Du kan finde mig på paladset omkring begyndelsen af januar måned.

Din, taknemmeligt

Heinrich

[Heinrich af Bar Van]

Sendt til Emblin af Bar Van dagen efter brylluppet i Zorete. Vedlagt er en tørret stilk med liljer

Kæreste Emblin,

Mine dybeste beklagelser for den ydmygelse jeg udsatte dig for i går. Min intention var så langt fra resultatet og jeg ved snart sagt ikke hvordan jeg nogensinde skal undskylde nok eller gøre det godt igen. Jeg mente ikke mine ord på den måde de kom ud - som et svar på ekstremt nysgerrige adelsfruers spørgsmål til naturen af vores lange, inderlige venskab. Jeg påtager mig dog den fulde skyld og kaster mig for dine fødder i håb om tilgivelse, omend jeg har forståelse for at det kan tage tid.

Jeg havde sendt en hel buket liljer, men de blomstrer ikke før til april, så tilgiv mig også denne ringe erstatning.

Din, mest ærbødigt og undskyldende

Heinrich