To civilister

[Micah Brygger]

Micah tilbragte dagene med at humpe rundt, støttet til sin stok. Nætterne sneg han sig ofte ud, omend der var grænser for hvor meget han kunne snige. Efter Franceis' dramatiske afrejse mod syd i vrede, var Olivier begyndt at læne sig mere og mere på sin ældste søn og Dina eller ej, lod det til at han ikke tøvede meget mere med hvem hans arving ville blive.

Denne aften stod Micah derfor i baren og skænkede øl op. Stokken var lænet mod tønden, klar når han skulle bruge den. Han talte med mange bekendte på vejen, men der var et ansigt han ikke havde forventet at se. Udtrykket af overraskelse var åbenlyst, da Estienne af Chales pludselig stod foran ham. Han blinkede. 

"Hvad fanden? Chales?"

[Estienne af Chales]

Estienne havde efterhånden et brændende behov for at komme væk fra Levagny. Den eneste grund til, at han var der endnu, var dusøren, som han havde opgivet alt for at få fat i og som han endnu ikke havde fået. Han var nede på sine allersidste håndører. En nat eller to mere, så kunne han ikke få tag over hovedet og det næste ville blive måltiderne.

Når han fik pengene, ville han rejse. Tage arbejde, hvor han kunne få det og sætte alt ind på at redde sin fremtid. For nu måtte han vente og han havde dybe furer i ansigtet, da han - en kende modstræbende - trådte ind på den kro, han ellers før havde frekventeret, da han endnu var soldat. Han så sig rundt efter ansigter, han ikke havde lyst til at konfronteres med og fandt dem til alt held ikke.

Han havde dog heller ikke forventet, at han ville ende foran et, som han gerne ville se og øjenbrynene fløj op. Fik ham til at se mindre sammenbidt ud, bare et øjeblik. "Aubergiste," sagde han forbløffet. "Hvad har du gjort af din uniform?"

[Micah Brygger]

Spørgsmålet var oplagt. Micah kunne lyve og sige at han havde en fridag, som han brugte hos familien, men det ville være usandsynligt at Chales var her så kort tid, at han ikke fik brug for at bevæge sig. Så ville løgnen alligevel træde frem. Han valgte i stedet at eje den og tog en dyb indånding. Greb stokken og så alvorligt på sin gamle makker.

"Slaget ved Shoberbach," konstaterede han. "Nu er vi blot to civilister. Vin?"

[Estienne af Chales]

Estiennes blik faldt og forståelsen gryede, men han undlod at se på soldaterkammeraten med medlidenhed. Han ville ikke ønske at blive ynket, hvis det havde været ham selv - på mange måder havde det været en mere værdig vej ud.

Han brummede forstående, før han så op igen og rystede på hovedet. "Lad det blive øl. Det er trange tider," svarede han, overraskende ærligt, men Micah havde vidst lige så vel som alle andre, hvilket øgenavn han gik under og han havde færre kvaler ved sandheden overfor en, der ikke tilhørte adelen. En ven, måske.

[Micah Brygger]

Micah nikkede. Han vidste hvad Chales var blevet kaldt. Han forstod ikke rigtig at adelige for alvor kunne være fattige, men det var efter sigende hvad de var.

"Et glas vin på huset," erklærede han, fordi det var noget han selv kunne gøre. En venlig handling, som ikke krævede medlidenhed mellem nogen af dem. "Og en fortælling fra de varme lande. Hvad har du lavet siden jeg så dig sidst?"

[Estienne af Chales]

Estienne så den anden mand an et øjeblik, før han nikkede sin tak. Sandt at sige, så ville et glas vin falde på et tørt sted. Han kunne godt bruge noget stærkere til at glemme helt, men det var bedre end tynd øl. Han slap en hørlig udånding.

"Digter du stadig sange?" spurgte han. "Der kan sikkert komme en god en ud af min fortælling. Men den er lang."

[Micah Brygger]

Micah greb en flaske og skænkede op til Estienne i et krus. Han rakte det over og brummede let.

"Ikke for tiden," konstaterede han. Han havde ikke tænkt sig at komme ind på årsagerne.

"Den korte udgave? Hvad bringer dig til Levagny?"

[Estienne af Chales]

Estienne nikkede let og tog imod kruset. Han tog en tår og så lidt ned i det, mens han forsøgte at styre impulsen til at tømme det helt bare for at kunne fortælle. Samtidig var det ved at æde ham op at gå med.

"Jeg fandt en ung adelskvinde i Odriara, som blev kidnapper fra sin familie for omtrent femten år siden. På rejsen tilbage rev bølgerne mig i havet og det slog mig næsten ihjel, men nu er hun hjemme hos sin familie."

[Micah Brygger]

Micahs bryn skød op og han skænkede sig selv et lille krus af den samme vin, som han havde givet Estienne.

"Hold da... Jeg tror jeg må bede om den lidt længere udgave. Hvordan fandt du hende? Hvordan genkendte du hende? Hvordan faldt du overbord?"

[Estienne af Chales]

Estienne forventede reaktionen og han gav sig til at fortælle. Da han nåede enden, kunne han ikke skjule en let bitter undertone og han lignede i høj grad en mand, der havde mistet, fremfor en mand, der havde vundet.

"Så. Var det ikke en historie?"

[Micah Brygger]

Micah stod halvt op af baren og havde sit bæger med vin svævende i luften fra den ene hånd, uden at tænke på at drikke. Han blinkede, da Estienne stillede et spørgsmål og tog en dyb indånding, fuld af tyngden fra historien.

"Så... Du elsker hende," konstaterede han og tøvede kun en lille smule. Rundt omkring Estienne lød enig brummen. Andre havde lyttet med.

[Estienne af Chales]

Estienne havde ikke opdaget, at der var andre, der lyttede med og af samme grund gav det et mindre sæt i ham, da han hørte den istemmende brummen. Han så kort til siden, før blikket vendte tilbage til soldaterkammeraten.

Her forventede han at blive mødt af impulsen til at le af ordene og slå det hen, men han var i sidste ende ikke blind for sine egne følelser og brummede bare bittert.

"Det er underordnet," konstaterede han i stedet. "Jeg kan ikke tilbyde hende noget, som hun ikke er bedre tjent med at være fri for. Det er lettest, hvis hun bliver ved med at tro, at jeg narrede hende."

[Micah Brygger]

Micah hævede et bryn over reaktionen. Han havde måske nok idiotisk tænkt det samme om Dina, men han var da blevet lidt klogere.

"Er det ikke en anelse arrogant at tro, at du ved det bedre end hun gør? Ud fra din fortælling lyder det som om hun også elsker dig..."

[Estienne af Chales]

En muskel rykkede sig lidt ved Estiennes kæbe, men han anfægtede ikke de sidste ord. Han var ikke i tvivl om, ikke for alvor, at Ysa gengældte hans følelser. Det var ikke det, der var problemet.

"Nej. For jeg ved bedre. Hun kender intet til min situation eller min familie. Det skal snart nok nå hende og jeg vil ikke trække hende ned med mig."

En lille stemme i hans baghoved pippede op. Hviskede noget om, at der kunne komme en dag, hvor hans far var død og han havde reddet sit len... Men det var år væk og måske aldrig en realitet. Ysa ville for længst være gift til den tid.

[Micah Brygger]

Micah løftede hånden til nakken og kløede sig let der. Han tøvede et øjeblik, men tog så ordet med hans umiddelbare tanke.

"Og hvorfor... Var det ikke dig, der fortalte hende det? Hvorfor skal hun absolut høre det fra andre?"

Han greb vinflasken. "Jeg beklager, Chales. Måske vil du bare gerne bekræftes i dit dårlige valg, men jeg har rigtig god erfaring med dårlige valg og jeg vil nødig se dig gøre lige så dumme ting som jeg selv har gjort."