Stilhed før stormen [S]

[Andryr af Tource]

Andryr ville nødigt indrømme at han slet ikke tænkte på hvordan Enora havde det, og om hun overhovedet reelt havde lyst til det. Han havde, og måske lå der mange års begær til den tidligere veninde gemt, der nu fik lov til at se dagens lys. Men det var dog noget han stadig ønskede at holde fra hende. Man kunne aldrig vide hvem der lyttede ved døren. Hans blik var mørkt som han betragtede hende sprede sin ben villigt for ham.

Hans hænder gled over hendes knæ og ned af inderlårene. Han trak vejret dybt ind før han slap hende og i stedet begyndte at løsne sit bælte så han kunne få sin tunika og resten af sit tøj af. Værelset var mørkt, men hun ville alligevel kunne ane hans fysik i det svage lys fra månen der skinnede ind gennem de små vinduer.

Læberne blev presset let mod hinanden før han lænede sig ned mod hende, dog fangede han ikke hendes læber med sine og plantede i stedet kys ned langs hendes hals, mellem hendes bryster og videre over maven. Uden at forberede hende stødte han sine læber mod hendes varme skød og stak tungen ind med de fugtige læber.

[Enora af Zorete]

Enora var ikke en jomfru længere, hvilket var en stor hemmelighed, men den første mand hun havde været sammen med, havde ikke været så gavmild som Andryr. Enoras oplevelse af elskov var rimelig hårdhændet og hun gik ud fra at Andy ville være ligeså. Hun adlød blot og ventede på det der måtte komme, mens hun betragtede ham mens han tog tøjet af. Andy var en flot mand og hun smilede en anelse ved synet af ham. Hun havde savnet ham. Endnu mere end hun anede.

Da han kyssede hendes krop slappede hun lidt af men anspændtheden kom tilbage da han stak ansigtet mod hendes køn og.. Enora forstod slet ikke hvad han gjorde, men det føltes ikke dårligt, bare anderledes.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, men hun kunne ikke være højlydt så hun bed sig i tungen og pressede læberne sammen, mens hendes krop vred sig en anelse under hans kærtegn. Tilsidst blev det for meget og i ren overvældelse, skubbede hun med sine fødder mod Andy’s skuldre så han blev puffet baglæns og hun selv kom lidt længere op på sengen. Enora’s vejrtrækning var hurtig og hun stirrede på Andryr.
“Hvad gør du ved mig?” Hviskede hun overvældet og med et mørkt blik.

[Andryr af Tource]

Hun kunne have narret ham; lige nu anede Andryr ikke at det ikke var første gang hun havde været sammen med en mand. For hendes egen skyld burde hun nok blive ved med at holde det hemmeligt. I sit eget sind nød han at fortære hende med sine pirrelige berøringer, som var det første gang hun oplevede det. Han havde levet under sin fars magt; her kunne han ikke komme hen og Andryr var i sit es.

Han mærkede at hun vred sig, men han tog sig ikke af det, og det fik ham kun til at øge sine bevægelser. Først da hun fysisk skubbede ham væk måtte han sætte sig op på sine knæ. Han slog hende instinktivt. "Du skal ikke nægte mig din sødme" hviskede han hæst og lagde en flad hånd mod hendes brystkasse for at tvinge hende ned i sengen igen. "Desuden er du så drivvåd at du umuligt kan overbevise mig om at det ikke var rart" sukkede han let mod hendes ører.

"Ma déesse.. Sådan som dit blik hvilede på mig hele aftenen, må du have tænkt på mig før."

[Enora af Zorete]

Enora vidste da også hvordan hun skulle spille rollen, hvordan mænd ønskede hun var uskyldig, men stadig villig, sensuel men ikke erfaren. Det var en lille boks at passe ind i, men Enora var efterhånden blevet god til det. Specielt efter alt det der var sket. Da han slog hende klynkede hun afdæmpet og skulle til at rykke sig, men hans faste hånd gjorde det fysisk umuligt for hende. Hun blev vred, da han sagde hun ønskede det og hun kneb øjnene sammen og stirrede ind i hans mørke øjne.

"Hvad vil du gøre?" Spurgte hun. "Det var ikke rart. Jeg har aldrig tænkt på dig før. Du er en væmmelig mand. Din kone hader sikkert hvert et øjeblik i er sammen." Hvæs hun og lagde sin hånd mod hans ansigt og forsøgte at skubbe ham væk. Sandheden var at hun godt kunne lide ham, men ikke sådan her, ikke denne Andy, som kun tænkte på sig selv.

[Andryr af Tource]

Andryr kunne mærke at hans fysiske handling mod hende fremkaldte modstridende følelser og lyster hos ham. På samme tid som han nød at straffe hende, ville han også helst bare trøste og beskytte hende. Men han sagde ikke noget, og hans blik forblev hårdt mod de store mørke øjne, hvis skær han lige kunne ane i det dæmpede rum.

Han lukkede hårdt sine hænder mod hendes håndled for at forhindre hende i at skubbe sig væk, eller gøre synlig skade. Det her var en hemmelighed, og der måtte ikke være nogen tegn på at han kunne have fået dem her. "Slap af." mumlede han en anelse sammenbidt før han pressede sig ind mod hende.

Han kyssede hende hårdt; men der var en snært af begær, og jo mere kysset udviklede sig, jo mere ville hun kunne mærke at der var mere til det end først antaget. Med hans fire hånd søgte han ned mellem hendes ben og trykkede dem let mod hendes skød. Hun ville også mærke at han ikke var nær så hårdhændet som han først fremviste.

[Enora af Zorete]

Enora forsøgte at slappe af, men det var svært, når han opførte sig som han nu gjorde og bare tog det han ville have. Hvert sekund var hun bange for at nogen ville træde ind af rummet, men samtidig var det ikke fordi hun hadede hvert sekund, hendes følelser var blot modstridende. Da han tog hendes hænder måtte hun nok erkende, at det var nemmere at lade ham gøre hvad han ville og hun slappede langsomt af, mens hun bed ned i sin underlæbe, for ikke at komme til at stønne højt.

Da han igen kærtegnede hende, vred hun sig som en kat der ville have mad og skar en grimasse, mens han skubbede hende hen over grænsen og hun næsten havde lyst til at skrige højt og kom da også til at slippe et højlydt støn hen over sine læber, der sikkert kunne høres ude på gangen, hvis ikke de passede på.
"Ikke stop." Hviskede hun og så ham i øjnene.

[Andryr af Tource]

Andryrs øjne var stadig mørke af begær, og det var tydeligt at mærke at også han kæmpede med de følelser der tydeligt lå mellem dem. Ingen af dem ville erkende at de eksisterede og han ville aldrig nogensinde sætte ord på det. Han nød at mærke hendes overgivelse, og trykkede sine fingre dybere ind i hende. Han kæbes spændtes da han mærkede muskelsammentrækningerne i hendes skød, og langsomt trak han sin hånd til sig.

"Hmf.. Jeg vil ikke lade dig have hele fornøjelsen" mumlede han en anelse hæst før han lagde sig ned mellem hendes ben og forenede dem. Et klemt støn forlod ham over hvor godt hun føltes, og det var umuligt for ham ikke straks at finde en fast rytme mod hende. Komplet ligeglad med hvor udsatte de var på det ulåste værelse.

[Enora af Zorete]

Enora havde ikke tænkt over hvor meget hun ønskede at være tæt på ham, det var først reelt nu det gik op for hende, hvor meget begær hun havde for Andryr. Deres venskab havde ændret sig til lidenskab og hun var ikke helt sikker på hvornår det var sket. Han var hård ved hende, men hun nød det alligevel, selvom en del af hende længedes efter hans følsomme side som for længst var låst inde i en kasse og som hun aldrig så mere.

Da han forenede dem, vidste hun hvad risikoen var, hun var ikke beskyttet nu. Han kunne gøre hende gravid og hun kunne ende på gaden, smidt på porten af sin familie. Hendes følelser var modstridende, hun havde lyst til ham, men et sted indeni ønskede hun at han respekterede hende mere. Alligevel slap et par støn hen over hendes læber og hun så ham i øjnene, mens hun mærkede hvordan sengen gav sig under hans bevægelser og hun langsomt rykkede nærmere og nærmere sengegærdet. Tilsidst føltes det så godt, at hun glemte alt fornuft og bare gav sig hen til øjeblikket.

[Andryr af Tource]

Andryr tænkte kun på sit eget behov. Det var ikke kun at nå sin forløsning, men det var når den hos Enora. Det var hendes mørke øjne der drev hans drømme samt mareridt, hvilket også gjorde udfaldet i hans bestemte og hårde stød mod hende. Som om han både ønskede at tilfredsstille og straffe hende på en og samme tid. Hvor vovede hun at snige sig ind i hans sind på den måde.

Et smil sneg over hans mørke ansigt over hendes støn, og han bøjede sig ned mod hende så han kunne kysse hende. De skulle trods alt ikke opdages. Efter et øjeblik begyndte han at mærke sine muskler, og trak sig langsomt væk.

"Stil dig på alle fire for mig" hviskede han hæst

[Enora af Zorete]

Enora vidste slet ikke hvad hun havde gjort ved Andryr, at hun havde sneget sig ind i hans tanker på den måde, ville komme som en overraskelse hvis han nogensinde fortalte hende det. Hun følte sig nærmere som en eftertanke, som en han pludselig havde opdaget eksisterede og han lige kunne have det sjovt med. Da han bad hende om at sætte sig op på alle fire, bed hun ned i sin underlæbe og så ham i øjnene.

"Ikke vær for hård ved mig." Bad hum ham, selvom han nok ville være ligeglad, derefter vendte hun sig rundt på maven og skubbede sig selv op at stå på alle fire med knæene på kanten af sengen og følte sig en smule nervøs over hvor hårdt han ville være. Hvis han var hård, kunne hun heldigvis altid bare rykke sig frem, tænkte hun for sig selv og smilede en anelse.

[Andryr af Tource]

Andryr brummede. Men hverken for eller imod hendes ord. Han trillede ud af sengen og stillede sig klar ved kanten. Da hun gjorde som hun fik besked på, sitrede et smil nærmest faretruende i hans mundvige. Hans blik var fikseret på hendes bagdel, hvor hendes lyse hud næsten blev lyst op af de få lys der var. Han trak en dyb indånding og lod hænderne glide let over hendes. Mærkede og følte på hende, som et hæst støn af behag gled over ham.

Han guidede sig selv sættere på hendes varme skød, men i stedet for bare at gå op i hvordan han selv ville have det, havde han alligevel hørt hendes bøn, og var derfor noget mere rolig i sine stød. Hans fingre knugede sig om hendes hofter, med ønske om at hun blev stående præcis hvor hun var.

Måske var det afmagten over hans far, den lille dreng var sin barndom, vreden over sin syge hustru og benægtelsen i begæret for Enora der gjorde det sidste, der fik ham til at øge rytmen mod hende.

[Enora af Zorete]

Enora var glad for at han ikke gik for hårdt til den til at starte med, selvom han endte med at øge tempoet var hun ikke bange for at det ville begynde at gøre ondt. Det var ikke hendes yndlingsstilling, men hvis det gjorde ham glad, ville hun tillade det. Forsigtig bed hun ned i sin underlæbe, for at hun ikke skulle tiltrække opmærksomhed ved at stønne højt. Det var svært ikke at give lyd fra sig, men hun havde heller ikke lyst til at de blev opdaget. Tanken om at folk ville finde ud af hvad de gjorde skræmte hende, så hun skød den hurtigt væk og forsøgte at fokusere på at være sammen med Andryr. Hun ville ønske de kunne være sammen, sådan rigtig, men det kunne aldrig ske, ikke nu når han var gift.

[Andryr af Tource]

Andryr kunne ikke holde igen. Alle hans instinkter og klemte følelser havde brug for at komme ud, og lige nu var Enora den eneste til at tage imod; hvilket hun gjorde godt. Hans hænder lukkede sig om hver side af hendes hofter og trykkede hendes krop tættere mod sin. Der gik ikke lang tid fra de sidste hårde stød, til at han pressede hende ned mod sengen igen og brugte den sidste energi han havde på at få sig selv ud over kanten; uvidende om at Enora selv havde behov.

Han sukkede let mod hendes nakke, og tog fat i hendes hår for at kunne trække hendes hoved let tilbage så det blev nemmere for ham at kysse hende. Men så ramte øjeblikket ham og han rejste sig hurtigt fra hende. Bandede lavt som han fik sine hoser trukket op og bundet. "Jeg håber ikke at du regner med at det nogensinde sker igen" hviskede han sammebidt

[Enora af Zorete]

Enora var tæt på at kysse ham, da han trak hende tilbage mod sig, men da han stoppede blev hun overrasket og vred. Han behøvede vel ikke behandle hende som en skøge. Hun følte sig brugt og smidt væk, som en sommerfugl der havde fået plukket sine vinger. Derfor gled hun ned ad sin seng og skubbede ham mod døren.

"Som om jeg overhovedet gad gøre det igen. Skrid din nar." Sagde hun sammenbidt og blev ved med at skubbe til ham, indtil han var ude på gangen og hun kastede hans ene sko mod ham og lukkede døren forsigtig i. Der var ingen der behøvede at vide at dette var sket og nu kunne hun bare lade være med at se ham igen. Selvoptagede idiot.

[Andryr af Tource]

Andryrs mundvigede sitrede, som om han virkelig morede sig over hendes reaktion. Men da døren blev lukket direkte i ansigtet på ham, kunne hans tanker alligevel ikke lade være med at fare knækket rundt foran hans blik og gøre ham en smule svimmel.

Han rankede sig og strøg hænderne over sin skjorte før han forlod hendes værelse og Zorete familiens byhus. Der skulle gå nogen tid før de igen så hinanden.

/afsluttet