Hellige pligter

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel lod blikket glide lidt over hendes kønne ansigt og smilede skævt. Så tog han en dyb indånding gennem næsen.

"Åh ja. Jeg har været forelsket. Men det er længe siden. Nu tilhører mit hjerte Mithras." Han smilede skævt.

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde svært ved at forestille sig livet som gejstlig. Hendes blik gled over ham og selvom hun var en god troende, kunne hun ikke helt sætte sig ind i det.

"Og det er tilfredsstillende nok for Dem?" spurgte hun, selvom det ikke var passende, uanset undertonerne.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels mundvige sitrede let, men han forsøgte at holde sig nogenlunde alvorlig. Han var dog ikke diskret nok. Det var hans problem. Et af dem. Han tog en dyb indånding.

"Det er hvad en præst lover sin gud," konstaterede han skælmsk. "Han må danne par indenfor troen, men... Mellem os to sagt, frk. Cecily, så er det ikke Yphions kønneste børn hun har udvalgt til sig."

[Cecily Guérisseur]

Cecily lo dæmpet over hans ord, naturligvis ganske kontrolleret og tilpas andægtigt til et tempel, men stadig reelt. Hun spidsede læberne i et smil og lod blikket glide over hans ansigt.

"Ville Mithras holde det mod Dem, hvis De brød den regel?" Hun skød et bryn let op.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels mundvige sitrede igen og han hævede et bryn let, som han mødte hendes blik.

"Mithras er rimelig. Og hankøn. Han forstår at livet frister og at man ikke altid kan modstå de fristelser. Selv han besøger jo til tider os dødelige og slukker sin tørst. Han forlanger ikke at hans tjenere er helt afholdende."

[Cecily Guérisseur]

Det var en ganske upassende samtale, men Cecily var nysgerrig og tillod sig at være det. "Hm," slap det hende eftertænksomt.

"Interessant," lød det så og det mente hun. Et bryn skød let op. "Ville De sige, at denne rimelighed kun gælder for hans præster?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel trykkede læberne let sammen og trak på skuldrene. "Guderne blander sig kun sjældent så meget i almindelige menneskers liv," konstaterede han. "De velsigner deres udvalgte. Hvad vi selv vælger moralsk at mene om kærlighed..."

Han trak på skuldrene. "Jeg dømmer ikke."

[Cecily Guérisseur]

Cecily dømte i høj grad og hun spekulerede ikke så meget på kærlighed. Måske havde hun, dybt nede, drømme, men det var ikke kærlighed for enhver pris i hendes verden. Tværtimod. Hun ville aldrig vælge et fattigt eller udstødt liv for kærlighed.

Hendes blik gled over præsten og hendes læber kurvede let. "Belejligt," svarede hun, et lille glimt i øjet.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hævede et bryn let og betragtede hende en stund. Han spekulerede lidt over hvad hun mon tænkte på, men han nærede sig for at spørge.

"Der er mange regler, som mennesker har fundet på for at kontrollere hinanden," konstaterede han roligt.

[Cecily Guérisseur]

Cecily så tilbage på ham, svagt undersøgende. Hun havde sandt at sige aldrig krediteret præster med meget personlighed i det hele taget, men hun ville have forventet sådan en frisindethed som noget af det sidste.

"De siger for at kontrollere," svarede hun og skød et bryn let op. "Jeg ville sige for at beskytte."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels mundvige sitrede. Han smilede let over svaret og trak på skuldrene.

"Det er deres ret at mene at det er en beskyttelse at blive bundet på hænder og fødder," svarede han roligt. "Jeg har altid fundet det meget begrænsende.

[Cecily Guérisseur]

Cecily var ikke så vant til at blive sagt imod, i hvert fald ikke uden, at al sympati for modparten straks forsvandt. Nu fnøs hun da også dæmpet, men på trods af det, var der stadig en lille funklen i de lyse øjne, der forblev rettet mod ham.

"De er en mand," svarede hun. "Det er ganske givet lettere for Dem at mene sådan, selvom De måske har flere begrænsninger end den gængse, det medgiver jeg. Men De risikerer ikke at stå alene med en unge på hoften, som en pris for Deres frisind."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hævede et bryn, men måtte give hende, at kvinder var anderledes stillet end mænd. Det modsagde han da heller ikke. Han brummede dog en smule. "Givet, Mademoiselle, givet, men modergudinden har skænket kvinder magien til at tage sagen i egen hånd og vælge hvornår de vil velsignes med nyt liv," pointerede han. "Det er noget guderne har gjort for os."

Han fugtede læberne. "Men De har ret i, at vi dømmer de kvinder hårdt. Alt for hårdt efter min mening."

[Cecily Guérisseur]

Cecily måtte erkende, at han havde en pointe og hun slap en dæmpet, tænksom lyd. Hun havde aldrig tænkt på, at det var Gudernes magi, der tillod den slags amuletter.

"De er meget moderne," svarede hun, en kurve ved læberne. Hun selv var ret konservativ, men hun lyttede. Det gjorde hun ellers ikke altid.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels læber kurvede og han trak på skuldrene. Blikket mødte hendes igen og han hævede et bryn let.

"Når det slår mig," svarede han. "Ikke alle er lige begejstrede for..."

Han vendte hovedet. Nogen kaldte på Broder Nathaniel. Han rankede sig og tog en dyb indånding. "De må Undskylde mig, Miss Cecily," beklagede han med et nik, før han gik i retning af stemmen på en overordnet. Man kunne få den fornemmelse, at han havde glemt en af sine pligter imens han talte med den kønne håndværker...

Lukket, men gerne reaktion