Succes

[Estienne af Chales]

Estienne var anspændt. Han havde aldrig haft et dårligt forhold til den rødhårede kvinde, men det var mange år siden og hvem vidste, hvad hun tænkte om hans familie.

Han samlede hænderne på ryggen og bukkede let. "Gria Lemaux," hilste han. "Jeg takker for, at De ville se mig. Se os," tilføjede han, med nakken bøjet.

Han havde forklaret i sit brev, naturligvis. Hvordan han havde fundet hende i Odriara.

[Sophie af Lemaux]

Sophie mindes at kunne huske at de havde leget sammen som børn. Hun var vist en af de eneste der efter familiens faldende ry ikke havde vendt dem ryggen. Hun smilte blidt, selvom hun var noget skeptisk over hele situationen. Det havde været meget bedre hvis det havde været Christofle der havde været den der skulle se pigerne an; Sophie blev altid for begejstret.

Det var hun dog ikke i dag. "Naturligvis." svarede hun let før hun også selv satte sig. Hun slog let ud med sin hånd mod de krus hvor der allerede dampede varmt vin fra.

"Jeg ved ikke hvad I håber på kommer til at ske.. Min mor har frabedt sig.." Hun trak en dyb indånding. "Det tilføjer kun mere sorg med sig. Estienne.. Det er kun fordi at det er dig." afsluttede hun roligt. Havde det været en anden ukendt person der var kommet anstigende i den tro at de havde fundet hendes lillesøster.

[Ysabeau af Chales]

Sorg? Sophies mor blev tilføjet sorg. Hun så uforstående mellem de to falanister og overvejede om noget var gået over hovedet på hende. Hun var trods alt ikke helt flydende endnu.

"Undskyld... Gria Lemaux," brød hun ind i sin odriaranske accent. "Hvordan mere sorg?"

[Estienne af Chales]

Estienne havde vidst, at Sophie havde været hans bedste bud, men det havde ikke været nogen garanti. Hans ry var sværtet til, uberettiget, men det ændrede ikke på det og han følte et underligt stik i brystet over hendes ord. Over en tiltro, som han efterhånden aldrig blev mødt med længere.

Han havde åbnet munden for at svare, for at understrege, men Ysa talte, før han kunne sige noget, så han pressede læberne sammen igen.

[Sophie af Lemaux]

Sophies øjne hvilede mod Estienne og der var en tydelig ømhed i hendes blik. Hun havde aldrig bevilligede at så mange adelige havde behandlet ham og hans søskende dårligt på baggrund af hans fars dårlige valg og opførsel. Selvom hendes egen far havde et nogenlunde godt ry hos det offentlige, så behandlede han ikke altid sine børn eller andre familiemedlemmer med den respekt de for det meste krævede.

Hun blinkede mindst lige så forvirret da hendes ansigt endelig drejede sig mod pigen. Læberne pressede sig flygtigt sammen og hun smilte overbærende. "I alt for mange år har hun næret håb for at min søster ville komme tilbage" svarede hun stille.

[Ysabeau af Chales]

Ysa tyggede lidt ned om sin underlæbe og rynkede panden dybt. Hendes mor - måske hendes mor - længtes efter hende. Det havde de tilfælles. Hun længtes så uendeligt.

"Men der er håb nu," forsikrede hun. "Jeg har også altid håbet... Jeg tror måske jeg er din søster."

[Estienne af Chales]

Estienne så kort over på Ysa, før hans opmærksomhed var tilbage på Sophie. Han havde ikke sat sig, men så indtrængende på den rødhårede kvinde. Stemmen var dæmpet, men reel.

"Det er hende. Jeg er ikke i tvivl," sagde han. Indtrængende.

[Sophie af Lemaux]

Sophies øjne blev store og hun blev ikke nemt overrasket. Selvom hun havde prøvet det før var det efterhånden længe siden at der havde været noget. Blikket flakkede over Estiennes ansigt ved hans ord.

Hun turde knapt tro på det, og hun rejste sig da ikke straks da den unge pige talte. "Muligvis" svarede hun let og måtte klare halsen en smule for ikke at miste stemmen helt.

"Hvorfor tror du det?" var hun nødt til at spørge.

[Ysabeau af Chales]

Ysa forsøgte at huske alle de ting hun havde lært om hvordan hun skulle sidde og tale og ikke vride sig eller pille ved stoffet på sin kjole, men det meste røg ud, da den rødhårede så på hende. Hun tog en dyb indånding.

"Alting passer. Estienne siger endda at jeg ligner hende. Jeg er forsvundet på samme tidspunkt som hun, jeg kan ikke huske mit liv før Odriara og jeg ved at jeg er herfra. Fra Falanie."

[Estienne af Chales]

Estienne bed sig i tungen og lod Ysa tale. På et tidspunkt havde han tænkt, at han måtte sælge det mere, men det var dengang han ikke ærligt havde troet, at han ville finde den rigtige Ysabeau. Nu havde havde han det anderledes.

Han var anspændt, men afbrød ikke. Hans bryn var sammentrukne.

[Sophie af Lemaux]

Sophie, der ellers altid var næsten et stort smil, så ikke tilfreds ud. Grimassen forsøgte hun at glemme og glattede dem i stedet ud og forsøgte at smile overbærende.

Hendes blik gled skarpt mod Estienne, som den unge pige nævnte. "Siger han det?" hendes stemme var fast, og selvom hun mærkede uroen, lod hun det ikke vise.

"Nuvel, hvis det virkelig viser sig at være sådan, så har du vel ikke noget imod at svare på et par spørgsmål?" Hun vendte opmærksomheden tilbage på den unge pige.

[Estienne af Chales]

Estienne hørte uden tvivl Sophies ord som et angreb mod hans troværdighed og han skuldre spændtes op. Det blev ikke mindre, da Sophie fortsatte og han havde et helt instintivt behov for at forsvare Ysa. Minde Sophie om, at hun netop havde sagt, at hun ikke havde minder fra sin tid før Odriara.

Han holdt sig i nakken. Lod tvivlen komme den rødhårede kvinde til gode, selvom hans blik fæstnede sig ved Ysa.

[Ysabeau af Chales]

Ysa havde ikke forventet at det ville være sådan. Hun troede at familien ville have taget hende med åbne arme. Så naivt. Dumt. Hendes øjne sved en smule, men hun kneb ingen dumme tårer. I stedet rankede hun sig hvor hun sad og nikkede.

"Jeg vil prøve at svare. Jeg husker kun få ting fra før Odriara. Min bortførsel...

[Sophie af Lemaux]

Sophies så stadigvæk ikke særlig overbevist ud. Men hun tillod alligevel den fremmede pige at hun ville lade tvivlen komme hende til gode og lænede sig mere tilbage i stolen med blikket hvilende på hende.

"Så du husker din bortførelse?" spurgte hun og mærkede hvordan hendes hjerterytme alligevel steg et par hurtige slag. Den historie var efterhånden kendt, og alle og enhver kunne jo påstå at.. Alligevel nikkede hun langsomt.

"Okay.. Okay så lad mig høre" bad hun stille.

[Estienne af Chales]

Estienne måtte tage sig gevaldigt i nakken for ikke at gå over og stille sig bag Ysa, placere en beroligende hånd på hendes skulder. Det var ikke passende, så han blev stående.

Til gengæld blev hans blik på hende, glad for at høre Sophies tone en anelse mildere, og han nikkede let i tavs opfordring.