Opsat

[Micah Brygger]

Hvis Micah havde vidst hvad hans far planlagde, ville han aldrig være gået med til det. Han burde have mistænkt noget, da den gamle mand erklærede, at han ville lukke kroen i et par timer for at de kunne spise sammen som familie. Det var ved alle guder ikke noget han nogensinde havde gjort før.

Da Cecily Guérisseur dukkede op i selskab med sin familie, bimlede og bamlede alle klokkerne i hans hoved og han vidste præcis hvad Olivier havde gang i. Han overvejede at lade som om han var syg, men han sad allerede ned på en lidt indeklemt plads og han fik ikke lov at komme ud. Hans søster sad på den ene side og så konspiratorisk ud. Han overvejede hvad hun havde fået ud af det.

Den anden plads, viste det sig hurtigt, var til Cecily. Micahs mellemgulv vendte sig. Hun var hans ungdoms plageånd og han kunne knapt ytre et ord i hendes selskab uden at alt snørede sig sammen. Han tog en solid tår øl og nikkede tavst. Mithras.

[Cecily Guérisseur]

Cecily vidste godt, hvad der skulle ske og hvorfor de var der. Hun havde rynket lidt på næsen først, endnu forsmået over Bryggerens afvisninger, mens de stadig var store børn, men der var også en lille del af hende, der var nysgerrig.

Hun vidste naturligvis godt, at han var en krøbling nu og at hun var det gode parti nu. Det gav hende en vis tilfredsstillelse, småligt som det var.

Snart tog hun plads ved siden af ham, ældre og mere voksen end hun havde set ham sidst. Stadig pæn, irriterende nok. "Velkommen hjem," sagde hun med et kønt smil og et tonefald, der matchede, selvom det altid forekom lidt skarpt.

[Micah Brygger]

Micah tog ikke engang stilling til om hun var pæn. Det kunne han ikke tænke på med hende. Han så alle de ondskabsfulde drillerier hun havde udsat ham for og mærkede den følelse han altid havde haft omkring hende. Ubehag.

Hans læber spændtes lidt og han tyggede sammen. Hvis han stammede eller mumlede eller hans stemme gav udsving ville hun straks påpege det og lave sjov overfor hele bordet. Derfor sagde han ingenting, men nikkede stift igen.

[Cecily Guérisseur]

Stadig en dødbider. Hvor kedeligt. Cecily tog en indånding, mens der blev sat mad frem på bordet. Lidt primitivt, men hvad kunne man forvente, når der ikke var en ordentlig kvinde i huset. Søstrene var snart gamle nok, troede hun, men de skulle vel giftes.

"Nu skal du vel ikke rejse igen foreløbig," sagde hun og rettede blikket mod Micah igen. "Men der var jo også engang, hvor du boede lige så meget i Levagny som alle os andre."

[Micah Brygger]

Stadig traumatiseret af hende og hendes veninders mobning. Micah så ned i sit krus med øl og ville ønske det var stærkere. Eller en balje stor nok til at drukne sig selv i. Han så hende ikke i øjnene.

"Mmh," svarede han blot og tænkte seriøst på at foregive et maveonde. Men det ville hun vel også forvandle til en morsomhed. Få selv hans familie til at le af ham. Franceis Aubergiste ville sikkert være nem at få med på det.

[Cecily Guérisseur]

Ved alle Guder, hvor var han håbløs at føre en samtale med og enormt uhøflig. Hun rynkede lidt på næsen, svagt fornærmet over, at han nærmest ignorerede hende. Det fandt hun sig ikke i.

"Du ved vel godt, hvorfor vi er her?" sagde hun derfor. "Vores fædre har set sig varme på et ægteskab."

[Micah Brygger]

Hun insisterede på at de skulle føre en samtale, men Micah vidste godt at der ikke skulle det fjerneste til, før hun ville gøre grin med ham foran begge deres familier, så han tog en tår øl mere og så lige ud i luften.

"Ja," fik han frem, efter at have formet og tænkt ordet flere gange og rømmet sig, så han var sikker på at hans stemme ikke forrådte ham. Han tog en dyb indånding. Han ville aldrig komme til at gifte sig med Cecily Væver. Aldrig.

[Cecily Guérisseur]

Hun skulle åbenlyst hive hvert et ord ud af ham, men så måtte hun gøre det. Det provokerede hende, hvordan han dårligt nok så på hende og hun rettede selv blikket frem.

"Ja, man forstår jo godt at Mester Aubergiste er ved at være ængstelig. Efter den fadæse med din bror. Men det kan han selvfølgelig ikke lægges til last for."

[Micah Brygger]

Micah satte sit krus hårdt ned, da Cecily nævnte den opløste forlovelse. Et øjeblik lignede han en, der ville svare, men så kom han på bedre tanker og bed blot tænderne hårdere sammen.

Hun var stadig den skrydende sladdertante han altid havde kendt hende som. Han hadede hende. Og lige nu hadede han også sin far.

[Cecily Guérisseur]

Det gav et lille sæt i Cecily over den hårde lyd, men hun antog, at det var fordi, han var enig i, at det var noget rod. Hun forstod ikke, at Bryggerfamilien ikke skammede sig mere. Men Dina Brygger havde altid været så hellig.

"Det må på sin vis være en velsignelse for ham, at du er hjemme igen," fortsatte hun. "Så har folk noget andet at tale om."

[Micah Brygger]

Micah tog en dyb indånding og var tæt på at koge over.

Så tog han en solid tår øl mere og fantaserede om at spilde det hele ned over Cecily Væver. Den lede kælling.

Men indtil nu havde hun kun strejfet at tale grimt om Dina. Han var øm, men ikke rasende.

[Cecily Guérisseur]

Det var som at tale til en mur. Uendeligt uinteressant og altid lidt provokerende. Måske var det det, der fik hende til at blive ved med at snakke. Hun anede dog ikke, hvilken fælde hun var ved at træde ned i.

"Du var selvfølgelig ikke hjemme, da det skete," konstaterede hun og drejede sit krus nonchalant. Hun brød sig ikke specielt om øl. Det var dog ikke derfor, at næsen rynkede.

"Men det er godt det samme. Hun har altid været så hellig og hævet over alle andre. Måske var det i virkeligheden en velsignelse for jer, at I blev fri for hende."

[Micah Brygger]

Det blev dråben. Micah tænkte væsentligt mindre på sin egen ydmygelse det sekund Cevily begyndte at nedgøre Dina. Hans øjne lynede.

"Du aner ikke hvad du taler om. Kender du hende overhovedet?"

[Cecily Guérisseur]

Dét var overraskende og det viste sig kort i hendes blik, som hun så på ham. Blikket gled kritisk over hans ansigt og allerede nu snurrede tandhjulene.

"Bedre end dig," svarede hun, men mere eftertænksomt end defensivt. Så sneg den første gnist af noget, der måske kunne blive til forståelse, sig ind i hendes blik og nysgerrigheden blussede op.

"Eller måske ikke?" musede hun. Åh, det var næsten for godt. Kunne det virkelig være?

[Micah Brygger]

Micah fortrød alt. Hans forbandede temperament var løbet af med ham og han havde med få ord sagt langt mere end han havde tænkt sig. Mithras.

"Allerede nu tænker d-du på hvordan du kan b-bruge det. D-du b-burde s-s-skamme dig!"

Det sidste fløj ud af ham så højt, at hele bordet hørte det.