Tre hjerteslag

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin så ned på hende, hans blik var mildt. "Jeg er nok nød til at tage tilbage om en uge, eller to, men hvis du ikke er klar til at rejse, vil jeg vende tilbage til dig inden for et par dage. Jeg er højst væk i et par uger" lovede han og så pludselig meget alvorlig ud. Det tog trods alt en del dage at rejse frem og tilbage mellem de to lener.

Han ville ikke sikre hendes helbred, og han ville ikke gå glip af sit barns fødsel. Hvis det var sidste gang han skulle se Jacquetta, så ville han være der.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tog en dyb indånding. Hun nikkede. Tanken om at være alene i Tardigy igen var skræmmende. Hun ville aldrig glemme sin tid alene, bundet fast til sengen, tvangsfodret værre end hvad Benjamin gjorde, trods alt. Hun klemte lidt hårdt om hans arm.

"Jeg vil med dig," mumlede hun. "Jeg vil ikke være her uden dig. Hvad hvis de binder mig fast igen, selvom jeg lover ikke at skade mig selv?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin ville sætte meget til side for sin hustru, men han vidste at alle grunde i verden ikke ville føje hans far når det handlede om hans del af arbejdet. Han lagde sin hånd mod hendes i et lille klem.

"Det gør de ikke" forsikrede han hende om i en svag fast tone. Hans bryn trak sig sammen. "Det anderledes denne gang. Ikke?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så op på Ben og sank. "Det ved jeg ikke. Jeg er anderledes, men jeg er ikke sikker på at de tror på det."

Hun lænede sig lidt ind til ham. "Din form for tvang er i det mindste enten blid eller ophidsende," mumlede hun lidt kynisk. "Deres er bare... Kold."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin ville have svært ved at forlade hende, velvidende om at hun ikke havde det godt. Men han var nødt til det. Måske han kunne tale med hendes far inden.

"Ophidsende?" Kunne han ikke lade være med at spørge.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fnøs let. Hun så væk et øjeblik. Det havde vel været halvt en fortalelse, men det var ikke løgn.

"Det ved du godt," svarede hun og så på ham. "Hvad det gør ved mig, når du er bestemt." Hun tog en dyb indånding. Intet af den slags, sagde helbrederen. Hun kunne slet ikke tåle at udføre sin pligt. Det betød dog ikke at hun ingen behov havde, nu hvor depressionens tåger var lettet.

Hun åndede ud igen i et suk. "Det er ikke blevet bedre. Kun værre. Mørkere."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin skjulte et let smil. Han vidste godt hvad hun mente, selvom hun ikke var til at blive klog på. Han nød dog at høre at hun stadig var glad for ham og han håbede ikke at deres kærlighed ville være med skår i for lang tid.

Det var dog ikke uden kvaler at hun var så svag, og i livsfare ved hvert eneste åndedrag.

"Jeg savner også dig" mumlede han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta brummede lidt i svar og pustede ud. Hun smilede svagt og lænede sig lidt ind mod ham.

"Jeg er lige her," mumlede hun i en imitation af noget han selv havde sagt. Men hun vidste alt for godt hvad han mente.

De havde nået landsbyen og hun så belejligt lidt væk på omgivelserne.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin trak hende tættere indtil sig og bøjede hovedet let for at plante et blidt kys mod hendes hoved. Han svarede hende ikke og løftede i stedet blikket og tog omgivelserne ind.

"Hvordan er det at være ude?" spurgte han imens han gik meget bevidst mod smedjen.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta satte den ene fod foran den anden og sådan kom hun frem. Hun tog en dyb indånding fyldt med lugten af livet på landet.

"Meget mere interessant end at ligge og lytte på oplæsning," konstaterede hun ærligt, selvom han ofte var oplæseren. Det tog hun ikke hensyn til.

[Bénjamin af Bonville]

Det var meget primitivt end hvad Benjamin var vant til. Landlivet syntes så langt væk når han var vant til det travle byliv. Selvom også der kunne findes en distinkt odør, så var det ikke som her. Han rynkede let på næsen, men glattede snart ansigtet ud.

Han tog notits af hendes ord, og mindede sig selv om at han fremover ville lade være. Han stoppede op da de nået den syngende lyd af hammerslag og han løftede hånden for at få den store mands opmærksomhed.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta ville sikkert begynde at savne oplæsningen, når han stoppede, men det tænkte hun ikke over nu.

Hun fulgte blot Benjamin og overvejede hvad han havde tænkt sig med smeden. Nye sko til hesten?

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin talte ikke længe med den store bredskuldret smed, og snart vendte han sit ansigt mod Jacquetta. "Skal vi gå videre?" De kunne vel gå rundt om et sted, og så fortsætte hjem igen. Han anede ikke meget om hvad der var rundt omkring i lenet, men siden det var første gang i lang tid at hun var ude, ville han ikke risikere noget.

En lille tur, måtte være nok.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde stået med hovedet vendt mod blæsten og lukkede øjne. Da Benjamin talte, gibbede det det lidt i hende, før hun nikkede og fandt hans arm igen.

Hun var et underligt sted mentalt. Det kunne han vist også godt mærke. Men hun var ikke omringet af mørke mere. Han ville elske deres barn og hende. Han kyssede hendes mave jævnligt og talte til den lille størrelse.

Hun tog en dyb indånding. "Vi kan godt gå tilbage nu," medgav hun. "Tak."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin nikkede. Det gjorde ham ikke noget da han allerede havde været ude blandt de borgerlige længe nok. Selvom den friske luft var rart så havde han stadig en masse arbejde at tage sig af, foruden hjemrejsen der skulle planlægges.

Han smilte let. "Hvordan er det at ære ude?"