Konkubine (tw)

[Affonso de Batista]

Natten var mild. Festen var privat og i et andet hjem. En højtstående adelig. Han havde sørget for at Betriz Urmager var blevet inviteret, men at hun ikke vidste at han stod bag. Kvinder og mænd var adskilt under spisningen. Det var et påfund nogen brugte. Det var perfekt for ham.

Han havde taget Marciana med. Hans første hustru. Hun var indviet i planerne og altid til at stole på. Hun fik lokket Betriz væk fra de andre under et påskud og ud i haven, hvor han ventede. Hun nåede end ikke at se ham, før han havde lagt sin arm omkring hende.

"Lad os spadsere," beordrede han blidt.

[Betriz Urmager]

Betriz havde undslået sig at deltage ved andre festligheder ved hoffet, men det her var noget andet. Hendes forældre havde været usikre, hun selv det samme, men der var intet åbenlyst fordækt ved det og hun slappede af, da hun var sammen med de andre kvinder.

Af samme grund anede hun ikke uråd. Ikke før hun var næsten alene i haven og en stærk arm lukkede sig om hende. Frygt gled gennem hende og det tog nogle sekunder, før hun fandt sin stemme. "D-deres Højhed. Selskabet?"

[Affonso de Batista]

"Selskabet klarer sig uden tvivl en stund uden dig, min søde ildflue," konstaterede han muntert. "Der er et sted lige hernede jeg vil vise dig. De har en dam med gyldne fisk i."

Han klemte lidt om hendes arm. "Min gave? Gemmer du den i ærmet?"

[Betriz Urmager]

Betriz kunne ikke helt forklare, hvorfor alt i hende strittede. Han var ikke uvenlig, men han havde en magt over hende og han brugte den. Om han var klar over det eller ej. Hendes fødder var blytunge, men hun fulgte med.

"Nej, Deres Højhed," svarede hun, brugte hans titel nøje. Huskede hans trussel. "Det... Er finere end andet, jeg ejer. Det kunne blive stjålet."

Det var ikke årsagen. Og hun var ikke en god løgner.

[Affonso de Batista]

Et let fnys forlod Affonso og han klemte en smule hårdere. "Jeg kan ikke lide løgne, min ildflue. Og jeg, som ellers havde taget dets søster med til dig, som du kunne bære om din hals."

De nåede den lille dam og han fik hende sat ned på en bænk, ham selv ved siden af.

"Du må fortjene det," mumlede han mørkt, før han bøjede sig ned og kyssede hende. Snart trak han sig væk, men rodede sin hånd under hendes rober til han kunne gribe om et bryst. "Mm. Så fine og strittende. Du bliver min lille kronjuvel," mumlede han.

[Betriz Urmager]

Betriz' tvivl forsvandt, da hans greb strammede sig og det blev kun værre. Hun frøs, da han kyssede hende og frygten naglede hende til stedet, mens han gjorde præcis, som han ville. Som var hun en ting, uden vilje, uden rettigheder.

"Stop," bad hun og stemmen rystede lidt, som hun forsøgte at trække sig væk fra hans hånd. "Jeg beder Dem. Deres Højhed..."

[Affonso de Batista]

Affonso sad og overvejede om han kunne tage hende på bænken. Om det ville være for ukomfortabelt. Så protesterede hun og han stoppede op. Trak hånden lidt til sig og stak hende en lussing. Ikke hårdt eller syngende. En lille markering og et alvorligt blik.

"Kys mig," krævede han. "Hvis du ikke gør hvad jeg beder om, så holder jeg dig for munden og tager din uskyld lige her som betaling for dine fine gaver, min ildflue."

[Betriz Urmager]

Et gisp røg ud over hendes læber, chok over slaget, selvom det ikke var hårdt. Det var nok og hendes hals snørede sig sammen. Hjertet tordnede i brystet, som hans ord sendte ufiltreret rædsel ud gennem hende.

Det kloge var måske at makke ret. Måske var hun ikke klog. I hvert fald var hendes instinktive reaktion i stedet at forsøge at stikke af. Et uklogt valg, sikkert, så tæt som de sad.

[Affonso de Batista]

Hun var lige der og da hun forsøgte at komme op, var han hurtig. Han var ingen kriger længere, men stadig stærk og hurtig. Hurtig nok til at gribe fat om hendes arm og tvinge hende ned igen.

"Dumt gjort," hvislede han, før han væltede hende ned på ryggen og tvang en hånd over hendes mund.

[Betriz Urmager]

Betriz tænkte ikke, men hun nåede heller ikke gøre det, før han havde grebet fat i hende. Hun nåede ikke råbe, før hans hånd var over hendes mund og selvom det var en farlig ting at gøre, kunne hun ikke lade være med at vride sig.

Hun kæmpede for at frigøre sig, men han var både stærkere og tungere end hende og hånden over hendes mund blokerede en god del af hendes luftveje.

[Affonso de Batista]

Affonso strammede sit greb om hende og lagde sin vægt på hende. Hun var lille og han var tung. Det var ingen fair kamp. Han så ned på hende med mørke øjne.

"Hvis du bare havde gjort som jeg bad om," stønnede han dæmpet. "Slemme ildflue. Stop med at kæmpe, så tager vi det stille og roligt. Du vil vel ikke have, at det skal gøre ondt?"

[Betriz Urmager]

Betriz kæmpede, men han var stærkere og til sidst måtte hun give mere eller mindre op. Hun slap et lydløst hulk og snappede lidt efter vejret.

"Vær sød at lade være," bønfaldt hun.

[Affonso de Batista]

Affonso hørte en dæmpet mumlen under sin hånd og smilede ned til hende. Ordene var ikke forståelige og han fortolkede.

"Jeg skal nok være blid, hvis blot du er en sød ildflue og jeg lader dig ikke i stikken bagefter. Der vil blive taget god hånd om dig. Spred benene for mig."

[Betriz Urmager]

Betriz' øjne flød over og hendes hjerte hamrede med frygten. Hun vred sig lidt igen, men turde ikke kæmpe for alvor. Var bange for, hvad han ville gøre.

Hun ville bare have, at han slap hende. At det blev overstået og selvom hun ikke direkte parerede ordre, så stoppede hun med at kæmpe imod.

[Affonso de Batista]

Affonso pressede hendes ben fra hinanden og snart fik han det han havde været ude efter. Han roste hende hele vejen igennem. Beklagede sine metoder og lovede hende et liv i luksus.

Da det var ovre, forlod han hende på bænken med en halskæde, der passede til hendes armbånd.

Kort efter fandt han hendes far og erklærede sine intentioner om at tage hans datter til konkubine.