Begyndelsen

[Mirielis af Lemaux]

Efter krigen.

På Lemauxs borg.

Cyran af Lemaux var i et brev af sin far blevet bedt om at tage til Lemaux i stedet for med sit følge helt tilbage til Levagny. Mireilis havde fået næsten samme besked. Der ventede en vogn på hende, og fra Suilleaux begyndte rejsen. Hun vidste at de sammen skulle rejste tilbage til hovedbyen på et senere tidspunkt for at forberede deres bryllup. Et bryllup der var længe undervejs og som skulle ske hurtigst muligt.

Det var ikke til at fatte at Thybaudin havde forladt landet sammen med en af Arge pigerne; havde de været elskende hele tiden? Hun havde været vred over det til at starte med, men mindede sig selv om at hun ikke havde nogen som helst ret; hun havde både været ulykkelig forelsket i Elyot af Falanie og glad for Sabastien. Men efter hendes bryllup med Cyran var blevet offentligt havde hun trukket sig, hvilket nok også var for det bedste.

Da hun ankom blev hun taget imod af et par tjenestefolk der vidste hende op til det værelse hun skulle bo på. Da middagen blev annonceret var hun iklædt en smaragdgrøn kjole med fine syninger. Den fremhævede hendes figur nydeligt. Håret var ikke skjult, men opsat i sirlige snoninger og samlet under et perlenet. Hun trak vejret dybt ind før døren til spisestuen blev åbnet.

"Ah! Nådigfrøken Mirielis. En fornøjelse endelig at træffe Dem. De er endnu smukkere end først beskrevet. Lad mig præsentere mig selv, Gilbertus af Lemaux, og dette er min hustru Mariote" præsenterede lensgreven sig og bukkede for deres gæst. Hans hustru gjorde det samme.

"Min yngste søn" Han slog ud med armen mod Cyran. Mirielis blik gled op mod hendes forlovede. Hendes hjerte sprang et slag over. Hun vidste ikke at han ville være så; voksen. Hun var flov over at indrømme at han var ganske flot.

"Kaptajn Lemaux" hilste hun og valgte bevidst at bruge hans erhvervs titel i stedet for den adelige, hun havde hørt af omveje at han vægtede sit arbejde højt; måske højere end noget andet.

[Cyran af Lemaux]

Det var fuldstændigt uhørt, at Gilbertus havde kommanderet ham til at forlade Livgarden på vej til Levagny og selvom Cyran ikke var en opfarende mad, så var han stadig frustreret og havde slidt tænderne mod hinanden flere gange. Han gjorde det samme nu og det fik ham til at fremstå anspændt, da Mirielis af Suilleaux blev vist ind.

Det havde ikke noget med hende at gøre. I stedet havde det at gøre med det evige skuespil, som hans far spillede. I dag var han i rollen som en varm og imødekommende lensherre, men Cyran vidste bedre. Han var stadig den mand, der havde tyranniseret først @eduin og siden ham. Manden, der havde terroriseret deres mor, som han utvivlsomt havde tvunget ud af gemakkerne. Den tynde kvinde så ikke glad ud, da hun blev præsenteret og hendes mellemste søn havde svært ved at deltage i denne farce.

Han tog en dyb indånding. Det skulle ikke gå ud over komtessen, at hans far var en tåbe og han rettede blikket mod hende. Hun var åbenlyst ung og det fik hårene til at stritte lidt i hans nakke, men han bukkede formfuldendt, hænderne samlet på ryggen. Han så mere alvorlig end glad ud. "Nådigfrøken Suilleaux. Velkommen til Lemaux."

[Mirielis af Lemaux]

Stemningen var underlig akavet. Det var som om at den venlig og varmen som Lensgreven sendte hende var tvetydig, blandet med Cyrans afmagt uden lyst til overhovedet at være der. Mirielis sank en enkel gang, men uden at hendes blik flakkede fra hendes kommende ægtemand. Det her skulle gennemføres og familien skulle ikke finde en eneste grund i at ville forhindre det; selvom det nødigt ville ske lige meget hvor upassende hun kunne opføre sig. Aftalen var til Lemaux fordel, det vidste hun; det vidste alle.

Måske kunne de sælge den som om at Mirielis og Cyran var vanvittige glade for hinanden og at skandalen i sidste ende kunne være et barn og derfor var de nødsaget til det; en skandale langt bedre end hvad Mirielis egentlig havde med sig.

Hun smilte let, mest af venlighed og fordi hun ikke anede hvad ellers kun skulle gøre. Hun blev vist hen til bordet og snart havde alle sat sig. Til deres fordel havde Cyrans forældre sat sig ned i den anden ende, af hvilken grund vidste hun ikke, men det gav om ikke andet parret lov til at tale nogenlunde uforstyrret.

"Jeg er glad for at De er kommet sikkert hjem." lød det fra Mirielis før hun samlede skeen op og tog et par mundfulde af den klare suppe. Hun vidste at det langt fra var alle der var så heldige og hun håbede ikke at Kaptajnen havde mistet nogen af sine egne mænd.

[Cyran af Lemaux]

Cyran forstod stadig ikke, hvorfor Suilleaux overhovedet havde set i deres retning. Han kendte til den mislykkede forlovelse, men det var et Aren problem og greveslægten var meget rigere og meget mere magtfuld end Lemauxslægten. Intet under at hans far frydede sig.

Hans tanker var meget af tiden på delingerne og deres færd tilbage til Levagny uden ham, men da først han sad ved siden af komtessen, måtte han lægge det fra sig. Han var høflig, uanset sin bekymring.

"Tak, Nådigfrøken. Og for Deres breve. Det var venligt af Dem."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var på overarbejde. Hun vidste ikke hvor meget der skulle smøres på af charme, eller om hun bare skulle følge Cyran i humør. Der var en tydelig anspændthed i luften, og det var svært for hende helt at ignorere. Hun mærkede blikke fra Lensgreven og han fulgte uden tvivl med hvor godt de gik imellem de to.

Hendes hjerte slog så hårdt at hun havde på fornemmelsen at det ville hoppe ud af hendes bryst. Måske det ville få hjertesorgen til at gå over.

"Ingen årsag." svarede Mirielis roligt. "De kunne let have ignoreret dem, men det gjorde De ikke" hun slap skeen og løftede sin hånd for at lægge den mod Cyrans. "Tak."

[Cyran af Lemaux]

Cyran blev stille, da hun lagde sin hånd over hans. Han så kort på det, før hans blik rettede sig mod hendes ansigt. Så ung. Alt for ung til ægteskab. Alt for ung til en på hans alder. Han, som intet ønske havde om at blive gift.

"Jeg har intet ønske om at ignorere Dem," forsikrede han. "Jeg er en travl mand, men jeg vil bestræbe mig efter at give Dem den opmærksomhed, som De fortjener."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis vidste godt at grænsen med hvad der var passende var tynd, men hun håbede inderligt at hun endnu ikke havde gjort noget forkert. Men hun trak dog hånden tilbage efter hendes fingre ganske flygtigt havde strejfet hans håndryg.

Hun smilte let og mærkede hvordan hjerteslagene langsomt sank. "Jeg vil også gerne forsikre Dem om at jeg ingen forventninger har til at de skal opgive Deres erhverv. Det gør mig nærmest lidt stolt af at vide at du er så dedikeret" svarede hun og løftede hovedet en smule.

"Men jeg håber ikke at jeg skuffer Dem"

[Cyran af Lemaux]

Cyran prøvede at smile, men han så anspændt ud, mens han gjorde. Han var ikke nogen hofsnog og havde heller ikke indvilliget i et ægteskab. Denne kønne, unge pige blev fanget i det og han forbandede i stille sind sin far. Han følte sig ussel, som han så ind i hendes håbefulde ansigt.

"Det gør De ikke, Nådigfrøken," sagde han dæmpet og i et meget reelt tonefald. "Sandheden er, at ønsket om et ægteskab ikke kommer fra mig. Det har intet med Dem at gøre og jeg forstår, at De har lige så lidt valg i det, som jeg har haft. Men jeg vil heller ikke foregive andet overfor Dem."

[Mirielis af Lemaux]

Det var som om at ved hvert forsøg Mirielis tog, lukkede Cyran hende af; måske var det ubevidst, måske var det ikke. Hun kunne ikke finde ud af det og lige nu syntes hendes mod at have svundet ind. Hun ville det hele så gerne, men forstod også at hun ikke var den eneste der havde det svært; de var to, hvis liv var blevet forudbestemt for dem.

I det mindste virkede han venlig.

Hun kunne se at smilet ikke nået op til hans blik, og det fik Mirielis fingre til at trække sig let sammen om skeen. Hun rystede let på hovedet. "Naturligvis ikke, men er De ikke enig i at vi er heldige, med hinanden?" Der kunne have ventet dem begge et langt mere forfærdeligt match, selvom hun vidste at Cyran slet og ret fortræk ikke at gifte sig overhovedet så så hun sig selv som værende en god fremtidig hustru.

[Cyran af Lemaux]

Cyran vidste ikke, hvordan han skulle forklare hende, at det ikke var et heldigt udfald for ham uden at såre hendes følelser. Han kunne se håbefuldheden på hendes ansigt, men han kunne heller ikke foregive noget.

"Jeg kender Dem ikke, selvom jeg er sikker på, at De er venlig," svarede han derfor ærligt. Han pressede læberne lidt sammen, men fortsatte så. "De er meget... Ung, Nådigfrøken. Væsentlig mere end jeg."

[Mirielis af Lemaux]

Det var som om at jo mere Mirielis forsøgte sig, jo mere galt gik det. Hun ønskede for alt i verden at kunne trække sig ind i sin skal og aldrig komme ud igen, før det igen var sikkert. Hun ville ikke længere være naiv og mærkede hvordan hun langsomt rankede sig i stolen.

Naturligvis kendte han hende ikke, og hun kunne af gode grunde heller ikke vide om alt han påtog sig bare var til skue for hendes latterliggørelse; om han i virkeligheden aldrig ville komme hjem, og hvis han gjorde, ville behandle hende dårligt.

"Ung, men ikke naiv. Jeg har ingen eventyrlig forestilling om vores ægteskab Kaptajn Lemaux. Jeg er ikke noget barn, men hvis det er en fuldkommen forfærdelig tanke for dig at tænke på mig som din hustru, kan jeg da forsikre dig om at det er ganske normalt at have adskilt soveværelse!" og med de ord skubbede hun stolen ud og rejste sig.

"Undskyld mig" beklagede hun og vendte sig om forlod spisestuen. Fra den anden ende af bordet sad en tydelig misfornøjet Lensgreve der tydeligt indikerede mod sin søn at han skulle rette op på det, med det samme.

[Cyran af Lemaux]

Cyran havde virkelig forsøgt det bedste han kunne på at være venlig og ikke stikke hende blår i øjnene, men hendes reaktion på hans ord understregede også hans pointe. Han lukkede øjnene, da hun var gået og tog sig til næseryggen.

"Jeg er på vej," snappede han til sin fars hidsige kommentar og rejste sig, selvom han stadig var sulten. Han forlod salen, spurgte en tjener, hvor komtessen var gået hen og fulgte så den udstukne kurs.

Han bankede på døren til hendes kammer. "Nådigfrøken Suilleaux?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis tørrede sine øjne. Hendes forhåbninger var blevet fuldkommen ødelagt, og hun vidste slet ikke hvor hun skulle placere skylden. For hun jo godt klar over at det ikke var noget nogen af dem kunne gøre noget ved. Måske var hun virkelig for ung, eller han for gammel. Det kunne vel vendes. Hun havde trukket sit perlenet af og havde lige sat sig for at børste sit hår da der lød en banken på døren.

Hun trak vejret dybt ind før hun rejste sig og åbnede den.

[Cyran af Lemaux]

Cyran kunne se, at hun havde grædt og han havde elendig samvittighed. Han havde netop forsøgt at skåne hende, men han havde tydeligvis fejlet. Hans bryn trak sig sammen.

"Det var ikke min intention at gøre Dem oprevet, Nådigfrøken," sagde han, helt reelt. "Mine beklagelser."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis bed sig i kinden før et let suk forlod hende og hun skubbede let til døren så den åbnede sig noget mere. Hun slog let ud med hånden. "Kom ind" bad hun stille.

"Jeg har ingen forventninger til Dem, Kaptjan, men jeg på ærligt indrømme at jeg føler at De allerede nu forsøger at skubbe mig væk" erkendte hun og satte sig i en af de to stole der var placeret ved det store vindue.