Forhåbentlig en god lønnings dag

[Uller Væringer]

solen var begyndt sin vej bag ned bag om Levagny og Uller havde haft en lang dag som resten af hæren som var så småt helt tilbage i Levagny og Uller ville ikke blive overrasket hvis resten af hæren som havde blevet sat fri var på vej hjem eller et sted hvor de kunne sove det var hvad Uller ville gøre hvis han ikke skulle give sin rapport til Parsiprestre Merchande så han kunne få sin løn for udførelsen af hans job

[Parsiprestre Merchande]

Det var en glædens dag og Parsiprestre havde taget mod Sarah Merchande med åbne arme. I dagens anledning havde han taget fri fra sine pligter, i det omfang han kunne og det omfang var ikke så stort. I hvert fald fik han besked om, at der var en mand for at se ham.

Han forlod sine døtre for en stund og kom ind på kontoret, hvor en bekendt soldat ventede på ham.

"Ah," sagde han. "Mester Væringer. Velkommen hjem."

[Uller Væringer]

Uller gav Parsiprestre et let buk til ham og stille sig som om han stod til parade og svaret ”mange tak Mester Merchande håber jeg ikke forstyrre dem i noget vigtigt ville bare give min rapport” og blive betalt ville han gerne sige men han lod være med faktisk at sige det i forhåbning at han ville få en bonus eller han ville blive første i tankerne næste gang Parsiprestre havde brug for hjælp og sagde ”skal jeg give den nu eller skal jeg komme tilbage i morgen Mester Merchande”

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var midt i en fejring, men han var også en ordentlig forretningsmand og han slog let ud med hånden. "Nej, nu er De her og De vil sikkert også gerne ud at fejre," svarede han og slog ud mod pladsen overfor skrivebordet.

"Tag plads. Lad mig høre."

[Uller Væringer]

Uller nikkede forståelse og sagde imens han satte sig ned foran Parsiprestre ”tak for deres forståelse” og forsat med at fortælle alle hvad han så Sarah Merchande som han kunne huske eller fandt vigtigt at fortælle og efter en lille times tid sluttede han med ”så i kort fra uden over frøken Merchande mistet hendes bevidsthed i slaget ved Shoberbach var der ikke andet der havde sat hendes liv i fare” han kunne ikke rigtig se en grund til at nævne at hun havde regnet ud af han var der til at holde øje på hende

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre tog plads og lyttede. Han havde naturligvis sikret sig ved selvsyn, at Sarah Merchande var ved fuldt helbred, men det var godt at høre ærligt fra en anden part.

Han nikkede. "Meget vel, Mester Væringer. Godt arbejde," svarede han. "Mind mig om hvad var prisen vi aftalte?"

Han kunne naturligvis godt huske det, men spurgte alligevel.

[Uller Væringer]

”Ifølge vores kontrakt en fast beløb per uge minus for hver skade deres datter plus en bonus for ikke deres datter ikke finder ud af om os vil blive baseret på deres tilfredshed så slut beløbet ville være” og han sagde hvor meget ifølge deres kontrakt det var godt nok dyre end andre lejesoldater men det var prisen for ed og han var måske ikke den smarteste person men han var ikke dum nok til at have en fast beløb bestemt på forhånd når krigen kunne tage så meget længere tid og han ville bestemt ikke arbejde for års næsten ingen ting så han sagde ”naturligvis kan jeg ikke sige hvor meget bonus er men håber på deres taknemmelighed vil blive vist for mit gode arbejde”

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var en forretningsmand og lyttede med tilfredshed til soldaten, der tydeligvis ikke var helt uden forstand.

"Mh," lød det fra ham og hans blik glimtede let. "Meget vel, Mester Væringer. Jeg vil regne på tallene og sørge for, at De kan få Deres betaling - vil De vente her imens eller hente den i morgen?"

[Uller Væringer]

Uller lagde godt mærke til glimtede i Parsiprestres øje men var ikke sikker på hvorfor den var der men lagde ikke meget i det og sagde ”hvis det ikke en for problematisk ville jeg sætte pris på at få det nu men kan vente til i morgen hvis de hellere hurtigere tilbage til deres familie” han ville helst have den nu han havde ikke mange penge til at have sjov med men igen manden kunne stadig beslutte hans bonus var mindre

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre rystede lidt på hovedet. "Det er intet problem," forsikrede han. Ja, det var en festens dag, men han var også en forretningsmand og han skulle ikke have det siddende på sig, at han havde svært ved at give slip på penge, han skyldte bort.

"Hvis De vil vente udenfor et øjeblik, mens jeg regner på det. Min datter, Lynon Marchande, kan utvivlsomt finde et krus øl til Dem, Mester Væringer."

[Uller Væringer]

Det gav udmærket mening for ham plus han formodede af Parsiprestre ikke ville vise ham hvor han gemte sin penge så han rejste sig og gav Parsiprestre et let buk og sagde ”det skal jeg nok og tak for deres gæstfrihed” og gik ud af rummet og så snart han havde lukket døren begyndte han tydeligt at slappe lidt mere han var ret sikker på at han ikke kunne ødelægge hans løn men han vidste ikke helt hvad han skulle gøre med sig selv om han skulle blive hvor han var eller finde frøken Lynon

[Lynon Marchande]

Parsiprestre åbnede imidlertid døren fra sit kontor ind til huset og kaldte efter sin ældste datter. Hun dukkede op, han forklarede kort og snart efter kom hun ud til rummet, hvor lejesoldaten ventede.

"Mester Væringer, ikke?" spurgte hun med et smil. "Jeg kan forstå, at min far har lovet Dem et krus øl. Hvis De vil følge med mig, så skal jeg sørge for det."

[Uller Væringer]

”jo frøken Marchande og mange tak” sagde han og han smilede tilbage til hende og begyndte at følge efter hende hun og han gjorde sit bedste for at tjekke hende ud hun så ikke så dårligt ud og hvis det ikke var fordi han var i hendes fars hjem og han teknisk set stadig arbejdede for ham ville han spørge hende ud men det var lidt for upassende lige nu

[Lynon Marchande]

Lynon var ganske uvidende om, hvad soldaten tænkte, men ledte ham blot ud til køkkenet. Hun fjernede et fugtigt klæde fra en kande og hældte et krus øl op, som hun tilbød ham.

"Jeg kan forstå, at De var med i krigen," sagde hun mildt. "Velkommen hjem."

[Uller Væringer]

Uller tog mod kruset og sagde ”tak og ja det var jeg men jeg er faktisk fra Aglium så er ikke rigtig hjemme” og han tog en tår af sin øl godt nok boede han i Levagny lige nu men der var ikke rigtig noget som holdt ham fast her så han sagde høfligt ”men hvordan har det gået her i løbet af krigen”