Afsløringen

[Jacquetta af Bonville]

Sommeren var ved at aftage, selv i Tardigy, så rejsen nærmede sig for Jacquetta og Bénjamin af Bonville. De kunne ikke blive i hendes forældres hjem hele året og boltre sig på markerne i hinandens berusende selskab, uanset hvor dejligt det havde været. Deres ting var ikke helt pakket endnu, men der var en stemning i luften. Det var dog ikke den eneste stemning Jacquetta var i denne, sene eftermiddag. Hun stod kun i sin tynde natkjole, trak stoffet hen over sin ellers tynde mave og synes hun kunne fornemme en bule, selvom der ikke rigtig var noget at se endnu. Hun havde dog talt med helbrederen og der var ingen tvivl. Hun var gravid.

Hun ventede på Benjamin. Han måtte komme snart og hun var både nervøs og begejstret for at fortælle ham hvordan det stod til. Hun var blevet overbevist af Elasabenne af Falanie og Estevot af Bonville om sandheden i, at det var hvad han inderst inde havde behov for: Et barn. En forsikring om at hun var hans og kun hans. En rigtig hustru.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde haft det overraskende godt, og det var tydeligt at mærke på hans humør. Selvom han stadig havde sine mørke tanker at slås med, så havde det i gennemsnitligt været nogen fine uger i Tardigy. Han syntes endda at komme særdeles godt ud med sin svigerfar, som han lidt havde frygtet at skulle stå til ansigt med; måske fordi han at han troede at den ældre mand mindede ham om sin egen.

Han var blevet tilbage i en af stuerne denne morgen for at færdiggøre et par samtaler om fremtidig samarbejde men var nu på vej tilbage til det værelse han og Jacquetta havde opholdt sig i i deres tid her. Han smilte bildt da han åbnede døren og så sin hustrus kønne ansigt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta smilede tilbage til Benjamin, men det forsvandt hurtigt igen i nervøsiteten. Hun glattede fingrene ud over kjolen og tog en dyb indånding, før hun gik frem imod ham og plantede et blødt kys på hans ene kind.

"Jeg har noget jeg skal fortælle. Noget godt. Vil du ikke sætte dig ned? Så er du sød."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins bryn rynkede sig en smule, men blev snart glattet ud. Han nikkede let og satte sig hurtigt på sengen og foldede sine hænder. "Okay?" svarede han stille og løftede hovedet for at kunne se op på hende. Selvom hun sagde at det var noget godt havde han alligevel en bange fornemmelse.

Hvad kunne det overhovedet være? "Ettie, skat. Du gør mig nervøs" svarede han som hans blik flakkede.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta dimsede lidt ved stoffet på sin natkjole og glattede det ud over sin hud. Hun fugtede læberne og ventede til han sad. Så tog hun en dyb indånding og strøg den ene hånd ned over sin mave og mellemgulv. Nej, den var stadig flad. Lidt endnu. Hun så ham i øjnene.

"Jeg er gravid. Du skal have et barn. En søn." Det sidste var hun overbevist om. Hvis guderne ville have hende gennem en graviditet, så måtte det være for en søn.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin hørte alt for godt hvad hun havde sagt, og måske netop derfor registrerede han ikke hvordan han rejste sig fra sengen og løftede hånden mod hendes ansigt. Slaget mod hendes kind var bestemt; den var syngende og beskeden stod klar.

"Er du ude på at tage alt jeg holder af fra mig?" Hviskede han arrigt, og havde ingen tanke skænket hende, over hvilket stadie af frygt hun ville befinde sig i. Han følte sig meget hævet over hende, og sank ikke sammen for at undskylde.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sansede ikke at det skete, før det var sket. Hendes ører ringede fra slaget, kinden brændte og hun løftede sin hånd til den med øjne fyldt med tårer, før hun vaklede bagud, på ét sekund ulykkelig.

"Nej," fik hun hæst frem. "Du ønsker et barn. Jeg er ikke en rigtig hustru uden at have givet dig et barn."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin vidste at han trådte over hendes grænse, men lige nu følte han at hun havde gjort noget langt værre. Hans hjerte piskede afsted og hænderne var knyttet så hårdt at knoerne blev hvide.

"Hvem har bildt dig dét ind?" hvæsede han arrigt. Hans øjne lynede af vrede og afmagt. "Jeg har altid kun givet udtryk for at jeg ønskede dig" bemærkede han og trak let imod hans skjorte der havde hævet sig op over bæltet.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta bakkede væk fra Benjamin, hendes blik på hans hænder ved bæltet og en dyb uro i hele sit væsen. Ville han slå hende igen? Hendes kind var rød og øm, hvor hans hånd havde ramt. Hun skælvede.

"D-din far," hviskede hun. "Prinsessen."

Hendes ryg ramte muren. Intet sted at flygte hen.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin kunne slet ikke se klart, og kunne overhovedet ikke få sig selv ud af den vrede der voksede støt i hans indre. Han følte sig forrådt af dem alle. Hans vejrtrækning var hurtig og uregelmæssig. "Hvor meget kærlighed tror du jeg vil have for det barn, hvis du dør?" hviskede han og trådte helt tæt mod hende.

En flad hånd blev lagt mod muren bag hende og han lænede sig helt ned til hende. "Hvor meget kærlighed tror du at jeg vil have for dig?" bed han næsten af hende.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta skrumpede, krympede sig og græd. Hun rakte frem med en skælvende hånd og rørte Benjamins kind.

"De sagde at det ville gøre dig mere sikker på mig," nærmest hviskede hun. "Du må ikke hade mig. Jeg beder dig, Ben. Du må ikke hade mig eller vores barn."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin kunne slet ikke se hvordan det skulle gøre noget godt i deres ægteskab, og den vrede han havde ville slet ikke slippe taget i ham. Han trak sit hoved til side, for at undgå hende berøring; Det havde hun ingen ret til.

"Hvornår jeg nogensinde været usikker på dig?" forsøgte han sig og stirrede på hende. "Du er måske en virkeligheden en ulydig hustru?" Han rystede på hovedet og skubbede sig fri fra væggen.

"Du har ingen ret til at bede mig om noget længere." Svarede han og strøg en hånd gennem håret og udåndede tungt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta græd. Tårerne flød i en tilsyneladende uhæmmet mængde og da Benjamin trak sig væk, sank hun blot ned på gulvet og knugede hænderne om sin flade mave.

Hun græd til hun begyndte at hikste lidt, stille først. Ikke helt i panik endnu, men i stigende grad. Hun kæmpede for at få nok luft i lungerne, som hendes system lukkede helt ned over den rædselsvækkende reaktion.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins næsefløje syntes helt at vibrere, hans blik lå iskoldt på Jacquetta. "Jeg får en helbreder sendt op til dig" svarede han overraskende roligt. Han havde brug for ro til at finde ud af hvad han skulle gøre og om han overhovedet ville have hende med hjem til Levagny.

Tidsspring til senere?

[Jacquetta af Bonville]

Da helbrederen nåede Jacquetta var hun slet og ret besvimet af iltmanglen, som hendes hyperventilation førte til. Det blev i første omgang ikke Benjamin, der valgte om hun skulle med til Levagny. Helbrederen konstaterede ret bestemt, at hun ikke burde rejse, selvom hun var meget kort henne. Den stolte bedstefar var enig og således var beslutningen vist taget.

Jacquetta blev ikke selv hørt, men hun lå også blot apatisk i sin seng og stirrede ud i luften. Hun var ikke syg, men hendes hjerte var knust og hendes helbred var bedst, når hun havde livsvilje.