Blodetsbånd

[Tómas af Sangy]

Med modvilje greb Tómas om den serviet Theuderic sendte i hans retning over bordet. - Det var dog ikke uden tvær mine og han fnøs da også lidt køligt og barnligt om broderen, som han duppede skægstubben tør for vin, for derefter at tørre let henover bordet. Imidlertid hævede han brynene lidt tænksomt ved Aelins ord og han forsøgte imidlertid atter at slå tanken om broderens løsslupne affærer fra sig. Han brød sig trods alt stadig ikke helt om tanken om, hvem han formodede at broderen havde i tankerne.

[Aelin Mélanie af Sangy]

”I så fald ville Roar Den Store næppe lade den sidste af hans døtre gifte sig med en Falanistisk grevesøn.” Bemærkede Aelin med en halv tør mumlen, mest ment for hende selv at hører, og tog endnu en mundfuld vin.

Egentligt havde det ikke været med fuldt overlæg at hun havde sat den ældste af brødrene tilbage i spotlyset. Tanken om Theuderic der rent faktisk ville tage en kone var bare så aburd, at lillesøsteren i sin begyndende beruselses ikke have tænkt før hun havde talt. Det var trods alt lige før at der blandt de højbårene var indgået vædemål om Sangy-arvingen ville forblive ugift, så stafetten måtte gå videre eller om han faktisk ville være sit ansvar voksen og sikre næste generation. Og skulle Aelin selv være ærlig, så var hun selv efterhånden af større overbevisning om at Sangy i fremtiden måtte overgå til andre hænder.

[Veronique af Sangy]

Veronique var til dels træt, en kende opgivende omkring sine voksne børns umodenheder, men der var en anden, mere sentimental del af hende, der vidste, at de snart ville drage i krig. At den barnlige uskyld tidsnok kunne blive revet fra dem alle og at det måske var sidste gang, at de ville sidde sådan. Som familie. Hun tog en langsom indånding, som tanken sendte en bølge af ubehag gennem hende.

"Tiden er ikke til at gifte nogen af jer, før I rejser," brød hun ind. Tog en indånding. Tog Grevinden på og lod moderen hvile. "Er I hver især parate?"

[Theuderic af Sangy]

Han hørte godt Aelins bemærkning, selvom hun nok selv troede, at det kun var for egne ører at hun havde talt. Han kommenterede ikke på det, men smilte blot lidt for sig selv over den letsindige morskab. Kommentaren generede ham ikke. Han skulle ikke have nogen hasneansk barnebrud. Det var ganske sikkert. Han nippede til vinen, inden han satte det på bordet med to fingre stadig hvilende på bægrets fod.

Veroniques ord bragte hans opmærksomhed tilbage mod hende. "Selvfølgelig ikke." Medgav han, i en mere seriøs mine, som hun tog sin egen på. Hans blik søgte bordpladen kort, som han overvejede hendes tilstødende spørgsmål. Var han klar? Der lå en eller anden følelse i midt i maven, der af en eller anden årsag fik det til at smage lidt surt, når tanken strejfede ham. Han havde mange løse tråde, at enten få lukket eller bundet op indtil han var tilbage igen. Var det hvad der nagede ham? Nej, det var ikke kun det. Inderst inde var der bange anelse for familien. For Tomas og Aelin, for deres far, men så sandelig også for deres mor.

Han trak på en tænksom mine, inden han rettede blikket mod hende igen. "Bliver man nogensinde rigtigt klar?" Spurgte han, "Hvad med dig, Moder?" Spurgte han med lidt bekymring i blikket, velvidende at hun ville blive ladt alene tilbage.