Et sjældent syn

[Denis Trouvère]

Denis fnøs let med et skævt smil. Han så manden an og havde lyst til at tilbyde ham noget andet end en pind et vist sted. Det tog han sig dog alligevel i.

"Åh, det er jeg ikke enig i. Alle fristelser er muligheder, Monsieur... Griber du ikke livet?"

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume havde egentlig besluttet sig for at gå, men ordene, spørgsmålet, holdt hans fødder fast. Det var et simpelt spørgsmål og af uvisse årsager ramte det ham dybere end han ville have troet. Det fik brynene til at rykke sig lidt ind mod hinanden.

Han var stille mere end et par sekunder og det gav mere svar, end han måske egentlig var komfortabel med at give denne fremmede. Han pressede læberne lidt sammen, som blikket flakkede til synderens lyse øjne. Hvornår havde han egentlig sidst gjort noget for sin egen skyld? Vidste han overhovedet, hvad han gerne ville?

"Intet er så ukompliceret," endte han med at svare, fordi han ikke kunne sige, at hans eget liv ikke havde været i centrum de sidste mange år. Han led jo ikke.

[Denis Trouvère]

Munterheden forlod ikke Denis. Han smilede skævt og rystede lidt på hovedet.

"Selvfølgelig er det simpelt. Tag hvad du vil have."

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume så på manden og tænkte, at det måske var så simpelt, hvis man levede på landevejen eller hvad manden nu gjorde. Ved nærmere eftersyn, var han i hvert fald ikke håndværker eller noget derover. Han skød et bryn op.

"Ikke i den virkelige verden, Monsieur," konstaterede han og mødte den anden mands blik igen. "Men den befinder De Dem måske ikke i."

[Denis Trouvère]

Denis befandt sig alt for ofte i en skærende virkelig verden og han kneb øjnene let sammen over antagelsen fra manden foran sig. Manden som, blev han mere og mere sikker på, var fristet af ham. Det morede ham lidt at tænke på, imens de stod og diskuterede.

"Kun når jeg bliver tvunget til det," svarede han. "Det er mere morsomt at være i en fantasi. Der kan man gøre alt. Nyde lige så meget som man har lyst til. Slippe sine hæmninger."

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume kneb øjnene sammen. Det var en urealistisk tilgang til verden, selvom noget ved ordene fik hårene til at rejse sig. Den anden mands blik føltes på en eller anden måde lidt for gennemborende. Som om han kunne se igennem ham.

"Fantasi eller ej, så vil handlinger altid have en konsekvens," konkluderede han dæmpet. "Uanset hvad man så narrer sig selv til at tro. Virkeligheden venter altid."

[Denis Trouvère]

Denis trak på skuldrene. "Og hvis man kun lever i virkeligheden, kommer man stadig til at dø engang, bare langt fattigere på oplevelser, liv og nydelse," konstaterede han og hævede et bryn.

"Hvis du er interesseret i at nyde livet lidt mere, Monsieur, så mød mig i gården om lidt. Hvis du vil være kedelig og bare vente på at dø, så lad være."

Han smilede, blinkede en enkelt gang, og gik så sin vej. Tro til sit ord, ventede han dog i kroens gård for at se om manden mon dukkede op.

[Guillaume Hoftjener]

Ordene ramte Guillaume mere end han brød sig om at indrømme og han stod tilbage med en chokeret, men underligt summende følelse i kroppen. Han så efter den lyshårede mand. Naturligvis kunne han ikke gøre det. Han ville blot ende med at blive bestjålet eller det der var værre, men på trods af den fornuft, kunne han ikke tøjle sine tanker helt. Og i et sekund, bare i et sekund, tillod han sig at spekulere på, hvad der ville ske...

Men han kunne ikke. Gjorde det ikke. Det var for skødesløst, for ufornuftigt og ikke i hans natur. I stedet hentede han de øl, som han egentlig var gået efter og denne gang bestilte han en af de stærke til sig selv. Og han drak nu, mens blikket uforvarende blev ved med at vandre til døren til gården.

Lukket