Mit livs skuespil

[Florine Laure Købmand]

Florine blev svimmel af hans traven. Hun sank tilbage i sengen.
"Kan du ikke stoppe? Jeg får det skidt," lød det lavmælt ovre fra sengen, og hun var blevet blegere. Burde hun have ladet være med at fortælle ham det? Ville han nogensinde slippe tanken om det igen? Slippe trangen til at komme efter den, der havde gjort hende med barn? 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus stoppede brat og gled da også snart ned på stolen igen, knapt så rasende, men tydeligvis frustreret og endnu mere bekymret. Hans blik faldt på Florines blege ansigt og alt i ham hadede det. Hans bryn trak sig sammen, men bag det hele, var der reel omsorg i hans blik.

"Du burde ikke være alene om det her," slog han fast, men mere dæmpet nu. Mere tilstedeværende.

[Florine Laure Købmand]

Heldigvis stoppede han, så rummet snurrede det mindre for hendes omtågede hoved. Men det fjernede ikke den svimmelhed, der havde sat sig i hende allerede. Han satte sig også ned, og sådan følte hun, at de var lidt tættere på hinanden. At han var lettere at nå, og nå ind til.

Bekymringen satte sig tydeligt i hans ansigt, og hun følte skyld over at bekymre ham, men måtte nu også selv trække brynene lidt sammen. "Jeg er ikke alene, du er jo lige her," påpegede hun. Hun kunne ikke så godt sige, at hun var blevet fundet af den mand, som Nico implicit bebrejdede for slet ikke at være der for hende. For at lade hende gøre det alene. Uden ham ville hun måske slet ikke være i live. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var ikke nok til at få Nicolaus til at glemme alt, men det formildede ham lidt og han brummede en utilfreds lyd, men så også på Florine med reel bekymring i blikket.

"Altid," svarede han alvorligt. "Men det er også min pligt at beskytte dig."

[Florine Laure Købmand]

Florine åndede tungt ud over hans erklæring. Det var på sin vis et tomt løfte. Ingen af dem vidste, om de altid ville være der for hinanden, men intentionen var klokkeklar.
"Du kan ikke beskytte mig mod alting, Nico," lød det spagt. Dette var måske et af deres livs bedste eksempler. "Og det er ikke din pligt at gøre. Ikke længere. Men... Jeg er glad for, at du er her. Og at jeg er. Og at... At jeg kunne fortælle dig det." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var utilfredsstillende og Nicolaus havde ikke tænkt sig bare at droppe det, men der var andre han kunne spørge end Florine, for at finde ud af, hvem der havde tilbragt tid i hendes selskab. Det havde han tænkt sig.

Derfor lyttede han også kun distraheret til hendes ord, tydeligvis opslugt af de verdensomvæltende tanker. Af samme grund svarede han blot med en dæmpet brummen, som havde han reelt intet hørt.

[Florine Laure Købmand]

"Nico?" kaldte hun på hans opmærksomhed og hendes bryn trak sig sammen, mens hun lidt anstrengt lænede sig frem og greb om hans arm. "Hørte du hvad jeg sagde?"

Hun blinkede langsomt og sank så. Sank også lidt ned i sengen. "Er du vred på mig?" 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var lyden af hans navn, der brød hans tankespor og han indså først nu, at Florine talte til ham. Han rynkede på brynene og så helt forvirret ud over hendes spørgsmål. Denne gang var det dog ikke fordi, han ikke havde hørt hende.

"På dig?" gentog han og rystede så på hovedet. "Nej. På ham, der efterlod sig med det her, til gengæld..."

Hans blik advarede hende om, at han ikke havde tænkt sig at ændre mening på dén front, uanset hvor meget hun så påstod, at hun ikke var blevet efterladt med det.

[Florine Laure Købmand]

Tydeligvis havde Nico ikke hørt hende før, ikke helt. Forvirringen tegnede fine spor i hans ansigt, og hun slap ligeså stille hans arm og lod hånden falde ovenpå dynen.

Hun sank endnu engang over hans ord. Han havde besluttet sig for at stykke det sådan sammen, kunne hun konstatere. Hun ønskede sig brændende at fortælle, at han ikke havde efterladt hende. Ikke da det gjaldt, men bagefter... Tanken stak endnu.
Hun ville ikke være her, hvis det ikke var for ham. 
"Lad det gå, Nico. Du får ikke noget ud af at opsøge nogen nu og forlange ting," indskød hun træt. Det var det hun frygtede, at han havde tænkt sig. At opsøge alverdens folk for at finde frem til hvem det kunne være, men hun havde mere brug for ro og fred. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde overhovedet ikke lyst til at gøre, som hun bad om, men han ignorerede hende heller ikke fuldt ud. Hans bryn trak sig sammen og han tog en dyb indånding.

Så nikkede han i stiltiende accept. Det var det bedste han kunne give hende nu, men det var også stort for ham. Han hadede tanken om at gøre ingenting.

[Florine Laure Købmand]

Florine var træt. Helt ind i knoglerne, men hun forsøgte ikke at glide ind i søvnen, og at holde sig vågen og opmærksom, og hendes storebror tog ny en dyb indånding og nikkede i stiltiende accept, så for en stund følte hun, at hun ikke behøvede overtale ham til at slippe behovet for at stille nogen til ansvar for det her.
"Tak," mumlede hun. "Vil du give mig et nyt omslag?" spurgte hun dernæst og fjernede det nu lune omslag fra panden og rakte det til ham. Hun havde brug for noget koldt. Kroppen var ubehageligt varm.

"Du må ikke fortælle de andre det. Det må du ikke, Nico, især ikke mor..." Øjnene var lidt blanke af sygdom, men alligevel fokuserede, da hun så på ham. Alvorlige og bedende.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus nikkede og havde snart et nyt klæde klar. Han nåede dog ikke lægge det mod hendes pande, før hun havde talt igen. Hans bryn trak sig helt sammen og han så alvorligt på ham.

"Jeg siger ikke noget," svarede han. "Tror du, at jeg ville gøre det?"

[Florine Laure Købmand]

Hun havde brug for omslaget, men han holdt det i sine hænder og hun sank lidt ned i sengen under hans alvorlige blik. Så rystede hun svagt på hovedet.
"Nej, det tror jeg ikke. Men jeg... Jeg har det dårligt over det allerede. Jeg har ikke brug for, at I alle sammen ser på mig med forandrede øjne."
Hun sank og lukkede øjnene. Fik det værre. Skulle hun kaste op? Det føltes lidt sådan. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det tog lige et øjeblik ekstra, før Nicolaus huskede omslaget. Han hjalp det tilrette på hendes pande og så bekymret ned på hende. Hans mave trak sig sammen i ubehag. Ordene fik ham til at se på hende med rynkede bryn, mens han bredte kluden ud over hendes pande. Ville hans syn på hende forandre sig nu?

"De andre behøver ikke at vide noget," konstaterede han lavmælt. Der var intet formål. Han vidste det, men kunne intet gøre. "Flo..." sagde han dæmpet. Hendes øjne var lukkede, men han smilede mat. Blikket var alvorligt. "Uanset hvad der sker, vil du altid være min dumme lillesøster. Det ved du godt?"

[Florine Laure Købmand]

En lille lyd, måske af lettelse, strøg igennem hende, da han endeligt lod det nye kolde omslag finde tiltette på hendes pande, men selvom hun lå der og fik det værre igen, kunne hun ikke overse den strålende bekymring i hans øjne. Hun ville ønske, at hun kunne fjerne den.
Florine satte ord på sin frygt. Alle ville se anderledes på hende nu, også ham. Ville han ikke? 

Hun nikkede mat til hans konstatering og så gled øjnene i og hun klemte dem lidt sammen for at håndtere et ubehageligt jag i maven. 
"Mmh?" lød det mat, da han kaldte hende på dæmpet. Hun åbnede langsomt øjnene igen til lyden af hans forsikring.
"Det ved jeg godt," konstaterede hun og tilføjede: "Og du vil altid være min irriterende storebror."
Hendes lille hånd krøb ud fra under dynen og puffede svagt til hans ene knæ i et lille drilleri. 
"Jeg er glad for, at du er her sammen med mig. Selvom jeg godt ved, at det er hårdt for dig. Jeg ser din bekymring."