Pest eller kolera

[Juliote af Martimiers]

Maximilian af Triviers

Det var hårdt at være en ung adelsfrøken, der ledte efter en mand, men Juliote havde ikke på nogen måde tænkt sig at lade Elysande af Arge ende op med mindre end hun fortjente. Triviers var langt mindre end hun fortjente, den unge pige var sød, begavet og smuk og hun ville ikke se hende med mindre end en der elskede hende af hele sit hjerte. Eller i hvert fald ikke bare tog hende, fordi han skulle bruge en avlsko. Derfor havde hun nu tænkt sig at involvere sig, måske endda skræmme Triviers væk. 

"Beklager jeg forstyrrer, men jeg har hørt at De har taget en interesse i min kusine. Det må De desværre holde op med, jeg agter at finde en mand til hende, der faktisk elsker hende og ikke bare ser hende som et perfekt lille dukkebarn, som er føjelig og en poleret avlsko." Sagde hun, måske kunne hun edda tale så grimt at han ville blive skræmt væk over den familie pigen havde. Måske var Triviers ikke så slem som mange andre mænd, der var nogle der kunne være direkte rædselsfulde, men hun kunne alligevel ikke lide ham og derfor, så var han blevet til en pest i hendes øjne. Noget der skulle holdes langt væk fra hendes kusine.

[Maximilian af Triviers]

Maximilian var netop ankommet til festen og så frem til at danse sin første dans med Elysande af Arge. Så langt nåede han dog ikke, før han blev overfaldet af en rødhåret furie, der startede med at beklage, men dernæst gjorde det tydeligt, at hun ikke var den mindste smule ked af det.

Han hævede begge bryn let og lod blikket glide en enkelt gang hele vejen ned over hende og op igen, før han rankede sig let.

"Komtesse Martimiers," hilste han roligt, omend der lå en gnist af vrede og ulmede i hans blik. "Jeg føler mig overbevist om, at jeg må have hørt forkert. Så køn en ung kvinde kan ikke have taget så grimme ord i sin mund."

[Juliote af Martimiers]

Juliotte fortrød lidt sine ord, de havde været for meget, det var ikke første gang hun havde sagt noget på en måde hun ikke brød sig om. Det plejede ikke at være hendes svaghed, men denne herre fik de værste ord over hendes læber. Det var en pinsel.

“Nuvel.” Sagde hun, hans kompliment faldt lidt til jorden fordi han havde vrede i sit blik, men det påvirkede hende alligevel lidt at han havde kaldt hende køn. Hvor dum kunne man være? Hun var ikke seksten år og lige debuteret mere, et kompliment som dette burde ikke få hende til at føle sommerfugle i maven. Også selvom det havde været i spot.

“Men hvis jeg ikke føler De elsker hende nok, kommer jeg til at protestere. Min kusine fortjener kærlighed, hun betyder meget for mig, Deres Excellence.” Sagde hun med et lidt blødere ansigstudtryk, selvom hun stadig følte sig dum. Hun indså hun gerne ville have han kunne lide hende, men hun turde ikke tænke tanken til ende, i stedet begravede hun bare disse tanker langt væk, i en lille kasse.

[Maximilian af Triviers]

Juliote af Martimiers var ganske aldeles anstrengende og Maximilian var frustreret over at hun skulle spille en rolle i hvorvidt han kunne kurtisere Elysande af Arge. Han så ret spidst på hende, men løftede så sit bæger med vin let og hævede et bryn.

"Min interesse I Deres kusine er ganske ærefuld," konstaterede han roligt. "Mine intentioner er åbne. Hun er ganske charmerende."

[Juliote af Martimiers]

Selvom han stod her og erklærede sine intentioner med Lys, var hun stadig ikke helt sikker på hun stolede på ham. Det kunne godt være at han gerne ville giftes med hende, men var det de rigtige grunde? Kunne han rent faktisk se de karaktertræk, der gjorde hende noget særligt?
"Hvad synes De ellers om hende, andet end charmerende?" Spurgte hun og forsøgte at smile venligt, selvom det ikke rigtig nåede hendes øjne. Det var vel forståeligt, at hun ønskede at sørge for at hendes kusine fik et lykkeligt ægteskab.

[Maximilian af Triviers]

Maximilian stirrede lidt blankt på den rødhårede furie, der tilsyneladende ville stille sig mellem Elysande af Arge og ham. Han tog en dyb indånding.

"Forhåbentlig kan jeg snart sige at hun er en god danser, men De forhindrer mig lige nu i at leve op til mit løfte om den første dans. Er det deres mål?"

[Juliote af Martimiers]

"Nej, nej selvfølgelig ikke." Sagde hun og smilede anstrengt. Derefter trådte hun et skridt til siden, så han kunne gå forbi hende og ud på dansegulvet, hvis det var det han ønskede.

[Maximilian af Triviers]

Maximilian bukkede for Juliote, før han forlod hende der, sydende, utvivlsomt. Hun var et problem han blev nødt til at løse, for hun kunne utvivlsomt sætte forhindringer på vejen for ham og Elysande af Arge.

For nu, ledte han blot efter netop sin udkårne, uagtet om hun vidste at hun var det eller ej. Hendes første dans tilhørte ham.

[Juliote af Martimiers]

Juliote blev stående og følte sig som en klovn, selvom hun vitterligt blot havde ønsket at gøre det bedste for sin kusine. Hun kiggede lidt efter ham, men vendte sig så med et dybt suk og gik hen for at finde sin bror. Efter dansen måtte hun snakke med Elysande af Arge og fortælle hende om ham.

Forlader tråd.

[Elysande af Arge]

Elysande var ulasteligt klædt i en kjole, der med vilje var holdt simpel, så øjet i stedet blev draget af de Argediamanter, der udgjorde en klækkelig del af hendes medgift. Engang havde hun drømt om dette, denne konkurrence for at vinde et godt parti. Nu var billedet noget mere nuanceret, men det ændrede ikke på, at hun var et godt parti. Bare ikke for den, hun gerne ville have.

Tanker om Thybaudin var den direkte vej til melankoli, så hun havde forvist det fra sine tanker, rettet ryggen og besluttet sig for at se fremad. Det indebar en dans med Greven af Triviers og hun ventede på ham, da han - god mod sit ord - dukkede op. Hun smilede sit pæneste smil og nejede formfuldendt.

"Deres Excellence," hilste hun. "En glæde at se Dem igen."

[Maximilian af Triviers]

Maximilian sydede stadig over Juliote af Martimiers, hvor irriterende hun var, men også hvordan hendes ord satte sig i hans tanker. Det var der dog ikke plads til, da han fandt Elysande. Han bukkede formfuldendt for hende og rettede sig lidt stift op igen med et smil.

"Nådigfrøken," hilste han høfligt. "Glæden er min. Jeg har set meget frem til den lovede dans."

[Elysande af Arge]

Elysande anede ikke, at Greven netop havde talt med hendes kusine. Hun smilede blot. "Også jeg," svarede hun og tilbød ham sin hånd. Sandt at sige havde hun ingen anelse om, hvilken person Greven egentlig var og hun havde endnu ikke forhørt sig. Måske ville det være fordelagtigt at gøre det.

For nu lagde hun sin hånd mod hans arm og fulgte med ham ud på dansegulvet. Hun nejede for ham, som musikken spillede op og snart var de i bevægelse.

"Har De haft en god aften indtil videre, Deres Excellence?"

[Maximilian af Triviers]

Maximilian var ingen født danser. Han var som sådan god til at koordinere og styre sin krop, men rytmen i dansen var anderledes end at kæmpe og han var fuldt ud koncentreret, da komtessen spurgte til hans aften.

Han rynkede panden svagt. Ærligt talt var den startet elendigt, men det kunne han ikke fortælle, så: "Den lyste markant op, da jeg fandt Dem."

[Elysande af Arge]

Det var ikke som at danse med Thybaudin. Greven var åbenlyst ikke lige så naturlig på et dansegulv, men det var ordentligt nok. Hun fornemmede dog, at samtale ikke stod øverst på hans gøremål i øjeblikket. Så hun smilede over hans ord.

"De smigrer mig," konstaterede hun og smilede et afdæmpet smil, som de bevægede sig rundt til musikken.

[Maximilian af Triviers]

Maximilian smilede flygtigt, men reelt nok. Han smigrede hende ikke ud af en sans for stor flirt, men fordi han ønskede at charmere hende. Han ønskede at hun accepterede hans kurtisering, uanset hvad Juliote af Martimiers måske måtte mene. Han havde sat sit blik på denne kvinde, den mest attråværdige komtesse i manges blikke, og han havde tænkt sig at erobre hendes hånd for sig selv.

"Det er nemt med en charmerende partner," forsikrede han med et let nik, efter endnu en serie trin. "De danser godt. Bedre end jeg, må jeg beklage."