Er det tid?

[Florine Laure Købmand]

Florine havde virkeligt forsøgt at underspille diverse efterdynginger fra den voldsomme omgang hun havde været igennem, men det havde ikke været helt let, og måske særligt svært overfor brødrene og Staffan Brygger havde hun erfaret. Måske fordi hun havde sværere ved at fremstå skrøbelig og sårbar overfor dem.

Hun havde derfor også lidt bange anelser, da Staffan med lidt sjælden alvor, dog også varme, i blikket, havde bedt hende om at møde på havnen denne eftermiddag. Solen stod højt på himlen, kun indimellem dækket af skyer og hun havde det en smule varmt, mens hun spejdede efter ham. Først da hun så ham, fik hun gang i fødderne og mødte ham med et lille, varmt smil. "Passede det fint for dig at gå?" bød samvittigheden hende at spørge, mens hun gav ham et kort kram, der fik det til at sitre i fingerspidserne efter mere. Han måtte vide at hun referede til hans arbejde. 

[Staffan Brygger]

Havnen var et travlt, bryskt sted, hvor hårdarbejdende fiskere og sømænd kastede trosser, trawls, kasser og gods af og på forskellige kogge og øvrige lastbåde der lå til kaj i Levagny. Staffan sad på en par stablede trækasser der netop var blevet læsset af 'Richelieu', en kogge med fast handelsrute til Aglium. Staffan spillede tit terninger med besætningen, når de lå i land i Levagny. Han var ikke altid heldig, da bådsbesætningen ofte spillede under den lange tur østpå, men det hændte dog at han indimellem inkasserede sig nogle mønter.

Det var netop hvad han stod og talte med en af dem om. En latter bredte sig mellem dem, inden han hørte hastige skridt fra sin side. Instinktivt drejede han hovedet og så Florine komme. Han bød kammeraten farvel, inden han snart var svøbt i Florines favn. Lidt overrasket sad han blot, inden han gengældte det og slap igen. Han ville sikkert blive prikket til efterfølgende af bådsbesætningen for den åbenlyse display af hengivenhed imellem dem. Men ak, det kunne han ikke rigtigt tage sig af lige nu.

Han nikkede ikke til spørgsmålet, for sandheden var at han, ligesom så mange andre gange, var kommet til at gå en lille bitte omvej... Han kløede sig derfor lidt i nakken, idet han smilte et forsorent smil. "Ork ja, jeg fik det til at passe." Forsikrede han hende og rejste sig fra kasserne, "Jeg er glad for at du kom." Tilføjede han så, "Jeg ville gerne vise dig noget."

[Florine Laure Købmand]

Først efter hun havde givet sig i kast med en omfavnelse, slog det hende, at det måske var lige lovligt meget og vovet af hende, og at hun måske satte ham i en slags forlegenhed overfor de mulige kammerater, der kunne omgive dem. Alligevel fortrød hun ikke, da hun mærkede gengældelse efter et øjeblik. Kortvarig indre varme blev det til, før han talte og hun så på ham lidt indgående. Ville så nødigt være flere til last, og få flere i en slags uføre, de ikke havde gjort sig fortjent til.

Hun måtte også smile lidt skævt af hans reaktion og ordene. Han havde fået det til at passe. Hun vidste, at han kunne være distræt. "Mener du, at du kom til at gå en omvej?" drillede hun derfor kort, før hun så lidt overrasket ud. "Vise mig? Hvad skal du vise mig?" spurgte hun så, og det gav et underligt sug i maven. 

[Staffan Brygger]

Han svarede ikke på spørgsmålet, men nøjedes med at sende hende et kækt smil, der blev trukket hemmelighedsfuldt, som han lettede sig fra kasserne og med blikket fortsat fikset på hende, over skulderen, gik han mod landgangen til koggen der blot lå og vuggede ved kajen. "Kom, så skal du se."

Han drejede hovedet fremad, som han trådte landgangen til. En hul lyd lød da han satte fødderne på dækket. "De er netop kommet tilbage fra deres handelsrute." Forklarede han, "Jeg inkasserede en tjeneste og bad dem finde noget helt specifikt!" Drillede han og spejdede kort for at finde indgangen til lastrummet, hvorefter han førte an, idet han vandrede derover.

[Florine Laure Købmand]

Der var noget ved Staffan. Noget vældigt irriterende og charmerende på én gang, for han svarede hende slet ikke, men alligevel viste hans krop an, og før hun så sig om, fulgte hun nysgerrigt og lidt nervøst efter ham ned mod landgangen, og om bord på et ukendt territorium. Florine gik forsigtigt. Hun var ikke den bedste svømmer, og hendes far havde altid sagt, at man skulle passe på ved havnen. Hun åndede derfor lidt ud, da også hun landede på dæk med en hul lyd.

"Så du kender dem, der ejer skibet?" forsøgte hun at finde hoved og hale i det hele. "Staffan," brummede hun med et suk over ham. "Kan du ikke bare fortælle mig, hvad det er?" bad hun, men vidste at det ikke ville få ham i tale, og måtte derfor forsigtigt følge efter ind i lastrummet. Det føltes både hjemligt og forbudt. De fleste handelsruter hun selv kendte til foregik på landjord, men enkelte gange havde både hun og Nicolaus været med om bord. Hende selv, fordi hun havde plaget og plaget til faderen gav efter.
"De må have gjort en god handel," konstaterede hun. Der var kasser fra gulv til loft nærmest. 

[Staffan Brygger]

"Jaeh.." Trak han på det, "Mest besætningen, men kender man besætningen, så ved Kaptajnen også hvem man er." Forklarede han og kløede sig lidt i nakken. Det var et bekendtskab der var blevet etableret over tid. Nu plejede Staffan at komme når de skulle lægge til kaj. Oftest hjalp han med at laste af båden, hvis han kunne, tilgengæld tog de gerne ting med fra deres rute specielt til ham, hvis det var indenfor rimeligheden og såfremt han manglede det. Ellers plejede de at spille terninger enten på i koggens tømte lastrum eller på Den Fede kat sent om aftenen.

Hendes anklagende sukken, sendte blot et uskyldigt udtryk over Bryggerdrengens ansigt. Han et matchende smil prydede de velformede læber. "Florine." Lød det bare drillende igen, "Du ved da, at det ville spolere enhver overraskelse der måtte ligge i det?" Han satte fødderne på den stejle, slidte trætrappe der ledte dem ned i det mørke underdæk. tinindfattede talglamper hang og vuggede til bølgernes rolige rytme og kastede et gult lys over det fyldte lastrum. Der lugtede stærkt af hav, tjære og gammelt træ. "Tjah, eller også er der bare stor efterspørgsel herhjemme?" Funderede han. Han blandede sig ikke rigtigt i driften af skibet.
Staffan banede sig vejen blandt kasser og gods, tydeligvis øgende efter en specifik kasse og fik næsten en lampe i hovedet, da den svang lidt mere uroligt end de andre. Til sidst kom de til en lille trækasse, men en lap afskrevet pergament naglet til låget hvor der stod 'Brygger', med alt andet end sirlige, gotiske bogstaver. "Her!"

[Florine Laure Købmand]

Hun smilede lidt ad hans beskrivelse, for det var så sandt som noget. Det svarede til at man kendte et par bartendere på en kro, så fandt krofatter eller mutter også hurtigt ud af, hvem man var. "Sådan plejer det jo at være," konstaterede hun derfor varmt. Stadig lidt usikker på blot at gå ombord, men nu var hun der, og selvom verden omkring hende havde føltes væltet, så følte hun sig nogenlunde sikker i Staffans selskab.

Hun bekæmpede trangen til at himle med øjnene af ham, og kom istedet med et latterfnys. Han var præcis ligeså irriterende som brødrene kunne være det, når det slog dem, men det her føltes lidt anderledes, for hun var også spændt på hvadend han gik og skjulte på et fremmed skib. Hvadend han havdd fået dem til at tage med hjem. 
"Det ville det vel... Men kan du ikke komme med en lille ledetråd?" prøvede hun at lokke med ham, mens hun gelejdede sig ned ad den stejle trappe til lastrummet. Lugten var ikke fremmed, men skrap i næsen og hun rynkede den derfor kort.
"Ja, måske. Mange er nervøse for om krigen får betydning for fragt af varer i hvert fald," tænkte hun højt.

"Pas på!" nåede kun lige at slippe ud af Florine med et lille hvin, da en lampe nær havde ramt Staffan lige midt i panden, før hun selv dukkede sig under den, og kom op på siden af ham. Pladsen var trang, så de endte med at stå lidt tæt. "'Brygger'. Kom så. Åben den nu!" 

[Staffan Brygger]

"Hmm.." Brummede han eftertænksomt. "Der er to. De er runde. Aflange." Ledte han, "Og du kan meget godt lide dem." Bemærkede han selvtilfredst - totalt overbevist om at Florine ville elske det.

Han lo bare lavt over det nærstående sammenstød med lampen og Florines bekymring for om den ramte. Det kunne den ligeså godt have gjort, men ak, Staffan Den Heldige, var atter heldig denne dag. "Det var tæt på, hva?" Smilte han til hende over skulderen.

Som kassen kom til syne, stod Staffan et øjeblik, blot for at lade Florine komme nærmere så hun kunne se vidunderet. Den trang plads gjorde, at de måtte stå tæt. Men det gjorde ham intet. Maven slog altid en behagelig knude når hun var ham nær. Hun gjorde ham glad. "Skal nok! Skal nok!" jappede han i respons, som hendes iver drev ham til at bukkede sig for at løsne låget og tage det af.

Han verfede noget halm til side og under dets dække sås nogle mørke, korkproppede flasker af stentøj. I glasuren var der præget et velkendt stempel, som Florine burde genkende. Det var en helt særligt, krydret øl, som hun så tit havde talt om og som han vidste at Florine var glad for. "Tadaa!"

[Florine Laure Købmand]

Selvtilfreds var han, mens hun spekulerede over hvad i alverden der dog kunne passe på den beskrivelse. Rund
Aflang. To styks. Hun var helt blank på hvad det dog kunne være, mens hun fulgte efter ham.

"Lidt for tæt på," pointerede hun med et lidt sigende blik, før hun vendte opmærksomheden mod kassen og dets hemmelige indhold. Flygtigt strejfede hendes hofte hans, fordi skibet gyngede lidt og de stod tæt og hun kom til at smile lidt dumt over det for sig selv.
Med ham følte hun sig mere tilpas end nogen anden lige for tiden. Og det sagde ikke så lidt.
Som to ivrige børn jappede de, inden han løsnede låget og møflede lidt halm til side for at åbenbare noget, hun slet ikke havde forventet. 
Det var den krydrede øl hun havde fortalt ham om, at hun godt kunne lide, men det var længe siden og meget var sket siden da, og nu... Nu mindede øllen hende om ting, som hun ikke så godt kunne mindes sammen med Staffan.
Hjertet sank lidt i brystkassen, men hun prøvede ikke at lade sig mærke af det. 

"Det skulle du ikke have gjort," indskød hun og manifesterede et smil. "Men hvor er det sødt af dig, at du kunne huske det. Har du selv smagt?"
Da hun sagde det, kom hun straks til at mindes, hvordan hun havde fået Theuderic af Sangy til at smage og hun blev næsten lidt forlegen over egne tanker. Prøvede at ryste det af sig.

En bevægelse i båden fik hende nær til at falde forover, men heldigvis - eller uheldigvis - stod Staffan der som en klippe, og hun røg blot fremad mod hans favn. En hun for øjeblikket rigtig, rigtig gerne ville ende i, men havde svært ved at få sagt, for hun følte at hun måtte lægge distance til alle, så ingen ville opdage hvor slemt hun egentligt havde det. Havde haft det.
"Undskyld," mumlede hun derfor, men kunne ikke lade være med at grine dæmpet, da hun rettede sig lidt op igen med en hånd på hans brystkasse. Det var lidt befriende med det ryk, trods alt. 

[Staffan Brygger]

Opmærksomt studerede han hendes ansigt for reaktion. Han bemærkede det hele. Måden hvorpå hun næsten sank en klump og plastrede et smil på som ikke nåede øjnene. Brynene rynkede sig lidt sammen i bekymring, havde han taget fejl? Var det en dårlige gave? Hvad havde han misforstået? Lidt usikkert kløede han sig i nakken, "Du bryder dig ikke om dem?" Spurgte han, nok mest for at italesætte sin bekymring.

Bølgerne slog hårdt, trods stendigerne der indkransede havnen burde have taget deres styrke. Skibet gyngede ihvertfald noget, da det slog Florine ud af balance og skubbede hende direkte ind i favnen på Staffan. Han greb hende hastigt, men kom til at dvæle lidt i hendes varme og bløde skikkelse under håndfladerne. "Stærke bølger idag." Bemærkede han blot med et skævt smil på læberne. Hans blik sænkede sig instinktivt til hendes læber, da hun så op mod ham, stadig lænet ind mod hans bryst. Han viljede blikket bort med en næsten usynlig rødmen på kinderne og rømmede sig, da han slap grebet om hende igen og støttede hende til balance. "Nå! skal vi smage?" spurgte han lidt mere febrilsk end han ville det. Staffan havde glemt alt om at Florine havde det skævt med de øl. Hun gjorde ham betuttet. Hvis hun faldt ret mange gange ind i ham igen, så kendte han snart ikke sit eget navn.

[Florine Laure Købmand]

Staffan var så observant, og derfor forsøgte Florine også virkeligt ikke at lade sig mærke med de minder, der skyllede ind over hende som en voldsom, uventet bølge, for han havde ikke taget fejl af, at hun godt kunne lide de øl, og han kunne ikke vide hvad de mindede hende om. Men hun havde tydeligvis ikke skjult sin ambivalens tydeligt nok, for hans bryn trak sig sammen i bekymring og han virkede næsten usikker, da han kløede sig i nakken.
"Jo, jeg kan godt lide dem. Det er en god gave, Staffan. Jeg har bare..."
Længere nåede Florine ikke i sin forklaring, før en bølge i bogstaveligste forstand skubbede hende direkte ind i favnen på ham. 

Han greb hende, og hun mærkede varmen fra hans hænder og nu nåede smilet øjnene helt automatisk over fornemmelsen. Måske var det også derfor hun kom til at grine, og blev stående et øjeblik længere end nødvendigt med en hånd på hans brystkasse. Da hun så op på ham, skippede hjertet da også nær et slag, for et flygtigt øjeblik fornemmede hun, hvordan hans blik havde dvælet på hendes læber, og det var så uskyldigt, men samtidig charmerende. 

"Mh, lad os det," indvilligede hun. Så rakte hun ned og greb om den ene flaske, og lirkede lidt med proppen for at få den til at give sig. Det var først, da hun så op på ham, at hun gik lidt i stå med foretagendet. Nu var det hendes tur til at lade blikket dvæle ved hans læber, før blikket gled op til hans øjne. "Du er så sød ved mig, Staffan. Jeg har savnet dig," indskød hun så med et lille varmt smil, før proppen så kom op med et plop og hun rakte øllen frem mod ham. "Vil du have æren af den første tår?" 

[Staffan Brygger]

Han fandt en trækasse at sidde på, da hun indvilligede. Med ryggen lænet opad et bare fyldte jutesække, betragtede han hende åbne flasken. Han blinkede et par gange og trak på et skævt smil, da hun synes at lade blikket dvæle lidt ved ham. Hvad hun kiggede på, anede han ikke, men han havde ikke noget imod det. Hendes ord, overraskede ham lidt og han skød brynene i panden. "Oh, øh.." - "Jeg har skam også savnet dig." Lød det lidt mere klundtet, end hvad han egentlig ville at det skulle lyde.

Han rystede lidt på hovedet, da hun tilbød ham den første tår. "Tag du den bare." Sagde han og var derefter stille et kort øjeblik, idet han overvejede sine ord. "Du, Flo?" Spurgte han, "Jeg har gået og tænkt over noget." Begyndte han og lod blikket hvile interesseret mod hende, "Du har gået og virket så nedtrykt i noget tid nu." Tilføjede han, "Hvad er der galt?"

[Florine Laure Købmand]

Florine kunne ikke helt gennemskue om hun havde fortalt dig ud fra hans reaktion, men han lod ikke til at være generet af, at hun havde ladet blikke dvæle på sig forinden. Måske var det dog det, der gjorde ham lidt forfjamsket og kluntet nu. Det vidste hun ikke helt.
Hun smilede derfor også bare mildt over responsen.

"Som du vil, Brygger," konkluderede hun og gjorde ham kunsten efter med at finde en siddeplads overfor ham, men så tæt på, at deres knæ næsten rørte hinanden. Hun var på vej til at tage en tår, og nåede det kun lige, før han kaldte på hendes opmærksomhed, og blikket landede opmærksomt på ham, mens hjertet bankede lidt hurtigere i brystkassen.
Hun blinkede lidt overrasket over ordene, der fulgte. Han havde tænkt over det. Han havde bemærket, at hun havde været mere nedtrykt end ellers - og endda på trods af, at hun havde forsøgt at skjule det, og at hun havde været mest munter i nærheden af ham.
Det prikkede i øjnene og instinktivt slog hun blikket ned og trak vejret ind.
"Der har været sket nogle ting," lød det lavmælt. Så løftede hun langsomt blikket. "Og jeg... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle om det. Eller om jeg kan." Hun sank en begyndende klump. "Jeg blev meget syg for ikke så længe siden. Det var derfor du ikke så mig så meget."
Fet var ikke en løgn, men heller ikke en hel beretning. 

[Staffan Brygger]

Hans blik hvilede på hende, som hun nærmest virkede til at synke en klump, idet blikket ramte jorden. Han rynkede brynene lidt i bekymring. Han huskede ikke, at have set Florine så plaget af noget før. Han mødtes hendes lyse øjne, da hun atter lod dem søge ham. "Prøv bare alligevel." Opmuntrede han med varme i stemmen, "Du ved da, at jeg ikke sådan er til at kyse." Et smil lå om læberne, som han sagde det.

Hun begyndte så småt at fortælle og Staffan gjorde et lille nik, indikerende at han lyttede.

[Florine Laure Købmand]

Der var noget ved Staffan Brygger som var helt anderledes end alt andet hun havde oplevet. Han var så ligetil. Så hjertevarm og omfavnende. Hun følte sig tryg med ham, tryggere end med mange andre, selvom der var mange, hun havde kendt meget længere. Måske var det derfor hun fortalte, at hun havde været meget syg.

"Nok er du ikke til at kyse så let, men jeg har ikke rigtigt talt med nogen om det," erkendte hun sårbart og tøvede et øjeblik. I sit stille sind tilføjede hun, at hun ikke havde lyst til at han skulle tænke dårligt om hende.
En stor slurk øl blev taget. Så forsøgte hun at berette. Om at hun havde følt sig mere død end levende, og at hun havde været bange, og hendes familie med. At hun ikke huskede alting før dét, men at hun kunne huske, at have blødt en del, og at hun havde haft set en, men at det var stoppet, og at hun ikke havde haft følelser i klemme, men at hendes bror var overbevist om, at denne fyr måtte have gjort hende noget.
Det var med et tungt suk, at hun til sidst tav. "Du er den eneste, jeg havde lyst til at se. Ligeså snart jeg kunne komme ud af sengen," lød det med et lille smil. "Hvad tænker du om det, Staffan? Jeg håber ikke, eh, at jeg har overvældet dig. At jeg har belemret dig."
Hendes blik var lidt indgående og undersøgende overfor hans træk.