En skæbnesvanger nat (tw)

[Florine Laure Købmand]

TW: Omtale af abort og dens konsekvenser udført af en kvaksalver, dvs. en person, der ikke har de rette egenskaber til at udføre den.

Florine havde formået at skrabe midler nok sammen til at betale en kvaksalver, der ikke befandt sig i slumkvarterets mørke. Alligevel var denne aften blevet skæbnesvanger for den unge kvinde, som havde fået alverdens urteblandinger og en ulidelig smerte i maven, og dernæst huskede ikke meget andet end drabelige, rødlige plamager på fingrene og det nederste af kjolen og det stålsatte blik kvinden havde haft. Noget var galt, havde Florine registreret, førend alt blev sort.

Mørket var altopslugende og da hun fornemmede en berøring, var hun sikker på, at hendes hjerne spillede hende et gevaldigt pus. Eller var det en af Guderne, der lagde en hånd på hende?
Alting snurrede rundt og hun ville gerne svare, da nogen fjernt kaldte på hende ved navn. Men halsen var som sandpapir og hun kunne kun hoste med en tør, underlig lyd. 

[Theuderic af Sangy]

Skumringen havde allerede sat ind, da Theuderic trak hætten længere op over hovedet. Bag ham lukkede døren til Teateret, hvor Florine eftersigende var gået hjem efter et familiemedlem var blevet ilderedt. Han havde sendt kammertjeneren ned efter en to flasker vin efterfølgende, og kunne overbringes den glædelige nyhed at Mester Købmand var i bedste velgående. Det og ham ikke længe at lægge to og to sammen.

Siden den dag de havde skiltes, havde Theuderic i al diskretion fulgt op på, hvad kvinderne gjorde såfremt de var i uføre og måtte af med det. Det tog ham noget tid, inden en Rose kunne fortælle at de enten blev solgt gift eller blev 'opereret'... kun de adelige fruer, havde råd til at købe en mikstur der ganske vel gjorde hende syg i en uge, men som hun oftest overlevede på efterfølgende. Det siges, at der fandtes en Gria i det nordøstlige håndværker kvarter, der solgte dem. Kammertjeneren måtte efterfølgende derned og da han kom tilbage kunne han informere om hendes brokkeri over såkaldte 'kvaksalvere' der tog samme pris som hun, men oftest blot myrdede de arme kvinder med deres elendige og uvidende teknikker.
Det tog Theuderic noget tid at lokalisere dem, for Gria'en havde ikke betjent nogen ung kvinde med Florines beskrivelse, hvilket ledte Theuderic til at tro at hun havde søgt en af disse kvaksalvere. Det viste sig af ingen af dem ville kendes ved, at hun skulle have søgt hjælp hos dem. Han åndede tungt ud gennem næsen, lidt rådvild for hvad næste skridt var. Hun var som sunket i jorden.

Det var, indtil kammertjeneren forslog om den unge Frøken allerede var.. død? Theuderic stod et øjeblik og så på ham. "De plejer at samle dem de finder i gaderne, i Mortems tempel inden de kremerer dem, Herre." Lød det roligt fra ham. Theuderic blinkede en gang og bandede indvendigt over ikke selv at have tænkt det.. Måske var det fordi han ikke troede Florine død, men det var værd at undersøge. Han havde jo, trods alt, lovet at finde hende og bringe hende hjem, såfremt det skulle gå så galt.

Det var ikke nemt at fabrikere en historie for præsterne om at komme ind i salen for de døde, men med lidt bedrøvelse, indsmigren og historien om et løfte indfriet til en falsk Junker, kunne de få lov til at træde ind og søge blandt ligene der var lagt op ved siden af hinanden.


Hun var ikke svær at se blandt mængden. Hun lå klemt mellem to individer der, trods gazesvøb, lugtede fælt af råd. Den blege hud stod i kontrast til det mørke, viltre lokker der ustyrligt lå over ansigt og bryst. Blod havde mættet skørtet og var størknet langs benene. Hun lignede ikke en der ville slå øjnene op igen...
Han satte sig på hug ved hende og lagde en hånd over brystet for at mærke om hjertet alligevel skulle slå. For et øjeblik synes han kun bekræftet i sin antagelse om at hun var borte, men så mærkede han et slag. Vagt. Men det var der. Så et til. "Florine.." hviskede han og ruskede diskret i hende. Han fangede lidt bevægelse ved hendes øjne, inden hun responderede med en tør hoste. Et lille smil brød frem på hans læber. "Du lever."

[Florine Laure Købmand]

Købmandsdatterens fornemmelse for tid og sted havde været fuldkommen borte fra det øjeblik alting sortnede til lyden af en smældende stemme og fornemmelsen af stærke hænder, der flyttede på hende, uden hun selv var i stand til at gøre til eller fra. Alt der havde flimret for det indre blik anede hun ikke om var en virkelighed eller en feberdrøm, og hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvor hun befandt sig eller hvordan hun var kommet derhen. Knap huskede hun hvor hun sidst kunne mindes at have været, da stemmen kaldte på hende, og det lød som om det var langt væk. Befandt hun sig i et kammer?

Noget klemte hende. Det var det første hun registrerede, før smerten jagede igennem med lyden af den svage puls, og hun kneb reflektorisk øjnene sammen ved fornemmelsen. Du lever. 
Forvirret blev hun over den information og næsten angst for at slå øjnene op, kæmpede hun alligevel mod de tunge øjenlåg og missede med øjnene. "Nico?" kaldte hun i en næsten uhørlig hvisken, for det var den første person hun frygtede at se i øjnene. Manden hun svagt kunne ane i mørket var dog ældre end det, og hun havde svært ved at fokusere på andet end konturen af ham. "Papa?" 
Nu gled øjnene i igen. Det var for hårdt at holde dem åbne, fornemmede hun. "Hvo-hvor er jeg?"
Forsigtigt, næsten kun mikroskopisk, bevægede hun det yderste af fingerspidserne, men det gav et jag i armen, som lå bøjet i en unaturlig stilling. Halvt klemt af vedkommende der lå på hendes venstre side.

[Theuderic af Sangy]

Der var ikke mange kræfter i hende, det var tydeligt, da hun åbnede øjnene uden rigtigt at se, kun for at lukke dem i igen. Han skilte læberne for at svare på hendes spørgsmål, men nåede rent ud ikke at sige et ord, før præsten stemme lød bag dem. Theuderic vendte blikket mod hans kølige, triste ansigt, som han upåvirket informerede om at Mortems Tempel kun var for de døde eller de levende der søgte de døde. Det var tvetydigt sagt, åbenbart, da Theuderic parlamenterede for at tage Florine med, men som præsten i første omgang modsatte sig. Noget med at hvad Mortem tog, skulle ingen levende blande sig i. Hvilket Theuderic mente var noget decideret vrøvl.

Det kostede et par mønter, for præsten at glemme hvad han havde set.

Theuderic måtte have hjælp af sin kammertjener, for at få Florine op fra stengulvet og svøbt i hans kåbe, der både kunne skjule hendes skikkelse og ansigt, da han først bar hende ud og med noget besvær fik hende sat i sadlen med sig selv bagved til støtte. Han lånte kammertjenerens kåbe og bad ham ride hjem, så det ville være mindre opsigtsvækkende at ride gennem gaderne, til trods for at mørket for længst havde indtrådt. "Du kommer ikke hjem. Endnu." sagde han sagte, da hendes hoved hvilede mod hans bryst. "Ikke sådan her."

Hvor og hvad han gjorde for at skaffe dem et værelse på nuværende tidspunkt, vides ikke. Måske var det en tjeneste han havde trukket på. Ihvertfald var de først rigtigt alene, da han lukkede døren bag dem og efterfølgende lagde Florine på sengen. Han betragtede det blege ansigt og strøg noget af det viltre hår væk fra det. "Er du her?"

[Florine Laure Købmand]

Det var lige før Florine ønskede sig at lide den skæbne, som det allerede lod til, at nogen troede hun havde lidt, da hun hørte stemmerne runge i sit hoved og mærkede kroppens smerte, centreret et sted, der var svært helt at udpege, men som lokaliserede sig lidt under navlen. Hun troede, at det var en ond feberdrøm, da en autoritær stemme talte om Mortem og hvad der tilhørte ham og hørte en anden argumentere imod. Fortsat lød det som om stemmerne var langt væk. Meget længere væk end de i virkeligheden var.

Et lille støn af smerte gled ud mellem læberne, men hun gjorde ingen hverken hørbare eller kropslige protester, da hun blev svøbt i noget udefinerbart - måske et tæppe? - og løftet. Ville de begrave hende? Alt i hende var forvirret over situationen. Også ansigtet var dækket. Det mærkede hun, uden at kunne magte at løfte fingrene eller sige noget for at finde svar på, hvad der foregik. Hvor hun var, og hvem der var der sammen med hende, anede hun til stadighed ikke, og det burde gøre hende bange, men hun havde knap nok kræfter til at spekulere over det. Øjnene var også gledet i igen, og hun overgav sig til feberen og svælgede lidt ind og ud af bevidstheden på ny.
Svagt bevidst var hun dog om, at hun nu red. Og at en stemme talte til hende. Fortalte hende, at hun ikke kom hjem sådan her. Og nu var det som om noget indeni dæmrede lidt. En fjern genkendelse. "The-Theud," lød det spagt, måske knap hørligt igennem kåbens stof, men på sin egen måde følte hun sig nu mindre udsat ved den erkendelse og ubevidst hvilede hun sig mere trygt ind mod den brystkasse, der holdte hende oprejst i en siddende stilling hun ikke selv havde kræfterne til at opretholde.

Noget af turen forsvandt for hende. Og hun kunne heller intet se, selv hvis hun havde åbnet øjnene.
På en måde var hun dog endt i en seng, som var langt blødere end det stengulv han havde fundet hende på. Kroppen værkede dog ikke mindre af den grund og hver lille bevægelse føltes anstrengende. Havde hun været bevidst om eget udseende og stand, havde hun utvivlsomt følt sig umægtelig skamfuld. Men det var slet ikke tid til at føle den slags.
Istedet manifesterede hun kræfter til at nikke til hans spørgsmål. "Jeg er her," lød det hæst, spagt. Så drejede hun langsomt hovedet mod hånden. "Er det dig, Theud?" hviskede hun. Stadig usikker på det hele.

[Theuderic af Sangy]

"Ja.." Mumlede han dæmpet, "Som lovet."

Han trak kutten væk fra hendes hoved og hægtede brochen af kåben der holdt den sammen ved halsen. "Jeg har bedt dem bringe varmt vand herop." Forklarede han, "Pigerne skal nok hjælpe dig i noget tørt. Vi må have noget varme og noget væske i dig." Tilføjede han og rejste sig for at hælde, ikke vand, fra karaflen, men brændevin. Stærk og krasbørstigt, og ganske god til at dulme hvad hun måtte have af smerter. Han satte sig på ny på sengekanten og lod hendes hoved støtte, som han tilbød hende den gyldne væske, ved at føre koppen til hendes læber.

[Florine Laure Købmand]

Som lovet. Ganske rigtigt. Men Florine mindedes ikke at have fortalt ham, hvor hun var taget hen - det havde hun ikke fortalt nogen af frygt for, at hemmeligheden skulle slippe ud -, så hun forstod ikke hvordan han havde fundet hende.
Hun nikkede derfor blot. Det var det letteste for nu.

Pludseligt og lidt for voldsomt for den afkræftede kvinde trak han kutten væk fra hendes hoved, så mere lys ramte hendes ansigt og hun kneb øjnene sammen over den pludselige forandring. Lyset kunne mærkes selv igennem lukkede øjne. 
Hun lyttede, mens hun langsomt åbnede øjnene for at se, at det faktisk var ham. Og det var det. Pæn og rank som altid.
"Varmt vand?" spurgte hun uforstående. Hvad i alverden skulle det hjælpe på noget? De mest basale ting havde hun slet ikke nået at tænke over.
"Pigerne?" Igen forvirringen. Hun havde glemt alt om verden omkring hende. Omtåget var hun stadig, men mere bevidst end hun havde været i mange timer. Bare voldsomt ør i hovedet, som havde nogen slået hende med en sten. Havde nogen det?

Tilliden mellem hende og Theuderic mærkede hun nu var altafgørende og stærkere end ventet, da han hældte noget gyldent op til hende, og hun blev støttet for at kunne drikke af koppen. Den gyldne væske fik det til at brænde i svælget, og hun måtte hoste lidt igen, før hun kunne tage en ny tår og skære ansigt over fornemmelsen. Samtidigt lindrede det tørheden og fornemmelsen af, at halsen var som sandpapir.
"Tak. Hvor fandt du mig?"
Uroen sad i kroppen. Hvad var der sket? Hvor længe havde hun været væk? 
"Er der andre, der har ledt efter mig? Har jeg været længe væk?"

[Theuderic af Sangy]

Han fjernede koppen, da hun spruttede lidt efter en tår. Han gav hende yderligere, hvad hun kunne tage og stillede koppen på et sengebord tæt på. Han rynkede brynene lidt ved hendes spørgsmål. Var det ikke indlysende? Han rakte ned og løftede hendes hånd om håndryggen, hvor tørt, mørkt blod stadig farvede den blege porcelænsagtige hud. "Du er smurt ind." Bemærkede han og kastede skævede et blik mod hendes skørt og ben, der også havde farvet sengelinnedet hvor hun lå. Han var endog stadig usikker på om der fortsat piblede frisk blod fra hende. "Vi er hos en bekendt. Hans tjenestepiger vil hjælpe dig med at blive ren." .. og sikkert også tage sig lidt af det dernede, såfremt hun fortsat blødte. Det virkede for Theuderic som et kvindeærinde, hvor han ikke lige skulle bryde sig om at blande sig.

Han slap hendes hånd igen, og rettede blikket mod hendes blå. "I Mortems tempel." Forklarede han, med en rynke i panden, "Nogen må have troet dig død og fået dig fragtet dertil." Det var i sandhed heldigt at de havde fundet hende i tide. Man kunne nok tænke sig at hun var død, dér på det kolde stengulv, eller sågar kremeret præmaturt, inden hun kunne nå at give tegn på liv.

Han trak en skæv mine, "Jeg tror det ikke." - "Det var vel i dag du besøgte din.. kvaksalver.?" Spurgte han, lidt usikker på om han udtalte det korrekt. "Jeg har ledt efter dig siden middag." Han tav lidt efterfølgende, "Hvad i alverden har vedkommende gjort ved dig?" Spurgte han så tydeligvis uforstående overfor, hvordan hun kunne være så ilde redt.

[Florine Laure Købmand]

Adelsmænd kunne have et vist ry for at bryske og ligegyldige overfor unge kvinder. Mange fortalte historier om, hvordan de udnyttede dem, og efterlod dem sådan uden at skænke dem en tanke, men som Florine lå der, blev den fordom i alt sin pragt gjort grueligt til skamme. Theuderic havde kunnet vælge ikke at involvere sig i dette - han kunne have valgt at lade Florine dø. Sågar også valgt slet ikke at lede efter hende. 

Han så forvirret ud over spørgsmålet. Svaret kom naturligt til hende, da hun så sin egen hånd smurt ind i størknet mørkt blod, og hendes ansigt fortrak sig. Hun følte sig øjeblikkeligt svimmel og kvalm ved tanken om, hvad der dog måtte være sket, når hendes hånd så sådan ud. "Åh," sukkede hun tungt. "Ser det meget slemt ud?" hviskede hun. Flygtigt tænkte hun på, at det var skammeligt, at han skulle se hende sådan. Den mand hun ellers havde forsøgt at gøre sig pæn overfor. Som havde set på hende med funklende, begærlige øjne. Han måtte væmmes over hende nu. Skamfuldt slog hun blikket ned et øjeblik, før hun kunne se på ham på ny.

"En bekendt?" spurgte hun og så lidt febrilsk på ham. "Jeg håber ikke, at de er bange for blod i så fald," spøgte hun spagt.
Så ventede der hende et nyt svar. Ganske overraskende. Så hun havde alligevel været en af guderne nær. Mortem. Det løb hende koldt ned ad rygsøjlen ved tanken. "Mortems tempel," gentog hun og rystede svagt på hovedet. Klemte øjnene sammen et øjeblik for at presse tårerne, der steg op i øjenkrogen på flugt. "Jeg er glad for, at du ledte efter mig."
Meget mere end hun havde ord for lige nu.

Hun lyttede opmærksomt. Kun i dag. Lettelsen skyllede ind over hende. Det var ikke længe nok til at hendes familie ville have sat hav og himmel i brand og ledt efter hende med luge og lygte. De ville dog nok være bekymrede, når hun ikke kom hjem for natten. "Jeg ved det ikke - om ... om det var i dag eller i går. Det var mørkt," mumlede hun. 
Hun stirrede et øjeblik på ham, da han uforstående spurgte til, hvad der dog var hændt hende. "Du troede jeg var hysterisk, da jeg fortalte dig, at jeg kunne dø, gjorde du ikke?" spurgte hun. Uden fordømmelse dog. "Jeg ... Jeg husker ikke alting. Men hun blandede nogle urter, og jeg skulle sluge dem hele. De smagte frygteligt, og så ... så ... " Florine gik i stå og skar ansigt, mens hun anstrengte sig for at komme i tanke om, om der var mere. "Hun smurte noget på. Det brændte så frygteligt. Som om hun havde sat ild til mig. Og så kan jeg ikke huske mere. Eller... Måske var der en, der slæbte mig. Jeg er ikke sikker."

[Theuderic af Sangy]

Han trak på en mine, idet han trak vejret ind gennem munden. Lidt usikker på om det lige var tidspunktet for ærlighed, eller ej. "Jeg har set værre." Svarede han så og valgte den diplomatiske vej. For med omtanke for de afhuggede lemmer, blodige opkastninger og halvt overskårne halse der prydede en slagmark - navnligt ved grænsen til Hasnea, så var Florines blodige leje, knapt så gruopvækkende. Han fornemmede hendes skam, da hun slog blikket ned. "Hey.." Mumlede han og vippede hendes hage op, så hun kunne se på ham igen. "Det er ikke så slemt." Forsikrede han hende og trak på et lille, skævt smil.

Han måtte skyde blikket til siden da hun antastede hans opfattelse af hendes hysteri, dengang hun havde forsøgt at forklare ham, at det var et risikofyldt indgreb. "Mjoh.." Måtte han nok erkende. "Indimellem får man at høre for mange grumme ting der kan ske, som faktisk i realiteten ikke hænder. Jeg må indrømme, at jeg troede dette var en af dem."

Han tav efterfølgende da hun forklarede sine erindringer. Han så skiftevis forstående og undrende ud i ansigtet, som hendes ord lød. "Hvad end hun har gjort, så lyder det til at du idet mindste ikke har været ved bevidsthed gennem det meste." Svarede han, "Vi må se om vi kan skaffe en helbreder til dig." Tilføjede han eftertænksomt og overvejede hvem der kunne overtales til at komme, og samtidig holde bøtte om det. I samme nu lød en banken på døren. Theuderic rejste sig atter og gik over for at åbne for to piger, der bragte en tin balje og efterfølgende varmt vand. Han lod et sidste blik over skulderen og trådte så ud af kammeret for at give dem tid og rum til at tage sig af Florine.

[Florine Laure Købmand]

Det var et diplomatiens svar og det var hun ikke blind for. Alligevel beroligede det en anelse, for Theuderic af Sangy måtte trods alt have set grusomme ting, og hvis dette ikke var en af de værre kunne det ikke være helt grelt. Kunne det vel? Hun smilede lidt mat. Det gjorde ondt i kinderne, fordi de længe havde været spændt op, men det var rart at mærke at hun var i stand til at smile, situationen taget i betragtning. "Godt." 
Alligevel ramte skammen hende også, og det var som om han anede den, da han løftede hendes hage på ny og hun følte sig svøbt i en omsorg, hun ikke var sikker på hun var helt berettiget til. Det fik taknemligheden til at skinne i øjnene, der var lidt blanke. "Det føles slemt," mumlede hun, men manifesterede selv en lille trækning i mundvigen.

Måden han så væk var svar nok i sig selv. Florine måtte anstrenge sig lidt for at bevæge hånden, så hun kunne strejfe hans. "Jeg bebrejder dig ikke. Jeg ville ønske, det havde været en sådan," lød det lavmælt og hun undslap et hørligt suk. Måske hvis hun havde bedt ham smide midler i, kunne det være undgået. Så kunne hun have betalt for Griaen. Men hun havde ikke kunnet få sig selv til at spørge.

Hun trak på skuldrene.
"Nok ikke." medgav hun. Var det heldigt? På sin vis, men uvisheden var skræmmende. Hun rynkede brynene over hans ord. "Det behøver du ikke. Jeg vil ikke - du skal ikke bruge en masse penge på min dumhed," hviskede hun. Ydmygheden skinnede nu igennem. Overvældende måske også. Men en healer var nu en vigtig ting for en i Florines tilstand.

Før hun vidste af det blev et selskab til et andet og nu begyndte den svære prøvelse for alvor, da pigerne lidt forfærdede og med alvorlige miner så hende an, før de manøvrede hende ud på sengekanten, så de kunne afklædte hende. Florine ømmede sig undervejs og den ene pige spærrede øjnene op ved synet af en underligt farvet plamage ved lårene. Næsten sort. 
Det tog tid for dem, at få hende badet og skrubbet og Florine både skreg, hulkede og bed tænderne sammen og drak mere af den gyldne væske undervejs, indtil hun til sidst kunne iklædes en simpel, men dog sømmelig og fin blonde kjole. Pigerne bandt noget om hendes skød, bemærkede hun, men nåede ikke at spørge hvad det var, før de atter var væk og Florine tilbage i sin seng. 

[Theuderic af Sangy]

Han havde stoppet op kort, og set tilbage mod hende efter at have rejste sig for døren. Kort overvejende hendes ord. Det var lidt en kringlet sag, for Theuderic havde ganske ofte forladt sine kvinder såfremt deres møde havde været en enkelt nats sjov. Han havde ingen tanker skænket dem efterfølgende, andet end hvis de havde haft.. særlige attributter. Men de som han så jævnligt, det var en anden sag. For selvom de næppe delte nogen form for kærlighed, så var der noget respekt og omsorg indblandet alligevel. At sørge for Florine, var nok blot en del af det? Måske fortrød han sin hårdhed imod Christabelle og ønskede at handle anderledes denne gang? Han anede faktisk ikke hvad der ansporede ham til at drage ansvar for det, når han så nemt kunne lade være.

Måske var han ved at blive blød på sine ældre dage. Han fnøs lidt ved denne tanke.

"Jeg sørger for det." Lød beslutningen, inden han havde vandret ud og ladet pigerne overtage. Imens de rumsterede deroppe, sad Theuderic nedenunder med sin bekendte, der så venligt havde udlånt dem kammer, ly og personale. En forklaring måtte jo falde, så Theuderic fik brygget en flot, sammenhængende fortælling sammen og forelagt, så al ansvar naturligvis var drejet udenom ham... men istedet skudt på den her kære fiktive Junker, som også måtte lægge navn til overfor Mortempræsten. Theuderic kunne lyve så overbevisende at det næsten gjorde ondt.

De nåede at dele et glas vin, inden de to unge piger baksede balje og klæder ned ad trappen. Her tog Theuderic sin afsked med værten, for at vandre op til hende igen. Han lukkede døren efter sig og satte sig hen til hende på sengekanten. Han betragtede hende. Nu var hun idet mindste ren og lå under en tyk dyne med et varmebækken i fodenden. "Rart?" Spurgte han.

[Florine Laure Købmand]

Selv hvis Theuderic stak halen mellem benene nu og ikke kom tilbage til kammeret, ville hun være ham evigt taknemlig, for selvom Florine krop værkede og hun i smertefulde splitsekunder, måske særligt da hun blev proppet ned i det meget varme vand kunne ønske, at hun blot var blevet liggende i det tempel og overladt til egen forfærdelige skæbne, så var hun glad for, at han havde fundet hende. At han havde reddet hende.

Han ville sørge for en healer. Det var det sidste hun hørte fra ham, før den lidt større operation bad gik igang. Pigerne skubbede og skruede. Vandet var grumset af blod, og lugten - eller rettere stanken - fik Florine til at kaste op. En af pigerne nåede heldigvis at opfange refleksen og række hende en tom spand at gøre det i.
Pigerne havde tysset på hende, talt med blide, opmuntrende stemmer og set forfærdede ud, da det gik op for dem, at hun stadig blødte. Ikke styrtblødte, men blødte og at noget udefinerbart væskede. De havde gjort deres bedste, men de var jo ikke healere. Blot unge kvinder som Florine selv. 

Florine havde nået at fælde et par tårer, da han kom ind igen, og da snøftede hun ind. Håret var redt nu, knap så filtret og helt sikkert rent. Hun følte sig dog umenneskeligt afkræftet.
"Rarere. Det gør meget ondt," svarede hun ærligt, for det gjorde det. Og der var underligt tomt i maven. Ikke fordi hun havde kastet op. Det var en anden slags. En underlig, ubehagelig en. Som om hun manglede noget.
"Det er pænt af dig, at du gør så meget for mig," indskød hun så og øjnene funklede med en varme, der var forbeholdt mennesker hun holdt af. "Og at du kommer og holder mig med selskab." 

[Theuderic af Sangy]

Han anede ikke omfanget af konsekvens, som det havde haft for Florine. Ikke desto mindre lå hun der, ganske ødelagt, men på grund af dette, havde det sparet dem begge for en kattepine der ville have haft større konsekvenser ude i fremtiden. Han var lettet og også lidt taknemmelig for at hun villigt var gået igennem det. At sørge for at eftervirkningerne ikke tog livet af hende, følte han nok ikke var andet end at gøre sin del.

Han så det varme blik rettet mod ham. Det prikkede blot til en trang om at beskytte hende. Men hvad mere han kunne gøre, vidste han knapt. Indtil en ide faldt ham ind. "Jeg kan give dig noget for smerterne, såfremt du vil have det." Sagde han og afventede hendes respons, inden han ville række hånden ned i en skjult lomme for at fiske en lille læderpung frem.

[Florine Laure Købmand]

Florine havde anet hvilket omfang det kunne have, men selv de rædsler hun havde forestillet sig stod ikke mål med den virkelighed nu befandt sig i, og det i sig selv var chokerende. At hendes hjerne havde været uden evne til at forstå, hvor fatalt og indgribende dette ville være. Men hun havde gjort det. For hun ville ikke udskammes og lægges for had af hverken hans eller egen familie. For slet ikke at tale om samfundet i sin helhed. Hun ville gerne være mor en dag, uden i fremtiden, men det skulle gerne være i en anden situation.
Når hun måske blev lykkeligt gift med en. 

Hun trak brynene lidt sammen på midten. "Brændevin?" gættede hun lidt dumt, for det var det første der faldt hende ind og velsagtens også det han havde givet hende at drikke i første omgang at dømme efter smagen, der endnu sad lidt på tungen. Forsigtigt rettede hun sig lidt op i sengen og skar en grimasse, før hun atter kunne fokusere på ham og betragte ham lidt afventende.