Min allerkæreste veninde

[Helene af Suilleaux]

Helene hævede et bryn over spørgsmålet og ville, hvis hun blot var så ligefrem som Miri, nok have svaret ganske ærligt, at det ville selvfølgelig ikke komme til at ske. Helene ville tilbringe en hel del af sin tid i Suilleaux og Mirielis ville være i Aren eller Levagny.

Hun var dog ikke som veninden. Freden skulle holdes og et svagt, men varmt smil rørte hendes læber.

"Jeg vil tro at vi altid kommer til at se hinanden oftere end andre veninder. Vi er jo familie."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede og smilte; også selvom hun inderst inde godt vidste at de nok højst sandsynligt ikke kom til at se hinanden, så var det rart at Helene alligevel imødekom hende i sin frustration og angst omkring fremtiden.

Hun ville desuden komme med mange undskyldninger overfor stakkels Thybaudin om hvorfor hun var nødt til at rejse til Suilleaux for at være hos sin familie. Men hun vidste også at med sit ægteskab til arvingen, ventede der sig et nyt liv. Men det var ikke noget hun kunne fokusere på nu. Lige nu var hun sølle.

[Helene af Suilleaux]

Helene ville blive hård, senere. Når Mirielis havde født og ikke skulle amme den lille. Når de to "tvillinger" skulle sove sammen og ikke med deres storesøster. Når Miri var gift og ikke skulle blive ved med at komme på besøg.

Lige nu var der ingen grund til at prædike de barske realiteter. I stedet drak Helene blot den kølige væske i sit bæger og smilede.

"Hvordan står det til med borgen, udover dig?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis levede fortsat i den naive tro. Både fordi at det var hendes barn. Hendes og Elyots lille kærlighedsbarn. Hun vidste et eller andet sted godt at det ikke ville forblive sådan. Men hun var fyldt med følelser og det gjorde det ikke nemmere jo tættere hun kom på at skulle føde.

"Borgen har det fint, den står her endnu" bemærkede Mirielis med et strejf af et smil.

[Helene af Suilleaux]

Helene rankede sig lidt. Hun bed det i sig, at Mirielis måtte vænne sig til at kunne svare på vegne af borgen, som kommende lensfrue af Aren.

I stedet tog hun endnu en tår og betragtede sin veninde roligt.

"Beboerne på borgen, kære."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde forsømt sine pligter i at gå ind hvad der ville blive krævet af hende. Så længe hverken hendes far eller Helene havde været til stede havde det været alt for nemt at lave noget andet. Men hun havde dog været til stedet når det var krævet af hende.

"Alle har nydt godt af vejret." Lød det roligt fra Mirielis imens hun forsøgte at gå mere ind i det. "Alt service er blevet pudset og alle gardiner er blevet renset for støv" Hun kunne komme med en længere remse i hvad der var forgået på borgen; men hun anede ikke helt om Helene fiskede efter noget.

[Helene af Suilleaux]

Helene rynkede panden en smule, før hun glattede den ud igen og fandt et mildt smil frem.

"Menneskene, kære Miri. Vil du fortælle mig om dem?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis kunne ikke lide hvad Helene forsøgte at få hende til. Hun kendte ikke Arens siddende lensfrue; hendes kommende svigermor. Men lige nu legede hun med tanken om at hun ikke var så borende som Helene. Selvom det var for at hjælpe.

"De har det fint. De passer deres arbejde. Jeg tror faktisk de fleste ansatte var glad for at far ikke var til stede." Svarede hun ærligt. Nok var Lancelin dygtig til sit arbejde, men han var ikke altid en særlig rar mand. Hun ville i hvert fald ikke selv arbejde under ham.

"Jeg har haft æren af at være vært for en rig købmandsfamilie der havde lagt deres rute forbi Suilleaux. De har afleveret vareprøver, og afventer et brev fra far, om hvorvidt han ønsker en aftale" Hun rankede sig let da ordene lød.

[Helene af Suilleaux]

Helene udsatte ikke ligefrem Miri for tortur. Hun bad hende blot fortælle om borgens liv. Det burde ikke være en hård prøvelse. Åbenbart var det.

Imens veninden talte, drak hun igen. Hun åndede lidt ud og nikkede så let.

"Åh? Fortæl mere. Hvad lavede de her? Hvilke varer? Hvem var de?"

[Mirielis af Lemaux]

"Clairmont Toussaint. Han handler med silke fra Odriaria og krydderier fra Edrye, og andre små antikviteter. Jeg mindes at han talte om at få erhvervet sig et par grønne drage statuer. " mussede Mirielis som hun genkaldte middagen, der efter hende gik ganske udmærket.

"Der havde været turmult på havet, og deres skib havde brug for at blive set igennem for skader, så jeg tror at købmanden så sit snit til at ville hilse på Lensgreven og lave en god aftale" smilte hun en anelse fornøjet. Det havde også passet helt perfekt havde Lancelin af Suilleaux været til stede. Men de måtte nu nøjes med hans ældste datter.

"Han havde sin hustru og sine børn med.."

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede og lyttede og var tilfreds med forklaringen om købmanden fra Odriara med hans statuer og stoffer.

"Kommer han igen på tilbagevejen? Måske kan vi købe noget stof til to små dragter, til når de skal vises frem."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis mærkede stoltheden suse rundt. Det gjorde hende glad at mærke Helene rose hende, og hun kunne ikke skjule smilet der langsomt voksede sig stort. "Ja, han ville have mig til at vise far, den mulige aftale, og når han så kom forbi på vej tilbage, kunne de tale om det" svarede hun før hun lænede sig frem for at tage et par stille tåre af den kølige væske.

"Han havde taget prøver med op. Det er virkelig af god kvalitet" forsikrede hun veninden.

[Helene af Suilleaux]

Helene lyttede og spurgte, roste ikke direkte, men irettesatte heller ikke. Hun ville selv teste kvaliteten af stoffet, før hun sagde ja til noget endeligt, men det ville sikkert give Miri noget stolthed at have haft indflydelse på en lille dragt, ligesom hun yndede at brodere på et tæppe til den ene af de to 'tvillinger.'

"Få prøverne bragt til mig, så skal jeg se på dem, kære. Hvor spændende, at du fik mulighed for at agere værtinde i vores fravær. Hvordan føltes det?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis tog hvad hun kunne få. Heldigvis havde Helene ikke ændret sig særlig meget efter hun var blevet gift. Selvom det nogen gange kunne være svært at de både var veninder og nu også i familie. Hun havde på fornemmelsen at deres venskab ville blive sat på prøve efter fødslen.

Hun nikkede, og noterede det sig. Hun kunne med nemhed fange en af tjenestepigerne og give beskeden videre når hun gik op for at slappe af. "Jeg må ærligt erkende at det skræmte mig til at starte med. Hvis jeg nu gjorde noget forkert" sukkede hun stille og ville for alt i verden ikke skuffe nogen. Hverken gæster eller Helene og sin far.

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede varmt og nikkede. "Selvfølgelig. Den følelse har du kun, fordi du gerne vil gøre det godt, min kære. Og det lyder som om du lykkedes."

Hun så på sin veninde, kun lidt yngre, men en god del mere famlende.

"Nu kan du slappe af. Jeg er her, så du skal blot fokusere på at komme godt igennem hvad der følger nu."