Eksplosionsfare

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus trak sig langsomt væk og nikkede i accept af hendes bøn. Han var træt og hun så uendelig udmattet ud.

Han lagde armen omkring hende og ledte hende blidt imod sengen, så hun kunne komme ned i den igen.

[Igraine af Charenoy]

Igraine sank taknemmeligt ned i sengen og kom meget uelegant om på siden. Hun pustede lidt og lagde en hånd mod maven. Hun var stadig påklædt, men der var ingen virkelighed, hvor hun selv kom ud af kjolen lige nu.

"Jeg tror, at det bliver snart," konstaterede hun dæmpet. Men måske ikke snart nok.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus afklædte sig selv hurtigt, før han satte sig ned og lagde en hånd på Igraines hofte.

"Ja?" Han tog en dyb indånding, mere lavpraktisk orienteret først. "Dit tøj...?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine lukkede øjnene kort og slap en dæmpet lyd over hans spørgsmål. "Jeg sendte Gilliane i seng," konstaterede hun og selvom hun måske havde forhastet sig på den front, havde hun ikke tænkt sig at vække pigen.

"Jeg rejser mig igen om lidt, men mine ben værker nu."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede let og tog en dyb indånding. "Eller du kan løfte dig lidt," mente han og greb fat ved hendes skørt.

Han havde intet problem med at afklæde sin hustru.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var stolt, men ikke så stolt, at hun ikke tog taknemmeligt imod hjælpen - ikke at hans opgave var let løst, når man var meget gravid.

Hun formåede det dog og lod ham bakse med stoffet, ærligt talt lettet over at blive frigjort fra det.

"Hvis ikke hoffet ville blive skandaliseret, gik jeg ikke i andet end en særk på nuværende tidspunkt," bemærkede hun, let forpustet af den meget begrænsede indsats.

[Bartholomeus af Charenoy]

Igraine var stor, men Bartholomeus var fingerfærdig og fik langsomt kjolen af hende til hun lå i sin særk.

Hendes konstatering fik et fnys ud af ham.

"Næste gang er du på Charenoy og så må du gå nøgen rundt hvis du vil."

[Igraine af Charenoy]

Det var et uventet tidspunkt, men Igraine kom til at le og der var noget befriende over det. Det nåede da også op i de mørke øjne, der rynkede lidt som resultat.

"Det er vist kun en indfødt nordbo, der ville tænke, at det var en god idé," svarede hun drillende. "Medmindre du planlægger alle dine børn til højsommeren."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus lo dæmpet og det brød stemningen lidt på en god måde. Han tog tæpperne og krøb ned til Igraine og fik dem begge under mindst et.

"Godt ord igen," brummede han og lagde sig tæt på hende med en hånd på hendes svulmende mave.

[Igraine af Charenoy]

Lige i det øjeblik var der ikke noget Igraine hellere ville end at være lige der, helt tæt og med tyngden af hans solide hånd mod sin mave. Hun krøb så tæt på, som den tillod og lagde sin egen hånd mod hans side.

"Jeg ser frem til den dag, hvor vi endelig kan tage til Charenoy og blive der en tid," indrømmede hun dæmpet og ikke uden længsel. Hun havde ikke lagt skjul på, at hovedstaden trak i hende, men alligevel blev noget tilsyneladende ved med at holde dem - eller hende - fast der.

"Men indtil da venter vi på dig her."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus krøllede sig lidt rundt, så han kunne ligge pande mod pande med Igraine, på trods af den svulmende mave imellem dem. Han tog en dyb indånding og brummede dæmpet.

"Så snart det her er slut," lovede han. "Så tager jeg dig hjem til Charenoy. Hun skal vokse op der."

[Igraine af Charenoy]

Igraine kunne ikke beskrive, hvor meget hun længtes efter dét øjeblik og instintivt lukkede hendes fingre sig lidt fastere sammen om hans side.

Hun nikkede, så meget som det var muligt med deres pander mod hinanden og trak ganske let på smilebåndet. "Du er så sikker på, at det er en pige. Hvorfor?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tog en dyb indånding og smilede svagt. "Jeg er ikke sikker," medgav han ærligt.

"Men jeg vil ikke at du tror jeg ville blive skuffet over en pige."

Han trak hovedet lidt tilbage og så hende alvorligt i øjnene.

[Igraine af Charenoy]

Igraine blinkede en enkelt gang over ordene, før et ømt udtryk gled over hendes træk. Hun smilede og løftede en hånd til en skægget kind.

"Det har aldrig så meget som strejfet mig," svarede hun og mente det. Hun havde set ham med Delphine, med sin niece - og nu hans testamente.

Fingrene gled om og lagde sig mod hans nakke. "Uanset om det er en pige eller en dreng, så er det kun den første af flere," fortsatte hun og kom til at smile lidt. "Men lad ikke den trussel afholde dig fra at skynde dig hjem."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede dæmpet, tilfreds med at det forholdt sig sådan. Han så hende i øjnene og rystede svagt på hovedet.

"Aldrig," lovede han. "Jeg vil give dig alle de børn du måtte ønske."