Værdighed

[Ysabeau af Chales]

Ysa nikkede lidt. To uger plus hvor længe det end tog ham at komme sig nok til at rejse. Det var den tid hun havde med ham. Hun tog en dyb indånding.

"Vil du ned igen? Få et par timers søvn før vi lander?" Hun så over mod kysten, som hun ikke havde et rigtigt forhold til. Men det var hans land og måske følte han noget varmt over at se det.

[Estienne af Chales]

Estienne lod hende få øjeblikket, men var ærligt ret lettet over spørgsmålet og nikkede.

"Ja," svarede han og tog sig lidt til siden, mens han tog det første skridt. "Og ikke kun fordi, jeg tror, at du slår mig ihjel, hvis jeg snubler og vælter udover igen."

[Ysabeau af Chales]

Ysa trådte hurtigt ind mellem Estienne og rælingen og fulgte med på vejen. Hun fnøs let over svaret, men hendes mundvige sitrede.

"Men også lidt derfor," supplerede hun. "Og du har ret. Mithras nåde og trøste dig hvis det skete."

[Estienne af Chales]

Estienne lo, selvom det gjorde ondt og det blev siddende i krogene ved hans øjne, som han bevægede sig ned igen. Kun langsomt erstattet af anstrengelsen over den smalle stige.

Han landede med et grynt og vaklede lidt, men fik støttet sig mod en tønde. "Jeg får måske brug for en hånd igen," måtte han erkende, lidt hæst.

[Ysabeau af Chales]

Ysa skyndte sig at gribe fat om Estienne og trådte ind foran ham på trappen for at gå bagud og støtte ham hele vejen. Morsomhederne veg for bekymring og hun slappede først af, da han var i køjen igen.

Hun knælede ved siden af og tog en dyb indånding.

"Har du noget imod at jeg sover her...?"

[Estienne af Chales]

Estiennes vejrtrækning var lidt anstrengt, da han endelig lå i køjen og han svedte lidt, men langsomt faldt det hele lidt mere til ro og smerten blev mindre direkte.

Hans blik søgte mod Ysa og hans bryn rynkede sig lidt sammen, men spørgsmålet virkede sårbart, så han tog sig i at tale før han kunne tænke.

"Nej," fandt han i stedet frem, som det eneste for nu. Undlod at stille spørgsmål.

[Ysabeau af Chales]

Ysa slap en dæmpet brummen over accepten og lagde sig ned ved siden af Estienne. Hun krøb forsigtigt ind til ham, uden at lægge noget vægt på hans krop.

Der var mørkt og skibet vuggede stille på sin sidste del af rejsen mod Martimiers.

[Estienne af Chales]

Estienne havde mange spørgsmål, han havde et behov for at stille, men han følte også faren for at spolere noget ved at sige et eller andet idiotisk, så han klappede i og prøvede at trække vejret normalt. Som om han ikke var bevidst om alt, når hun lå helt tæt ved ham.

På et tidspunkt måtte han dog være drevet væk, for da han glippede med øjnene igen, havde han næsen nær ved Ysas hår og stemmer over dem kaldte til den nærliggende havn.

[Ysabeau af Chales]

Ysa drev også væk med drømmene og vågnede langsomt med en hånd på Estiennes brystkasse og ansigtet gemt ved hans skulder.

"Mm," mumlede hun søvndrukken og registrerede først sin hånd, som hun tog vægten af.

"Undskyld," kom det hæst. "Gjorde det ondt?"

[Estienne af Chales]

Estienne havde ondt, men forsvindende lidt havde med hendes hånd mod sit bryst at gøre. Om det var det faktum, at han ikke var helt vågen nok til at tænke endnu, der impulsivt fik ham til at løfte sin egen hånd og lægge den over hendes, så hun ikke trak den væk, vidste han ikke. Men det var det der skete.

"Nej," svarede han dæmpet, men lod sin hånd forblive, hvor den var. "Det lyder til, at vi nærmer os land," forklarede han dæmpet årsagen til, at han var vågnet.

[Ysabeau af Chales]

Ysa løftede hovedet ved vægten af Estiennes hånd over hendes og betragtede omridset af hans ansigt i halvmørket. Hun tog en dyb indånding og blev fanget i et gab.

"Åh... Åh." Hun begyndte at fatte hvad der foregik. "Hvor godt."

Så kunne de endelig få ham i land. Han vænnede sig tydeligvis ikke til skibets vuggen, sådan som hun havde gjort efter et par dage. "Selvom det vist bliver slutningen på det her," mumlede hun.

[Estienne af Chales]

Estienne kunne ikke lade være med at rynke på brynene over hendes ord og noget i hans mave trak sig sammen på en lidt underlig måde, der hverken havde med kvalme eller sult at gøre (selvom han trængte til mad).

"På hvad?" spurgte han dæmpet, men en kende varsomt. Han vidste godt, hvad det logiske svar var, men hun var blevet rasende på ham sidst han havde sagt det højt.

[Ysabeau af Chales]

Ysa var søvnig og ikke fuldstændig skarp endnu. Hun blinkede lidt og puttede sig en smule ind til Estiennes varme krop.

"At sove sådan her," mumlede hun. "Det kan vi vist ikke."

[Estienne af Chales]

Estienne rynkede lidt på brynene. Ærligt, var han stadig lidt forundret over, at de i det hele taget sov sådan her, men han var varsom med at kommentere på det. Det var nok symptomatisk på, at han ikke rigtigt ville have det til at stoppe.

"Kan," begyndte han dæmpet. "Eller bør?"

[Ysabeau af Chales]

Hun begyndte at kunne se mere af hans ansigt og studerede det, imens hun vågnede mere og mere op. Spørgsmålet fik hende til at bide tænksomt fat i underlæben og rynke panden lidt.

"Kan," svarede hun tøvende. "Du skal jo på land..."