Gode timers lys

[Inés Våbensmed]

Selvom dagene allerede nu var mærkbart længere, var kulden stadig bidende og lysene blev der også brugt flere af end sædvanligt. Inés kastede et enkelt, vurderende blik på det, hun havde stående foran sig på køkkenbordet. Det var allerede brændt halvt ned, men havde stadig nogle gode timers lys tilbage i sig. Nok til, at hun ikke behøvede finde et nyt frem, før familien skulle til ro.

Hun dyppede kluden i den lille lerskål med lun olie og gned det møjsommeligt ind i læderet på sin ældstes korte støvler med en fornøjet nynnen.

Magnus Våbensmed

[Magnus Våbensmed]

Magnus var gået direkte fra smedjen til kroen den dag, men vendte også snuden hjem, før det blev alt for sent. Det havde efterladt han i et mildt humør og da han trådte ind i det velkendte køkken, smilede han svagt ved synet af den enlige skikkelse.

"Maman," hilste han, ikke uden ægte ømhed, som ellers ofte var svær at få fra en ung mand på hans alder.

[Inés Våbensmed]

Med fire næsten voksne børn og en husbond, der helst tilbragte sine aftener på kroen, kunne det hurtigt udvikle sig til en gætteleg, hver gang døren gik. I stedet hævede Inés blot blikket, da en skikkelse trådte ind i dørkarmen og dermed også i hendes synsfelt. Som om lyden af skridtene ikke allerede havde ladet hende vide, at det var den førstfødte.

"Du er tidligt hjemme, chou," konstaterede hun, selvom det ikke var opsigtsvækkende tidligt. Tidligt nok til, at de var alene, dog.

[Magnus Våbensmed]

Magnus slap en dæmpet, bekræftende lyd bagerst i halsen og løsnede sin vams. Der var varmt i køkkenet, hvor gløderne som altid ulmede.

"Jeg var træt," konstaterede han uden større overvejelse og tog et par skridt over for at dufte til indholdet af en af de gryder, der næsten altid hang over ilden. Maven rumlede lidt.

"Har du spist?"

[Inés Våbensmed]

Inés betragtede ikke sig selv som en decideret pylret mor, men hun var heller ikke fri for at bekymre sig om sine børn. Brynene søgte da også bare en smule sammen, mens hun kastede et enkelt blik fra foretagendet og på sønnens ryg.

"Ikke endnu," svarede hun og erklærede sig færdig ved at sætte støvlen fra sig på gulvet. Hun rettede sig op igen, før hun fortsatte med et skævt smil, der matchede den drilske tone.

"Måske håbede jeg, at én af mine elskede børn ville gøre mig selskab."

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde naturligvis allerede fået en bid tidligere, for ellers ville han utvivlsomt være omkommet, men han var stort set altid sulten og det var tydeligt på hans ansigt nu.

En munter lyd undslap ham, som han rettede sig op og uden tøven tog to skåle ned fra en af træhylderne og vendte sig mod sin mor.

"Hvis bare ét er nok," svarede han og blottede et glimt af tænder i et skævt smil, uden de mindste skrupler over ikke at orke at vente på resten. Han var jo sulten.

[Inés Våbensmed]

Trods drillerierne, havde Inés ikke decideret ventet. Timingen virkede dog ganske fin og hun stillede støvlerne tilbage på plads, før hun gik hen til sin søn og lagde en hånd på hans overarm ved skulderen. Den fik et solidt, men helt igennem kærligt klem. Den dvælede dog ikke, men tog i stedet de nu fyldte skåle.

"Mere end nok, når det er min lille choupinou," bemærkede hun og havde intet problem med at indtræde i rollen som moren, der nemt kunne få en enogtyveårig mand til at krumme tæer.

[Magnus Våbensmed]

Magnus slap en svagt forurettet lyd, men det var kun halvhjertet og det trak svagt ved hans ene mundvig. Han tolererede det, når de var alene.

"Det dufter godt," sagde han i stedet og hældte et krus saft op til dem begge, før han fulgte hende over til bordet. Han satte sig og trak skålen til sig.

"Hvor er far?"

[Inés Våbensmed]

Inés smilede varmt til ham og gav sin tak i form af et lille nik. At fylde de sultne maver var et af hendes bidrag til familien og hun var ikke blind for, hvad et godt måltid kunne gøre for humøret. Hun tog plads over for ham og kastede et blik mod døren, før hun løftede den ene skulder.

"Jeg vil tro, at han stadig er på kroen," svarede hun og rettede blikket tilbage mod sønnen. "Du så ham ikke?" Det var mere konverserende, end fordi hun behøvede svaret. På det punkt var Eirik Våbensmed lidt som en udekat. Han skulle nok komme hjem, når han blev sulten eller manglede et blødt sted at sove.

[Magnus Våbensmed]

Magnus trak lidt på skuldrene, mens han med stor tilfredsstillelse skovlede mad ind. Det var varmt og han slugte mundfulden med en lille grimasse.

"Jo, måske," svarede han, tilsyneladende uden anelse, som han hastigt tog en tår saft. "Der var en del dernede i dag."

[Inés Våbensmed]

Det kom ikke bag på Inés, at de ikke havde siddet lår mod lår og drukket som far og søn. Hun lod sig i hvert fald ikke overraske og slap bare en bekræftende lyd.

"Ingen søde piger?" kunne hun ikke dy sig for at spørge og der var et smil om hendes læber, selvom tanken om, at sønnen en dag ville stifte egen familie, bragte hende lige så meget tristhed som glæde.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var heldigvis i færd med at tage en god slurk fra sit krus, da fingrene stivnede lidt om det. Det var dog ikke første gang, han blev stillet det spørgsmål og trak svagt på skuldrene, da han satte kruset igen.

"Jeg er stadig lærling," svarede han afvigende, selvom det mest bare var en dårlig undskyldning. Desuden var det ikke ligefrem dét, der normalt holdt unge mænd fra at rende efter det modsatte køn.

[Inés Våbensmed]

Inés hævede brynene let, men kunne ikke helt skjule en sitren omkring mundvigene. Nej, hun håbede da ikke for sin førstfødte, at han aldrig skulle finde kærlighed eller familieliv. Men tanken om at have bare en smule af den familie, hun skulle have skabt med Mathias Brygger, hos sig, varmede unægteligt i brystet.

"Det var Eirik også, da jeg lærte ham at kende," pointerede hun alligevel.

[Magnus Våbensmed]

Magnus drejede kruset lidt mellem hænderne og elskede ikke samtaleemnet, men det var ikke første gang, han var konfronteret med det. Han trak let på skuldrene.

"Det kommer nok," svarede han, selvom han virkelig ikke håbede, at det gjorde. "Jeg har ikke travlt."

[Inés Våbensmed]

Inés var ikke blind og mærkede modstanden ved samtaleemnet. Men Magnus vár enogtyve og burde virkelig snart til at færdiggøre sin lærlingetid. Hun lod dog emnet ligge for nu og smilede blidt til ham.

"Ikke med andet end maden, lader det til," bemærkede hun da også drilsk og nikkede til hans skål.