Et pertentligt møde

[Christofle af Tardigy]

Forbeholdt Fianola af Neaune

Snakken gik lystigt og havde lagt sig som en summen af stemmer i salen. Som så mange forgangne år, blev nye komtesser præsenteret ved hoffet, nye Riddere bestod deres prøve og alliancer smedes på kryds og tværs. Med sig fulgte selskaberne, som bragte de unge mennesker og deres familier rig mulighed for at pryne deres halefjer og accentuere deres rigdom og indflydelse. 

Christofle befandt sig blandt mængden, skønt han hellere beskæftigede sig med skrifter om historiens militære genistreger eller nørklede med ressourcefordelinger og regnskaber, så forstod han at vigtigheden også lå i at deltage i sådanne arrangementer. Kontakter var vigtige, hvorfor han netop befandt sig i selskabet af noget familie til en af de øvrige Lensherrer.

[Fianola af Neaune]

Det var meget kort tid siden, at Fianola var ankommet til Levagny og de første par dage var i høj grad gået med kondolencer. Nu var størstedelen af dem overstået og det passede hende godt. Ikke fordi hun havde glemt sin mand, men hun havde også behov for at komme videre og det var hele formålet med at vende tilbage til hovedstaden. For øjeblikket havde hun dog fundet sig velkendt selskab i form af sin mands fætter, lensbaronen af Neaune og enkelte andre, der åbenlyst havde en forbindelse til Philippe.

Fianola var dog, uanset sine år væk fra hoffet, født en Migran og det betød, at hun havde holdt sig nok opdateret til at genkende en del. Og de hun ikke genkendte, sørgede hun for at få navnene på. Det havde gjort sig gældende for manden med de rødlige krøller, der tilsyneladende observerede samtalen på samme måde som hun. Og selvom de fleste nok forventede at en adelsfrue ikke havde meget at byde ind med, var Fianola nysgerrigt anlagt og ikke bange for at tage ordet.

"Hvad mener De, admiral?" bød hun derfor ind og vendte interesseret blikket mod ham. "Synes De, at det er vores pligt at bistå Gestraria, hvis deres uenigheder med Wufrurg eskalerer?"

[Christofle af Tardigy]

Sindige tanker synes altid at florere i hans sind. Oftest talte han dem ikke - mest fordi de fleste ikke kunne forstå dem til fulde, ej heller havde interessen i hans filosofi, fordi alvoren af hans ord sjældent bød til muntre beretninger eller spøgefulde anekdoter. Et eller andet sted kunne han heller ikke tage sig af det. Hans arbejde var alvorligt. Istedet kultiverede han de sociale kredse med en stiv og dog meget høflig omgang 'smil og nik', som de færreste kunne se igennem... indimellem var det en lidt ensom tilværelse. Så meget erkendte han.

Det synes at summe om krig i alle kroge. End var emnet også her, i den kreds hvor han stod nu. Som Admiral forsøgte mange at udfritte ham om netop dette emne, da han jo i kraft af sin position er at betragte som insider. Han havde forventet at blive spurgt, så snart emnet var drejet ind på stridighederne mellem Wufrurg og Gestraia. Men han havde ikke ventet spørgsmålet stillet af en kvinde. Slet ikke en frue der synes borte så længe, at han knapt kunne sætte et navn på hende. Han vendte derfor ansigtet mod hende med lidt forundring.

"Der er mange faktorer at beregne, Nådigfrue." Svarede han, "Krig er kosteligt på alle fronter. Trækkes der i én tråd, kan den næste meget vel knække." Forklarede han, uden at forvente at hun egentlig forstod hvad dét så betød.

[Fianola af Neaune]

Et meget mindeligt svar, tænkte Fianola, som hævede et bryn ganske let, men også smilede tilsvarende. Afdæmpet, men med et blik, der for nu havde låst sig fast på flådens forreste mand. Hun kneb øjnene lidt sammen og så tænksomt på ham.

"Sådan gør det sig vel gældende for alt," pointerede hun. "Men jeg bemærker, at De ikke svarede på mit spørgsmål," tilføjede hun med en nøje afmålt portion letsindighed i det tilsyneladende afslappede smil. Nok til at hindre bemærkningen i at være for indgående. Heldigvis lod den resterende gruppe omkring dem til at være optaget af en anden gren af emnet og hun tog muligheden.

"Der er næppe nogen her, der ønsker at sende gode, falanistiske mænd i krig, hvis ikke det er med et gavnligt formål for fædrelandet. På sigt, naturligvis."

[Christofle af Tardigy]

Han så hende nærmest spore ind på ham. Det let hævede bryn og let sammenknebne øjne, fik Christofle til at trække hagen lidt ind, idet han let hævede begge bryn.

Hendes første sætning bragte hans mundvig til vag dirren, "Minsandten." bekræftede han. Det vage smil gled dog væk igen, ved de næste ord. Han studerede hende lidt, som han funderede over hendes væsen.

"Inklusiv jeg." Bemærkede han lidt stift, "Men med krig tilhører altid en risiko for nederlag, ligesåvel som triumf. Vore gode, falanistiske mænd kunne meget vel risikere at gå tabt forgæves uanset om Kongehuset beslutter at vi skal bistå Gestraria, Wufrurg eller forholde os neutrale." Han betragtede hende lidt, som han talte, "At ikke forholde sig til krig, kan være en anledning til krig."

[Fianola af Neaune]

Det trak ganske let ved Fianolas læber, da han anerkendte hendes observation. Blikket hvilede på ham med reel interesse og mere end bare almen høflighed. Hun var såmænd investeret i de politiske beslutninger.

"Ah, ja. Det er kattepinen, ikke sandt?" svarede hun. "Det afgørende spørgsmål er vel så: Hvilken alliance gavner os bedst - og kan vi undvære den, såfremt vi vælger den fra?"

[Christofle af Tardigy]

Nu var det hans tur til at knibe øjnene lidt sammen. Han så lidt indgående på hende, som han vægtede hendes ord. "Præcis." Medgav han, og tav lidt efterfølgende. De blå øjne hvilede på hende med en pludselig interesse. "Hvilken alliance mener De, vi bør satse på?" Spurgte han nu, bare for at gå hende lidt på klingen med den kløgt hun tydeligvis besad.

[Fianola af Neaune]

Det var ærligt langt fra alle adelsmænd, der ville besvære sig med at spørge en kvinde til hendes holdning omkring krigsanliggender og især ikke uden en nedladende attitude, men hun fornemmede ikke den slags fra admiralen.

Blikket mødte hans og hun lod ikke til at være nervøs over, at han lagde en anelse pres på hende. "Gestraria er vore nærmeste naboer og kongefamilien har forbindelse til landet," begyndte hun, måske forudsigeligt. Hun fortsatte dog med noget andet.

"Men det er ikke mere end hundrede år siden, at vi sidst var i krig med landet. Der er utvivlsomt stadig splittede fornemmelser i Østfalanie. I mine øjne er den relativt nyfundne fred for risikabel at sætte over styr ved at overhøre Gestrarias ønske om vores hjælp."

[Christofle af Tardigy]

Han så hendes logik og ærligt talt var det nok flertallet der stemte for at kæmpe for Gestraias side. Han rankede sig lidt, med et tænksomt udtryk i ansigtet. "Jeg tænker heller ikke, at der bliver set bort fra at vor kronprins har halvt ophav i Gestraia." Bemærkede han, diskret hentydende til dronningen. "Man skal ikke undervurdere den indflydelse en nærtstående har på en beslutning."

Han foldede hænderne bag ryggen. "Sådan som jeg ser det, har kongehuset muligheden for enten at beholde en alliance.. eller skabe en ny og tvinge den anden i knæ."

[Fianola af Neaune]

Admiralen gentog mere eller mindre, hvad hun allerede havde konkluderet, men det tog hun sig ikke så meget af. Sådan var mænd ofte, uagtet om de ville det eller ej. Hun var mere interesseret i hans næste ord og øjnene kneb sig eftertænksomt sammen, som hun betragtede ham.

"Og hvilken mulighed mener De så, at man bør vælge, Admiral?" kunne hun ikke lade være at spørge - for hun vidste udmærket, hvad hun selv mente.

[Christofle af Tardigy]

"Det afhænger af hvilket resultat der ønskes, Nådigfrue." Bemærkede han diffust, opmærksom på ikke at fortale sig i et omfang, hvor han kunne klandres for illoyalitet. Guderne vide, at det ikke var en egenskab Christofle af Tardigy besad. Men snakken blandt de adelige kunne nemt gå.

"Gestraia ligger i hjertet af vore allierede. Vi fra vest, Hasnea fra nord gennem den nye forbindelse af den hasneanske prinsesse og vor kronprins. Eydrie fra syden." Indledte han, "Såfremt Wufrurg blev en allieret, da kunne Gestraia intet gøre - omend de så inderligt ønskede en hævnakt." - "Det betyder uden tvivl grænsestridigheder, øget kriminalitet og handelsmæssige komplikationer især for sydlenerne de næste mange år. Det er sikkert."

Han holdt en kunstpause, inden han fortsatte. "Hvis Hans Majestæt ønsker at bevare tilknytningen til Gestraia, skabes en fjende i østen som kunne farve dets grænselande - muligvis også Odriara til en større hævnakt. Man kan jo ikke undlade at tænke at de, ligesom vi, med vore naboer, har familie, handel og økonomi på tværs?" Han stod et øjeblik og reflekterede lidt over situationen. Det var jo i virkeligheden et godt spørgsmål, hun stillede, og også lidt risikabelt. Især for ham. "Jeg havde valgt en mulighed der beroede på hvad landet kunne vinde, og ikke hvad følelser kunne." Bekendtgjorde han så, "Hvilket jeg er sikker på at Hans Majestæt også har gjort." Han trak på et formelt, høfligt smil.

[Fianola af Neaune]

Fianolas blik hvilede opmærksomt på ham og det trak i hendes mundvige i takt med at han talte. Hendes blik var en anelse udfordrende, men glimtede også.

"Der lader til at være en slet skjult diplomat skjult i Dem, Admiral Tardigy," svarede hun og trods den svage munterhed, var det også et kompliment. "De må hellere passe på, at hans Majestæt ikke får øje for det og sender Dem til et fremmed hof. Det ville øjensynligt være et tab for os her."

[Christofle af Tardigy]

Han havde ventet en mere pressende atittude fra hende, istedet forelå der ham et uventet kompliment. I overraskelse spærrede han øjnene lidt op og han rømmede sig kort - ude af stand til lige at rumme den. "Åh, ja, ehm.." - "Jeg må nok hellere holde mig til mit eget bord fremadrettet." Fik han så sagt med et sjældent smil om de normalt tillukkede læber.

Det lignede ikke ham at blive betuttet på den måde, men han genvandt hurtigt kontrollen igen. Og var atter en statelig mand. "De kom med Lensgreven, ikke sandt?" Spurgte han så, med en let undrende rynke mellem brynene, "Hvad drager Dem til hoffet igen, Nådigfrue?" - "Jeg mindes ikke at have set Dem så ofte."

[Fianola af Neaune]

Fianola var godt tilfreds med overraskelsen og smilede selv lidt over revnen i hans ellers imponerende facade. Nok ikke engang en facade, fornemmede hun.

"Hans Nåde var allerede i Levagny, men jeg slog følge med en delegation fra Charenoy," svarede hun og rankede sig lidt.

"De har dog ret i Deres observation. Jeg har oftest været i Neaune med min mand, men vi mistede ham ulyksageligvis i et angreb for et år siden. Det føltes som tiden til andre omgivelser."

[Christofle af Tardigy]

En stille nikken indikerede, at han hørte bekræftelsen af hans spørgsmål. Han ville have spurgt lidt yderligere ind, af høflighed selvfølgelig, havde det ikke været fordi hun var kommet ham i forkøbet. Hendes ord bragte en fuge frem mellem brynene. "Et angreb? Hvorfra?" Spurgte han, uforstående overfor det faktum at han intet havde hørt. "Jeg kondolerer, Nådigfrue." Sagde han oprigtigt, "Jeg ville ikke have spurgt, havde jeg vidst det." Tilføjede han så.