Alvor

[Ysabeau af Chales]

På turen ned langs Odriaras kyst, havde Leonius Sømand' skib kun sejlet om dagen og lagt ind om natten, så alle kunne hvile. Nu, hvor de havde forladt kysten og var på vej ud på åbent vand mod Falanie, sejlede de i alle døgnets timer. De fleste sømænd var dog gået til køjs og der var kun få, nødvendige vågne. Ysa var ikke på vagtskemaet, selvom hun forsøgte at hjælpe med, så hun var stadig vågen og sad på dækket med Estienne af Chales, der havde hørt hende i adelsfamilierne igen. Fra agterstavnen hørtes lyden af en simpel fløjte, som en af sømændene spillede på og hendes mundvige trak langsomt lidt op.

"Du har ikke lært mig flere danse end den enkelte," pointerede hun. "Burde du ikke det? Jeg går ud fra at de danser mere end én dans i Falanie?"    

[Estienne af Chales]

Estienne havde daglige opgør med sin samvittighed og hvad han burde sige til Ysa og i sidste ende endte han altid med at udskyde det. Endte med at fortælle sig selv, at det ikke ville gavne nogen, at han fortalte hende sandheden. Og langsomt kom han tættere på det, han havde været før alt blev mere kompliceret. Tættere på, men aldrig helt lige så afslappet som i starten.

Derfor var der stadig arbejde nok at gøre og han underviste hende troligt med den viden, han selv havde. Det var lettere end de mere følelsesladede snakke og hans skuldre var ikke anspændt, da han så ned på hende og skød et bryn lidt op.

"Ingen forventer at du kommer tilbage og kender dem alle," pointerede han. Ikke fordi han selv var nogen videre habil danser, men han kendte dem da. Et drillende glimt sneg sig ind i de lyse øjne. "Men hvis det bare er en undskyldning for at danse med mig, så kan du bare spørge."

[Ysabeau af Chales]

Ysa kneb øjnene let sammen over hans flabede svar, men nuvel - hun ville faktisk gerne danse med ham.

"Årh, stop nu med at skulle få alting til at handle om hvor charmerende du selv synes du er," svarede hun med et træk i mundvigene og rejste sig.

"Lær mig en ny dans," beordrede hun, selvom hun var i bukser og ikke lignede den adelsfrøken hun snart skulle blive.

[Estienne af Chales]

Estienne fnøs. "Jeg siger bare, hvad du åbenlyst tænker," svarede han provokerende, men med et glimt i øjet, før han åndede ud og rejste sig.

"Har jeg ikke sagt, at de fleste adelskvinder ikke kommanderer rundt med andet end tjenestefolk?" spurgte han, som han slentrede hen overfor hende.

[Ysabeau af Chales]

Ysa fnøs let af Estienne, men hendes mundvige sitrede stadig og bevares - måske var det åbenlyst at hun faktisk synes han var charmerende. Måske. Det betød ikke at hun ville indrømme det.

Hun rakte sin hånd frem og så ham i øjnene med hagen let hævet.

"Jeg er ikke de fleste adelskvinder," konstaterede hun sandfærdigt. "Desuden bliver man nødt til at kommandere lidt rundt med dig. Ellers tror du bare at det er dig, der er i kontrol over alting."

[Estienne af Chales]

Estienne vidste udmærket, at dét var tilfældet. Han tog hendes hånd og ved hendes sidste ord brød et ulvesmil frem på hans læber, som de sidste dages skumlende alvor syntes at bløde op.

"Er jeg da ikke det?" drævede han retorisk med et udfordrende glimt i øjet, som han trådte tættere på. Og fortsatte til det første trin i dansen.

[Ysabeau af Chales]

Mithras og Yphion. Det smil. Ysas mellemgulv tog en fuld kolbøtte rundt over det, imens hun trådte ind i dansen. Hun var lidt forsinket til at fnyse og det tog en del af kanten.

"Nej," svarede hun bestemt med et gnistrende blik, imens de stod helt tæt.

[Estienne af Chales]

Estienne burde virkelig ikke komme nærmere på den måde. Og ikke bare fysisk. Han burde holde en behørig afstand, men det var så svært, når han så godt kunne lide det stædige glimt i hendes blik.

Det var også det, der fik ham til at bøje nakken lidt frem. Han lignede i høj grad en, der var ude på ballade. "Er du sikker?"

[Ysabeau af Chales]

Ysas hjerte bankede lidt hårdere, men hun veg ikke. Hendes blik forblev i Estiennes, da han bøjede nakken. Han var ikke høj, men hun var lavere og effekten var ikke tabt på hende. Hun trak vejret gennem næsen og næsefløjene udvidede sig lidt ved det.

Der lå et 'ja' på hendes læber, men det kom ikke frem. I stedet fulgte hun en impuls og strakte sig det korte stykke for at kysse ham. Næsten som om skibet bifaldt, vippede det en smule voldsommere og fik hende til at stramme grebet om hans side, hvor hendes ene hånd havde fundet hvile.

[Estienne af Chales]

Estienne kunne nok ikke ærligt sige, at det ikke var det, han havde ønsket. At det ikke var det, han ubevidst havde lagt op til, selvom han virkelig ikke burde. Og sandt var det også, at han ikke skænkede noget som helst andet end de varme læber en tanke, da de ramte hans.

Skibets ryk fik ham til at gribe om hende og sekunderne var næsten uendelige, før han endelig brød væk. Og da han gjorde, var det smørrede smil visket bort og erstattet af noget stormfuldt i blikket.

[Ysabeau af Chales]

Han smagte lidt af en rod hun havde set ham tygge på og han føltes fast og varm i den kølige natteluft. Det var langt fra ubehageligt. Tværtimod var det virkelig godt og hun var også varm over det hele, da de skiltes.

Hun åbnede øjnene lidt langsommere end ham og mærkede et indre ryk over udtrykket i hans ansigt. Så rømmede hun sig let. "Se bare. Det havde du ikke kontrol over," konstaterede hun lidt hæst.

[Estienne af Chales]

Estiennes hjerte slog hårdt og hans vejrtrækning var måske en kende påvirket, da han betragtede Ysa åbne øjnene. Der var tusind grunde til, at de ikke skulle gøre det, men ingen af dem var i hans tanker nu.

Han fnøs dæmpet, men havde på en eller anden måde ikke sluppet hende. Et bryn skød lidt op. "Havde jeg ikke?" udfordrede han hende, men måske havde hun ret.

[Ysabeau af Chales]

Ysa hævede selv et bryn i svar på Estienne og klemte en smule om hans side igen, da skibet rullede let med bølgerne. Hun sagde i hvert fald at det var derfor, selvom det også føltes lidt frustrerende rart.

Hun rystede svagt på hovedet af hans spørgsmål. "Nej. Stop med at være irriterende," kommanderede hun lavmælt. "Det klæder dig ikke," løj hun lige efter.

[Estienne af Chales]

Estienne kom til at smile et drenget smil, selvom hans blik stadig var en anelse intenst. De var endnu tæt på hinanden, men der var tilsyneladende ingen af dem, der havde det i sig at bryde væk.

"Det er jo løgn," pointerede han. "Du kan åbenlyst ikke stå for det."

Hvad lavede han? Undlod at tænke, tydeligvis.

[Ysabeau af Chales]

Ysa prøvede, men fejlede i at kvæle det smil, der død og pine ville frem på hendes læber og gnistrede i hendes mørke øjne. "Hold dog kæft, Chales," svarede hun bidsk, men med et smil, der gav ham ret.

Hun kunne ikke stå for det. Han var helt vildt irriterende - det stod hun ved - men også røvcharmerende. Det havde været nemmere hvis han ikke var.