Tegn på bedring

[Laudine af Morgis]

Laudine kom til at smile lidt over hans spørgsmål. "Jeg kan dårligt svaret andet end ja, kan jeg?" svarede hun med en lille funklen i blikket, der ærligt klædte hendes sygdomshærgede træk. Der var dog også varme i det, før det gled ud over den smukke udsigt. En eftertænksom mine strøg over hendes ansigt.

"Det gør jeg naturligvis. Men sandt at sige, så nyder jeg også at være væk fra Levagny og den ro, der er her. Jeg har tilbragt størstedelen af mit liv i lenet, trods alt. Det føles mere hjemligt."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert nikkede og smilede en anelse over hendes svar, det var selvfølgelig rigtig nok at de færreste ville sige at de ikke savnede deres familie, men alligevel tænkte han det var høfligt at spørge.
"Det er jeg glad for at du synes." Sagde han og lagde flygtig sin hånd ovenpå hendes. "Du og din familie, vil altid være velkomne." Bemærkede han.
Derefter trak han hånden til sig. "Lad os gå tilbage igen, helbrederen sagde, kun en kort gåtur." Bemærkede han.

[Laudine af Morgis]

Laudines hjerte slog lidt hårdere, da han lagde hånden over hendes og pludselig var hun meget bevidst om det. Kinderne føltes lidt varmere, selvom de ellers var blege efter sygdommen og måske var det meget godt, at han sagde, hvad han gjorde.

"Ja. Naturligvis," svarede hun. "Vi må hellere lytte til ham. Så du ikke behøver at blive væk fra noget for min skyld."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde travlt, men han havde altid tid til hende. Efter han havde mistet sin hustru, havde han fundet ud af at der var andre ting i livet end arbejde.
Derfor rejste han sig og tilbød hende sin arm. "Lad os gå tilbage." Bemærkede han med et smil. På denne måde, var han sikker på hun ikke ville blive syg igen. Derefter førte han hende tilbage til slottet og sørgede for at tjenestepigerne lavede en kop te til hende, som blev sendt op til hendes værelse.

Afsluttet.