Krigstrommer

[Igraine af Charenoy]

Der var en summen rundt i krogene på paladset og selvom Igraine ikke var tilbøjelig til at lytte efter sladder, så var hun gode veninder med Orielle af Falanie og ikke døv for det, der var på alles læber.

Der gnavede som en bekymring i baghovedet og der var tid til det. Hun nærmede sig slutningen af sin graviditeten og med den kom udmattelsen, som oftere end ellers sendte hende tilbage til gemakkerne.

Der på hun og hvilede sig nu, et eftertænksomt blik op mod sengeloftet, mens den ene hånd strøg åndsfraværende over den efterhånden enorme mave. Hun vidste ikke, hvornår Bartholomeus af Charenoy ville komme tilbage.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var sin fars repræsentant i Kongens råd og han var derfor ekstremt bevidst omkring krigstrommerne, der begyndte at lyde. De måtte træffe et valg snart. Måske ville det også komme til krigshandlinger. Han var fra Norden. Han kendte til krig, men ikke i den skala der her var tale om.

Derfor var han også bekymret, endnu engang, som han kom tilbage til deres gemakker og trådte ind i sovekammeret til Igraine. Han brummede en dæmpet hilsen og sendte hende et flygtigt smil, før han begyndte at klæde sig af.

[Igraine af Charenoy]

Igraine så mod døren, da den gik, men gjorde intet for at flytte sig fra sin sideliggende position. Hun smilede dog til Bartholomeus, men betragtede ham også med let sammentrukne bryn.

"Noget nyt i dag?" spurgte hun dæmpet, men omsorgsfuldt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Igraines bulende mave fyldte Bartholomeus med tilfredshed, men det var ikke nok i dag, til at stå mål med krigens fremmarch i deres fælles bevidsthed. Han åndede lidt ud og løsnede sit bælte, for at lægge det fra sig over låget på en kiste.

"Det ender med at vi skal i krig," konstaterede han. "Der er efterhånden ingen tvivl. Og jeg tror det bliver på Gestrarias side."

[Igraine af Charenoy]

Igraine skubbede sig møjsommeligt op på den ene hofte og betragtede Bartholomeus med sammentrukne bryn. Den ene hånd hvilede over maven, hvor der var ivrig bevægelse.

"Vi?" gentog hun dæmpet, blikket på ham alvorligt. "Du drager med?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus løsnede sin tunika og trak den over hovedet, før han lagde den fra sig og vendte sig om mod Igraine med et alvorligt udtryk i ansigtet.

"Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvad situationen kommer til at pege på," indrømmede han. "Om Hans Majestæt sender hæren eller blot en mindre gruppe." Han ville gerne forsikre hende, men han havde ikke tænkt sig at lyve. "Jeg har rig erfaring med at lede mænd i kamphandlinger, mon ceour. Selvom jeg ikke har lyst til at forlade dig nu."

[Igraine af Charenoy]

Igraine rynkede lidt på brynene og hun så undersøgende på ham. Hendes indre vred sig mere end bare lidt ved tanken og hun formåede ikke helt at undertrykke det. Hun tog en dyb indånding.

"Du vil gerne afsted, hvis det kommer til det," konstaterede hun og det var ikke et spørgsmål. Til gengæld var det heller ikke en bebrejdelse, selvom utrygheden ved tanken var åbenlys.

[Bartholomeus af Charenoy]

Ligesom Bartholomeus ikke løj, ønskede han sig heller ingen løgn eller fortielse fra Igraine. Han så over på hende, et enkelt, langt øjeblik, før han nikkede til hendes konstatering, selvom det ikke havde været et spørgsmål.

"Jeg har intet behov for ære eller glorværdig kamp," svarede han. "Men jeg tror jeg vil gøre en forskel for dem vi sender afsted. Hvordan skal jeg forsvare at blive hjemme?"

[Igraine af Charenoy]

Igraines hjerte hamrede lidt hårdere. Ubehageligt hårdt. Der var formentlig meget få højgravide kvinder, der havde lyst til at se deres mænd drage i krig, men for hende var det ikke kun det. Hun var enke. Hendes forhenværende mand var død i aktiv tjeneste. Det kom alt, alt, alt for tæt på og fortidens traumer var ikke på magisk vis forsvundet.

"Det ved jeg, at du aldrig ville forsøge at gøre," svarede hun dæmpet og selvom tonefaldet var nogenlunde fattet, så prikkede det bag hendes øjne. Alt ved ham skreg, at han var en kriger. At det var det, han var født til. Det ændrede ikke på, at han ikke havde været udsendt siden de var blevet gift. Hendes næsefløje vibrerede lidt, som hun tog en lidt usikker indånding. Stemmen var helt dæmpet.

"Jeg ville heller ikke forsøge at holde dig væk."

Heller ikke selvom alt i hende kunne være fristet til det.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så alvorligt på Igraine, før han fik trukket skjorten over hovedet og placeret den sammen med det andet tøj. Støvlerne blev stillet, hoserne løsnet, inden han kunne slutte sig til hende i sengen og gøre hvad han havde brug for - og hun havde brug for. Han lagde sig klods op af hende, hvilede hagen mod hendes skulder og holdt en fast hånd på hendes mave.

"Jeg kommer tilbage," konstaterede han. "Jeg ved det godt. Men jeg kommer tilbage."

[Igraine af Charenoy]

Noget inde i Igraine slog revner, da han lagde sig tæt til hende og selvom ingen lyde undslap hende, lukkede hun øjnene, da en enkelt tåre undslap øjenkrogen. Hun tog en dyb indånding og lukkede sin hånd over hans. Hun ville ønske, at hun kunne sige, at hun vidste, at han talte sandt. At hun ville holde ham på ordet. Desværre var hun realist. Bar vægten af allerede at have mistet.

"Hvor snart?" spurgte hun i stedet for at svare på hans ord, fordi hun ikke kunne få sig selv til at sige højt, at han ikke kunne vide det. "Ved du det?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus ville ikke have nogen løgne og Igraines manglende accept af hans løfte var ærligt nok. Det var dog ikke helt urimeligt. Adelige havde langt bedre chancer for at overleve end almene soldater. Han koncentrerede sig dog om at kysse sin hustru i håret og kærtegne hendes svulmende mave, i stedet for at forsikre hende.

"Jeg tror hans Majestæt forsinker det til sommer. Ikke længere. Hvornår tror du at den lille her kommer ud?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine kunne godt have spøgt med, at der vist intet lille var over Bartholomeus' afkom, som den store mave var rigeligt bevis på, men situationen var for alvorlig til det.

"I løbet af sommeren," svarede hun i stedet og lukkede fingrene lidt fastere om hans hånd. Endnu en ubehagelig indsigt. "Forhåbentlig inden..."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus trykkede let om Igraines hånd og kyssede hende på håret igen. Han brummede dæmpet og bekræftende. Han håbede at nå at se sit barn inden hæren formentlig blev nødt til at rejse, men der var ingen garantier. Det ville være pinefuldt at efterlade både hende og den lille tilføjelse til familien.

"Har du nogen fornemmelse af kønnet?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine lukkede øjnene ved lyden af Bartholomeus' dybe brummen og den solide fornemmelse af ham helt tæt på. Snart ville han være væk og hun ville være tilbage med uvisheden. Det var en svær tanke at udholde og hun tog velkomment imod spørgsmålet.

"Nej," indrømmede hun. "Med Delphine havde jeg hele tiden en fornemmelse, men ikke denne gang. Jeg har ikke været syg og det samme gjorde sig gældende første gang, men med Delphine kunne det dårligt anes, at jeg var med barn."

Det samme kunne på ingen måde siges denne gang. Selv et hav af skørter kunne ikke skjule den store mave.