Fornemt besøg

[Robion af Suilleaux]

Robion var havde ofte en lettere frygtindgydende aura omkring sig, men denne aften var noget ved den anderledes. Han så ikke vred ud, men som om, der brændte en stille ild inde i ham, da han trådte ind i festsalen med sin hustru på armen.

Det var utvivlsomt anledning til overrasket hvisken i salen, for Jeane af Suilleaux havde ikke været i hovedstaden i årevis, men et enkelt blik fra Robion fik det til at standse brat igen.

Så var de inde og alt vendte tilbage til det, der havde været lige inden. Og Robion så ikke efter Sophie af Lemaux. End ikke i et øjeblik.

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde intet hørt om det, selvom folk med sikkerhed havde talt om at Jeane af Suilleaux havde trodset sin sygdom og var ankommet til Levagny. Måske havde hun hørt det, men havde med vilje ignoreret det. Da døren gik op og de næste gæster tilsluttede sig festen, drejede Sophies hoved sig automatisk. Hendes blik flakkede hen over Robions ansigt, og mod kvinden som havde sin hånd mod hans. - Hans hustru. Sophie sank en enkel gang, men lod ikke sine følelser komme i vejen.

Hun kunne mærke sit hjerte slå så hårdt at hun blev helt kvalm. Hun kunne ikke slippe ud af salen uden at være årsag til endnu mere hvisken. I stedet rankede hun sig en smule. Det efterhånden lange røde hår var ikke sat særlig meget op, i stedet var det blevet snoet så krøllerne rigtigt blev fremhævet. Enkle blomster og en krans af snoede grene sad om hendes hoved som et bånd.

Han så ikke engang hendes vej. Selvom Sophie vidste hvorfor, kunne noget inde i hende ikke holde det ud. Hvorfor var hans hustru overhovedet i byen?

[Robion af Suilleaux]

Robion havde aldrig forgivet over for sin hustru, at han ikke delte seng med andre kvinder, men hun vidste ikke med hvem og han var ikke interesseret i at indblande hele hoffet.

Det krævede dog til nogen grad hans tilstedeværelse og han var ikke ledig på noget tidspunkt den aften. På samme måde dukkede han aldrig op på universitetet den nat og dermed heller ikke til den aftale, han havde haft med Sophie.

[Sophie af Lemaux]

Sophie befandt sig i det store lokale hvor alt undervisning om jordmagi foregik, når ikke de var udenfor. I midten var en stor cirkel med jord, og få krukker stod ved siden af. Det lyste ind gennem de store vinduer og man kunne se skyggerne danse på den brune væg.

Hun stod ved siden af med armene løftet en smule og bevægede sine fingre let, som når hun spillede på harpe. Langsomt spirrede blomster og planter op af jorden og snorede sig som en helhed indtil det nået loftet og udgjorde en søjle.

[Robion af Suilleaux]

Robion var ikke selvopofrende og havde altid sat sig selv forrest, men der var nyheder af udveksle og han havde accepteret en aften og nat i byhuset.

Så var han dog vendt tilbage til universitetet, men i stedet for at søge mod sit eget kontor, gik han direkte til Sophies.

Han bankede på den åbne før, blikket allerede på hende. Og først efter at have betragtet hende og hendes magi lidt.

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde ikke ventet at se ham. Måske havde hun smidt det ud af hovedet, eller også brugte hun noget af den stædighed som hu efterhånden havde bygget op. Hun vidste godt at hun ikke havde ret til at være vred på ham, selvom det var ham der havde brudt alle de ægteskabelige regler.

Hun drejede sig let rundt med ranker snoede om sine arme og to store gule blomster i hver håndflade. "Magus Suilleaux" hilste hun formelt.

[Robion af Suilleaux]

Robion hævede et bryn. Ikke over tiltalen, men over tonefaldet og han undertrykte trangen til at sukke. Han havde trods alt ladet hende vente forgæves.

"Jaså," svarede han. "Kan jeg forvente en reprimande nu?"

[Sophie af Lemaux]

"Hvorfor skulle De dog det? Vi har jo ingen forventninger til hinanden" Besvarede Sophie ganske roligt og bøjede hovedet en smule før hun vendte sig rundt. Så han ikke behøvede at se hendes flakkende blik. Nok ville hun ikke fortælle ham hvor vred og ked af det hun var blevet, og derfor skulle man heller ikke kunne se det på hende.

Hun lukkede kort øjnene og afleverede blomsterne tilbage på den store søjle i midten.

[Robion af Suilleaux]

Robion behøvede ikke at se noget, for han kunne høre det hele i hendes tonefald og den måde, hun talte til ham på. Det ramte direkte ind i den i forvejen voksende irritation over situationen og han var ikke typen, der kom og undskyldte på sine grædende knæ. Især ikke for noget, der grundlæggende var begrænset behov for undskyldning for.

"Udmærket," svarede han. Han havde også arbejde at gøre. "God dag, Gria Lemaux."

[Sophie af Lemaux]

Nu gjorde han det igen. Han gik fra hende; lige som den gang på balkonen. Men hun nægtede at give efter; hun ville ikke kalde på ham, og undskylde. Sådan en kvinde var hun ikke og hun ville ikke lade sin ulykkelighed påvirke sin stædighed. Hun trak vejret dybt ind.

"God dag." svarede hun og knyttede hænderne. Hele søjlen af planter og træ sank i jorden så voldsomt at gulvet rystede under dem.

Hvorfor kunne han ikke bare erkende at han i det mindste bare beklagede at han ikke dukkede op. Beklagede at han ikke vidste besked om sin hustrus overraskende besøg i hovedbyen? Hun rystede på hovedet.

[Robion af Suilleaux]

Robion var skam kommet med alle intentioner om at beklage, men det var forsvundet i det øjeblik, hvor Sophie havde talt til ham som om, at de var fremmede for hinanden. Den slags barnlig opførsel var ikke noget han tolererede eller gav efter for.

Og konsekvent som han var, vendte han sig og gik. De kunne tale, når hun engang besluttede sig for at lade være med at opføre sig som et forkælet barn.

[Sophie af Lemaux]

Sophie blev endnu mere frustreret. Men hun holdte også stand. I stedet gled hun ned ved skrivebordet og gik i gang med at notere vigtige blomster og farven på deres frø og pollen. Ikke på vilkår om hun ville stå model til det. Så måtte han finde en anden elskerinde der ville kaste sig i hans favn hvornår på dagen det skulle være.

Alligevel et par dage senere havde hun været forbi med et potte af en lille spire af en rød blomst, og hvis Robion havde husket sine blomster, ville han kunne genkende ildstormens lille stikling. Der var ikke vedlagt nogen note, men hun håbede at han forstod hentydningen.

Et par timer efter befandt hun sig på sit værelse. Hun var gået tidligt til ro, og sad nu nøgen, omslynget af sit tæppe ved sin skrivepult og tegnede.

[Robion af Suilleaux]

Robion havde ikke styr på sine planter, men det betød ikke, at han ikke forstod, hvem der havde fundet på at efterlade en blomst foran hans kontor.

Han tog det som et tegn på, at Sophie var klar til at tale og da han havde spist med sin familie, tog han mod universitetet igen og gik mod hendes kammer.

Han bankede på, men ventede ude, frem for at gå ind, som han ellers ville.

[Sophie af Lemaux]

Sophie så op. Hun havde en forhåbning om hvem det kunne være, men da hun befandt sig på universitetet kunne det sådan set være hvem som helst. Hun trykkede tæppet lidt tættere om sig før hun gik hen til døren og åbnede den lidt på klem, for ikke at eksponere sig selv. Men da hun så at det var Robion åbnede hun den helt, og trådte også til side så han kunne komme ind på det lille værelse.

Efterfølgende lukkede hun døren og lænede sig op af den. Hun vidste ikke om hun skulle sige noget.

[Robion af Suilleaux]

Robion trådte ind og vendte sig mod Sophie, men holdt en rimelig afstand. Antog ikke noget. Hans blik hvilede dog på hende og det var ikke distanceret.

"Jeg forstår, at du ikke er tilfreds," konstaterede han og det lød helt reelt. Det næste var det samme. "Jeg havde dog regnet med, at vi var forbi det punkt, hvor vi ikke kunne tale om det."