Omstilling

[Sylvie af Louzy]

Sylvie tog en indånding gennem næsen. Hun var ikke som sådan imod ham, kun antagelsen om, at det kun var hende, der kunne begå fejl.

"Den sande prøvelse er, om manden mestrer det samme," svarede hun derfor. "Enhver forventning De har til mig, har jeg også til Dem."

[Michel af Louzy]

"Så hvis jeg vil have at du holder op med at fungere som helbreder, mener De at jeg skal holde op med at forsvare kronen?" Bemærkede Michel med en dyb indånding. Ikke at det nogensinde ville komme til at ske. Han ville heller aldrig nogensinde efterkomme hendes ønske, hvis det var hvad det handlede om.

"Fortæl mig dine forventninger." bad han i stedet. Han kunne mærke at han havde meget at tænke over, hvis det her på nogen måde skulle komme til at lykkes. Der skulle trods alt ende med at komme børn ud af det.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie så på ham uden forfærdelse over det opstillede scenarie. Tværtimod var der fuldkommen ro i hendes blik. "Jeg er helbreder for Kronen, og De er ridder for Kronen. Jeg ser ikke forskellen og dermed ikke, at svaret er andet end ja," sagde hun roligt.

"Men eftersom min forventning er, at De ikke forsøger at hindre mig i at fortsætte det hverv, som Guderne åbenlyst har tiltænkt mig, så har jeg heller ingen årsag til at forlange det samme af Dem."

[Michel af Louzy]

Michel så vurderende på hende stadig uden at give noget som helst hint om hvad han mente om hendes formulering. Han så visdom i det, selvom han lige nu overhovedet ikke ville gå med til det. Nok var det en nyere tid, men ikke ny nok til at lensfruer havde et så stort arbejde ved siden af. Men det havde han ikke tænkt sig at fortælle hende mere om. Det kunne kun åbne for en meget lang diskussion.

"Og når vi befinder os i Louzy? Når tiden kommer hvor vi er lenets beskyttere? Dét kan du ikke rende rundt og hjælpe alle de syge" Han bebrejdede hende ikke, hvis hun sagde ham imod; men spørgsmålet var reelt nok. Han havde brug for at vide hvor hun var.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie satte ikke pris på, hvordan han fik det til at lyde som om, at hun bare var en pylrende kvinde og ikke en af de helbredere på paladset, der havde den største Gave. Men måske var han ikke klar over det.

"Jeg har aldrig søgt efter en fremtid som lensfrue. Det er ikke min beslutning og ville ikke have været mit valg," pointerede hun, fordi hun vidste, at hun aldrig ville kunne hellige sig det fuldt.

"Jeg tror ikke, at De har forstået omfanget af min gave, Ridder Louzy. Og nødvendigheden af, at jeg bruger den og får afløb for mine kræfter."

[Michel af Louzy]

Han var nødt til at vide besked. Han var nødt til at vide hvor hun var henne, og hvilke tanker hun havde gjort sig da nyheden og forlovelsen var blevet offentliggjort. Måske kendte han ikke til hendes gaves omfang, men det havde stadig konsekvenser at blive lensfrue.

"Det er muligt at du aldrig har søgt efter det, men det er sådan det er blevet" Bemærkede Michel roligt. Det stod klart, endnu engang at de var alt for forskellige og det ville kunne ende med at skade deres alliance mere end at forstærke den.

"Jeg forbyder dig ikke i at bruge den. Men jeg gør dig blot opmærksom på at dine pligter som fremtidige lensfrue står først. Derefter din rolle som mor" Hvad end hun så ville bruge resten af tiden til. Så længe hun ikke satte sit eget liv i fare.

[Sylvie af Louzy]

En dans var uden tvivl ikke stedet eller tiden til den samtale, men det stoppede hende ikke. Hun mødte hans blik og fortrak nærmest ikke en mine. Modsat ham holdt hun også fast i den formelle tiltale. Muligvis fordi hun forudså, at han ville gøre alt for at slippe af med hende. Hun ville ikke begræde tabet.

"Og jeg gør Dem opmærksom på, at det ikke er nogen garanti. Jeg tjener Kronen lige så vel som De gør, og De ved også, at Hans Majestæts ordrer altid vil komme først."

[Michel af Louzy]

Michel kunne mærke at samtalen ikke ville bære nogen former for frugter, og han tvivlede på at det nogensinde ville komme i orden. Kunne deres familier ikke så hvor tåbeligt det så ud? Han stirrede på hende, uden nogen former for forståelse.

"Nuvel. Så ved vi på hvilken dårlig bund vores ægteskab vil starte" bemærkede han. Han bukkede dog let for hende da musikken stoppede og vendte sig derefter og gik. Ingen af dem ville få mere ud af det.

Afsluttet